Fr. Kretz, Frederik Emil Kretz, 1.2.1854-3.4.1921, bureauchef. Født i Næstved, død på Landbolyst ved Hillerød. K. blev student 1871 fra Herlufsholm, cand. jur. 1877. Han var stenograf i rigsdagen 1879–88, blev assistent i generaldirektoratet for skattevæsenet 1881, fuldmægtig 1888 og endelig bureauchef i rigsdagen hvor hans hovedvirksomhed faldt. Han gjorde sig her særlig fortjent ved en omordning af rigsdagens arkiv, og han tog initiativet til at udgive de nyttige årbøger for rigsdagssamlingerne 1899ff; et betydeligt arbejde påhvilede ham ved rigsdagens indflytning på Christiansborg. Sin nøje indsigt i skatte- og stempelforhold nedlagde han i skrifter som Lov om Arveafgift af 27. Maj 1908, 1908, Haandbog i Lovgivningen om Stempelafgift (Lov af 13. Maj 1911), 1913 og Lov om Stempelafgift (Nr. 108 af 13. Maj 1911) med Ændringer indtil Juli 1919 samt alfabetisk Register, 1919, med forskellige tillæg. K. var i det hele virksom som lovudgiver. Foruden at offentliggøre sammentrængte fremstillinger af den nye processuelle legislatur -Retspleje-Reformen, 1908 (og atter 1916, den sidste særtryk af rigsdagsårbogen for samlingen 1915–16) – havde han sammen med senere departementschef Oskar Damkier fra 1884 udgivet supplement til den såkaldte "Kleinske Lovsamling", 1894 med samme Realregister over Love og Reskripter m.m. I-V, 1894–1912; fra 1904 var han medudgiver af indenrigsministeriets Samling af Love, Anordninger m.m. K.s musikalske interesser gav sig i hans yngre år journalistisk udtryk ved hans medarbejderskab som anmelder ved Dagens Nyheder hvor han skrev under mærket Rz.

Familie

Forældre: arkitekt Johan Georg K. (1810–57) og Marie Posselt (1817–92). Gift 30.9.1880 i Kbh. (Frue) med Alvilda Theodora Wellmann, født 10.2.1852 i Kbh. (Holmens), død 18.9.1936 i Charlottenlund, d. af divisionskvartermester ved Holmen, krigsassessor, intendant i marineministeriet Christian Wilhelm W. (1809–55) og Marie Gleerup (1823–1910).

Udnævnelser

R. 1900. DM. 1906.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Årbog for rigsdagssaml. 1920–21, 1921 Ulf. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig