Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.M. Winther

Oprindelig forfatter FDahl
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C.M. Winther, Christian Michael Winther, 26.2.1780-20.7.1868, arkivar. Født i Kbh. (Nic), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). Om W.s barndom og ungdom vides ikke andet end at han er vokset op på Færøerne. 1805-06 siges han at have været skriver på herregården Kølbygård i Thisted amt hos kammerherre Frederik Berregaard. 1806 kom han til Kbh. hvor han n.å. bestod dansk juridisk eksamen. I sept. 1807 stod han under bombardementet i studenterkorpset hvor han gjorde tjeneste i alt ti år. Okt. 1808 indtrådte han som volontær i rådstuens 2. sekretariat hvor han n.å. blev kopist og 1816 fuldmægtig. Han karakteriseres af sine foresatte som "arbejdsvant, ung og rask", fuldt fortrolig med arbejdet i magistraturen hvor han altid havde udmærket sig ved "orden, flid og påpassenhed". Da tvillingembedet som ældste fuldmægtig under magistraten og "archivarius" ved rådstuen efter arkivar Jens Sørensen Wissings død i april 1817 ved kgl. resolution af 26.7.s.å. deltes i to, idet der oprettedes et særskilt embede som rådstuearkivar (fra 1.4.1936: stadsarkivar), blev W. den første indehaver af dette. Som rådstuearkivar fungerede han i henved 51 år. Han måtte så at sige organisere arkivet fra nyt af efter flytningen til det nye råd- og domhus 1815, sørge for anskaffelsen af de fornødne reoler og foretage en omordning og nyopstilling af arkivalierne. Efter sagens natur kunne han ikke kende proveniensprincippet, og hans "archiv-nr."-ordning har for længst måttet opgives; men han bevarede gennem hele sin lange arbejdsdag rådstuearkivet "i så streng en orden som den stadig tiltagende knaphed i plads tillod" (Oluf Nielsen). Ifølge dennes erindringer skal W. have holdt skrivestue i arkivet som juridisk konsulent for bønder der havde stade på torvet udenfor og ved denne virksomhed lagt mange penge op. – Ved at knytte sin søn, krigssekretær, cand. jur. Frederik Wilhelm Winther (1810-95) til arkivet (1837-68) håbede W. at kunne sikre ham rådstuearkivarembedet efter sin død; hans efterfølger blev dog den langt bedre kvalificerede Oluf Nielsen.

Familie

Forældre: lærer ved Det kgl. opfostringshus, cand.teol., senere sognepræst til Syd-Streymoy præstegæld Rasmus Jørgen Christiansen W. (1749-99) og El(i)se Marie Bentzen (1750-1827). Gift 9.7.1809 i Kbh. (Holmens) med Anne Cathrine Steensen, født 2.2.1781 i Larvik i Norge, død 29.4.1845 i Kbh. (Helligg.).

Ikonografi

Silhouet.

Annonce

Bibliografi

Præsten i Ørbæk Rasmus Pedersen Winthers beretn. om sin slægt og sit liv, udg. Axel Kofod, 1934 15f. Oluf Nielsen i Danske saml. IV, 1868-69 247f. Samme i Fra Ribe amt VII, 1928-31 655-57. Fl. Dahl i Hist. medd. om Kbh. 3. r. V, 1942-43 43-47. Kbh.s stadsark. Oversigt og vejledn., 1974 10 12.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Dahl: C.M. Winther i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299434