Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans H. Worsøe

Oprindelige forfattere MeHa og SES

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Hans H. Worsøe, Hans Holten Worsøe, f. 11.11.1932, landsarkivar. Født i Randers (Skt. Mortens landsg.). W. blev student 1951 (Randers), cand.mag. i tysk og latin 1958 (Århus univ.), arkivar ved Landsarkivet for de sønderjyske landsdele 1960, ved Landsarkivet for Nørrejylland 1968 og landsarkivar for landsarkivet i Åbenrå 1981-96. Skønt hans fag ikke var historie blev hans væsentligste interesseområde slægts- og personalhistorie inden for hvilken også hans litterære produktion især falder: Grundbog i slægtshistorie, 1962 (5. opl. 1976), Vejledning i slægtshistorie, 1973 (3. rev. udg. 1982), Wilhelm Adolph Worsøes slægtsbog (s.m. H. Aarup), 1965, Slægtshistorie i Sønderjylland – en vejledning, 1983 (2. rev. udg. 1999), Politikens håndbog i slægtshistorie, 1987 ( 5.udg. 2005). I Åbenrå bys historie II, 1967, skrev han perioderne 1712-1814 og 1848-64, i III, 1974, perioden 1864-1920. Endvidere har han redigeret Landsarkivet for Nørrejylland og hjælpemidlerne til dets benyttelse I, 1980. Han har udgivet Vonsild Kirkebog 1659-1708, 1982 og var redaktør af Fra Viborg Amt 1969-73, af Personalhistorisk tidsskrift 1966-80 og redigerede jubilæumsbogen Personalhistoriske studier, 1979. Desuden har han offentliggjort en række artikler i Personalhistorisk tidsskrift bl.a. den meget nyttige Fortegnelse over slægtshistorisk litteratur 1948-72 (1974).

Som leder af slægtshistoriske kurser på Køng folkehøjskole 1962-69, som initiativtager til udgivelse af Hvem Forsker Hvad (redaktør 1962-69), som underviser i slægts- og lokalhistorie på aftenhøjskole og aftenskole, og som en skattet foredragsholder, især i slægtshistoriske foreninger, har W. ydet en meget betydningsfuld indsats og medvirket til at gøre slægtsforskning til en folkelig bevægelse. Han er blevet betegnet som århundredets formidler af slægts- og personalhistorisk viden. W. var medarbejder ved Dansk biografisk leksikon 3. udg. og har bl.a. udarbejdet alle oversigterne over de borgerlige slægter. – W. var medlem 1979-85 af kirkeministeriets arbejdsgruppe vedr. rationalisering af kirkebogførelsen, medlem af bestyrelsen for Historisk samfund for Sønderjylland 1963-69 og igen 1981, formand 1986-92, af Historisk samfund for Viborg amt 1969-81 og fra 1969-80 sekretær for Samfundet for dansk genealogi og Personalhistorie hvis formand han var 1980-93. W. er korresponderende medlem af Norsk Slektshistorisk Forening 1976 og af Zentralstelle für Personen- und Familiengeschichte, Frankfurt a. M. 1981, Schleswig-Holsteinische Gesellschaft für Familienforschung 1983 og var en af initiativtagerne til Nordisk slægtsforskerkonference 1982.

Familie

F: civilingeniør, senere værkstedschef Kai Holten W. (1894-1961) og Jørgine Nielsen (1889-1971). Gift 4.6.1955 i Nakskov med ergoterapeut Inger Margrethe Ernst Kristoffersen, født 31.5.1929 i Nakskov, d. af bankdirektør Aage K. (1894-1967) og Ellen Anna Marie Ernst (1900-97).

Annonce

Udnævnelser

R. 1988.

Bibliografi

[K. Høegh-Hansen og Hans Worsøe:] Udskrift af familien Worsøes slægtsbog, 1959.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Svend Ejner Sørensen: Hans H. Worsøe i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299520