Jacob Helms

Jacob Helms, 14.3.1824-10.10.1906, arkitekturhistoriker, præst. Født i Sørbymagle, død i Skellerup, begravet sst. H. blev student 1842 fra Fr.borg, tog teologisk embedseksamen 1848, ansattes 1850 som adjunkt i Ribe hvor han også underviste i tegning, blev 1869 sognepræst i Janderup og Billum og forflyttedes 1874 til Skellerup og Ellinge, et embede han beklædte til sin død. Hans næsten tyveårige ophold i Ribe blev bestemmende for hans videnskabelige interesser og udvikling. Han blev fra første færd grebet af den skønne gamle domkirkes arkitektur, og hans studier fik fastere bund under fødderne efter at han var kommet i forbindelse med N. L. Høyen som han efterhånden kom til at stå meget nær. Den første frugt af denne forbindelse var den smukke afhandling om Tufstenskirkerne i Omegnen af Ribe (Nye kirkehist. Saml. I-I I, 1857–62) hvor han "følgende hidtil ikke betraadte Stier" påviste kirkernes afhængighed af domkirken, og til Traps Slesvig 1864 leverede han ca. 50 delvis meget udførlige, for deres tid fortrinlige beskrivelser af sønderjyske kirker. 1870 udkom hans hovedværk Ribe Domkirke der stadig hævder sin plads som en af de ypperste monografier inden for vor kirkelige arkitekturhistorie, og som forfatterens næsten tyveårige samliv med monumentet har givet en egen charme. H. var derfor selvskreven som medlem af den 1882 nedsatte komité for domkirkens restaurering og havde ved sine forskellige indlæg en fremragende andel i at man til slut opgav tanken om en stilkorrekt restaurering. Hans indsats her, hvor han fremholdt respekten for monumentets historiske værdi fik stor betydning i opgøret med romantikkens restaureringsidealer. I den sammen med H. C. Amberg udgivne beretning om kirkens istandsættelse Ribe Domkirke, 1906 fremsatte han en ny opfattelse af kirkens bygningshistorie der dog næppe lader sig opretholde. For direktionen for de antikvariske mindesmærkers bevaring undersøgte han 1873–74 samtlige kirker i Ribe amt og i folioværket Sallinglands Kirker I, 1884 skrev han en indledning om Nørrejyllands granitkirkers alder der indviklede ham i en langvarig polemik med arkitekturhistorikerne J. B. Løffler og V. Koch. Til folioværket Danske Tufsienskirker, 1894 forfattede han beskrivelsen af de enkelte kirker og den meget udførlige indledning hvor han ikke blot behandler den hjemlige og tyskhollandske tufstensarkitektur, men også giver en mængde betydningsfulde bidrag til forståelse af vore andre af natursten byggede kirker. Æresdoktor 1894.