Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Finn H. Lauridsen

Oprindelige forfattere MeHa og VDyb

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Finn H. Lauridsen, Finn Hjarne Lauridsen, 7.3.1922-14.3.1995, overarkivar. Finn H. Lauridsen blev student 1941 fra Struer statsgymnasium hvor han havde Gunnar Sandfeld som historielærer og dermed fik vakt sin sans for kulturhistoriens mange aspekter. 1941 begyndte han historiestudiet ved Århus universitet hvor han tog livlig del i studenterlivets organisatoriske arbejde, både det faglige og det musiske. Allerede i studietiden – og derfor blev den forlænget – blev han medarbejder ved opbygningen af Erhvervsarkivet. Efter skoleembedseksamen (historie og dansk) 1952 blev Finn H. Lauridsen s.å. arkivar ved Erhvervsarkivet og var 1979-92 overarkivar. Finn H. Lauridsen udfoldede et betydeligt forfatterskab. Hans første bog kom 1952: Fra borgerskabets gennembrud. Konsul i Hjørring Chr. H. Nielsen. Allerede her viste han de udprægede evner for at sammenholde økonomi, sociale tilstande og kulturelle strømninger som har kendetegnet hans forfatterskab, oftest og helst med den danske provinsby i 1800- og 1900-tallet som emne. Det øvrige forfatterskab er især publiceret som afhandlinger og bidrag til samleværker. Han skrev desuden en lang række artikler i Dansk biografisk leksikon. 3. udg. 1979 ff. og var medlem af dette værks redaktionskomité. Endvidere sad han i hovedredaktionen for Dansk lokalbiografi 1973-90.

Finn H. Lauridsen kom tidligt med i det historiskorganisatoriske arbejde. Fra 1952 var han i bestyrelsen (1957-93 formand) for Historisk samfund for Århus stift, og 1957 kom han ind i Århus byhistoriske udvalg hvor han meget virksomt tog del i udvalgets omfattende udgivervirksomhed også som forfatter, 1980-92 var han udvalgets administrator. 1969-90 sad Finn H. Lauridsen i bestyrelsen for Sammenslutningen af lokalhistoriske foreninger og arbejdede dér ivrigt for en højnelse af de lokalhistoriske årbøgers kvalitet og udstyr, 1982-90 var han sammenslutningens formand og dermed medlem af Dansk historisk fællesforenings bestyrelse. Uden for lokalhistorien arbejdede Finn H. Lauridsen i Jysk selskab for historie som bestyrelsesmedlem siden 1962 kasserer 1964-93, og til selskabets tidsskrift Historie bidrog han med et stort antal anmeldelser. Bredt kulturelt og historisk engagement prægede Finn H. Lauridsens indsats og i kraft af dette gjorde ham til en forgrundsskikkelse i det historiske arbejde uden for universiteterne.

Familie

Finn H. Lauridsen blev født i Struer.

Annonce

Forældre: murermester Marinus L. (1891-1972) og Olga Aminda Johansen (1886-1978). Gift 27.4.1946 i Bjerringbro med Inge Skaarup Sørensen, født 3.1.1924 i Holstebro, d. af bogtrykker Søren S. (1894-1965) og Carla Johanne Skaarup (1899-1985).

Bibliografi

Erindr, i Hus og hjem i Århus, red. Vagn Dybdahl, 1977 120-27 og Livet i byen, red. Benny Boysen, 1981 = Hardsysselfolk I 30-47.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Vagn Dybdahl: Finn H. Lauridsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293403