P.J. Riis, Poul Jørgen Riis, 26.5.1910-?.10.2008, arkæolog. Født i Århus (domsg.). R. blev student fra Århus katedralskole 1928 og studerede kunsthistorie 1928–30 ved Kbh.s univ., men gik over til klassisk arkæologi i hvilket fag han 1936 tog magisterkonferens og blev dr.phil. 1941. Fra 1938 var han knyttet til Nationalmuseets antiksamling, som inspektør fra 1940 og som leder af samlingen fra 1941–48. R. var professor i klassisk arkæologi ved Århus univ. 1949–56 og ved Kbh.s univ. 1956–75. – R. deltog i Carlsbergfondets Hamaekspedition til Syrien 1932–33, 1936–37 og ledede Carlsbergfondets arkæologiske ekspedition til Fønikien 1958–63. 1957–62 var han medlem af Ny Carlsbergfondets direktion. Som museumsmand var R. medvirkende til at modernisere Nationalmuseets antiksamling og bl.a. indføre tidssvarende registranter og opstillinger i samlingen. Som den første klassisk arkæologiske professor ved Århus univ. 1949–56 lagde R. grunden til det i dag fortrinlige klassisk-arkæologiske institut. I sit 19-årige virke som professor i klassisk arkæologi ved Kbh.s univ. førte R. traditionen fra K. Friis Johansen videre uden desværre at give sig selv en efterfølger. I sin forskning beskæftigede R. sig i sine unge år særlig med etruskisk kunst; disputatsen Tyrfhenika. An Archaeological Study of the Etruscan Sculpture in the Archaic and Classical Periods, 1941, er en gennemført opdeling af et omfattende materiale på forskellige etruskiske kunstskoler. 1948 påbegyndte R. publikationen af fundene fra Hama, Hama II,3: Les cimetières å crémation, 1948, Hama IV,2: Les verreries et poteries médiévales, 1957, (afsnittene om kronologi og glas) og også udgravningerne i Syrien har R. hurtigt bearbejdet og udgivet L'activité de la Mission archéologique danoise sur la côte phénicienne, 1959–65, og Sukas 1, 1970, Sukas III, 1974 og Sukas VI, 1979. På dansk udgav R. flere populære arkæologiske bøger: Den etruskiske kunst, 1948 (2. forøgede udg. 1962), og til forståelse af den arkæologiske metode Kan man grave historien op af jorden?, 1949, og Arkæologi og klassisk kunst, 1972 samt Fortidens kultur, I: Antiken og dens østlige udløbere, 1957. Endvidere har han skildret de danske undersøgelser i Hama i Hama. Danske arkæologers udgravninger i Syrien 1930-38, 1987.

Af hverv uden for universitetet helligede R. sig særlig Videnskabernes selskab som han blev medlem af 1953; han var selskabets redaktør 1970–75 og dets præsident 1975–81, ligesom internationalt samarbejde særlig inden for den klassiske arkæologi var hans store interesse. Bl.a. var R. dansk delegeret til Union Aeadémique Internationale fra 1971 og medlem af dets forretningsudvalg 1977–80. R. var i hele sit arbejde en arkæolog og humanist af internationalt format som gennem sit virke blev mere kendt i udenlandske fagkredse end i en lokal dansk sammenhæng,

Familie

F: vinhandler Svenning Christian Poulsen R. (1857–1927) og lærer Elisabeth Sophie Kirstine Jørgensen (1870–1955). Gift 1. gang 6.10.1936 i Svendborg (Skt. Nicolai) med læge Nanna Baagøe, født 24.5.1906 i Svendborg, død 8.8.1953 i Århus, d. af købmand Ejnar Emil Angelo B. (1873–1967) og Harriet Bønnelycke (1884–1969). Gift 2. gang 19.8.1954 i Søllerød med overinspektør ved Nationalmuseet Marie-Louise Buhl, født 2.3.1918 i Randers, d. af grosserer Otto Richard B. (1880–1958) og Martha Henriette Frederiksen (1885–1976).

Ikonografi

Buste af Knud Nellemose, 1982 (Vidensk. selskab). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1941 138. P. J. R.: Erindringer fra en anden verden, 2004.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig