Johannes Prip-Møller

Johannes Prip-Møller, 27.5.1889-30.11.1943, arkitekturhistoriker. Født i Rudkøbing, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). P.-M. blev student 1907 fra Odense, afsluttede sin uddannelse som murersvend og bygningskonstruktør 1911 og fik afgangsbevis fra kunstakademiets arkitektskole 1920. Efter et ophold i USA (M. Sc. ved Columbia university, New York 1921) blev han, som i henhold til sin uddannelse, sin religiøse indstilling og sine slægtskabsforhold (missionæren Einar Prip var hans morbror) fandtes særdeles skikket dertil, med understøttelse fra en kreds af arkitekter, som dermed ville give deres bidrag til dansk missionsarbejde 1921 udsendt til Kina, for at han kunne frigøre missionærerne for det byggearbejde, de alligevel ikke magtede og ikke havde tid til. Forskellige forhold medførte imidlertid at han, samtidig med at han ivrigt studerede det kinesiske sprog, så at han på arbejdspladserne for sine bygningsforetagender og ved forhandlingerne derom ikke var henvist til at benytte tolk, påbegyndte selvstændig arkitektvirksomhed i Mukden. Han fortsatte denne virksomhed til 1926 og opførte i dette tidsrum, foruden en del privatboliger, flere bygninger for den kinesisklutherske menighed. Hans arbejde i Kina blev afbrudt ved, at han 1928-29 på Theophilus Hansens og kunstakademiets legater foretog studierejser i Italien og Syrien, men med understøttelse fra de to Carlsbergfonde kom han derefter tilbage til Kina for at studere buddhistisk kloster-arkitektur og klosterliv. Disse studier gennemførtes i årene 1929-33 ved talrige rejser, særlig i Centralkina, og gav anledning til en række forelæsninger ved kinesiske universiteter og senere til en del foredrag i flere lærde selskaber i Europa. Det indsamlede materiale udarbejdedes med udgivelse for øje i årene 1934-37, alt imens P.-M. fortsatte sin arkitektvirksomhed, specielt ved 1930-39 at opføre bygningerne for Tao Fong Shan Christian Institute i Shatin ved Hongkong. 1939 foretog han, i forbindelse med deltagelse som bygningskyndigt medlem i World Mission Conference i Tambaram, en studierejse i Indien og var derefter en tid beskæftiget med rådgivende virksomhed i byggesager for et amerikansk missionsselskab i Kina. I vinteren 1929-30 var han leder af og prædikant ved gudstjenesterne i den danske kirke i Shanghai, og under næsten hele sin virksomhed ved Hongkong var han medlem af den danske komité for den kristne mission blandt Kinas buddhister.

Af litterære arbejder kan, foruden talrige artikler i danske og udenlandske blade og tidsskrifter, fortrinsvis om kinesisk arkitektur og bygningsarkæologi (se fx Kinas Bygningskunst i Arkitekten M, 1937) nævnes About Buddhist Temples, 1931, The Hall of Ling Ku Ssu (Artes III, 1935) hvori han påviste at en hal ved dette berømte kloster på Purpurbjerget ved Nanking oprindelig var bygget til kristen gudstjeneste af franciskanermunke i begyndelsen af 1300-tallet under mongoldynastiet, og således er den ældste kristne kirke man kender i Kina, samt hans hovedværk Chinese Buddhist Monasteries, their Plan and its Function as a Setting for Buddhist Monastic Life der med støtte fra de to Carlsbergfonde udkom 1937 (genudg. 1957). – Idet P.-M. således foruden sin praktiske virksomhed også specialiserede sig i studier over tempelarkitektur, kom næsten hele hans livsværk til at ligge i Kina. Det var fremfor alt hans store dygtighed i det kinesiske sprog, hans varme sympati for kineserne og hans agtelse for deres kultur der vandt ham venner blandt kinesere og skaffede ham deres tillid, så at han ikke alene med held kunne gennemføre sine forskellige byggeforetagender, men også fuldføre de vanskelige studier som de to Carlsbergfonde havde sat ham i stand til, og som har givet så smukt et resultat i det nævnte hovedværk. Til trods for sit store omfang indeholder det egentlig kun en begrænset del af det indsamlede stof og er bl.a. ikke tynget af beretninger om selve rejserne. Gennem sit arbejde havde P.-M. ønsket at give sit bidrag til kundskaben om Kinas byggekunst og dens historie, et emne som indtil da kun havde været lidet kendt og bearbejdet. Den historiske del af værket var den vanskeligste, fordi der på grund af det forgængelige byggemateriale ikke forefindes virkelig gamle bygninger i Kina. Han var derfor henvist til at slutte fra, hvad der kunne findes af gamle elementer i senere kinesisk bygningskunst, ikke mindst i templerne, fordi disse i særlig grad havde fastholdt ældre tiders byggeskik, samt til studier af beskrivelser og afbildninger af gamle bygningsværker i den ældre kinesiske litteratur. Ikke mindst på grund af de talrige og fortrinlige illustrationer og rids er det et monumentalt værk som umiskendeligt bærer præg af samvittighedsfuld stræben efter nøjagtighed og pålidelighed, og det har da også vakt megen opmærksomhed og anerkendelse verden over.