Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P.V. Glob

Oprindelig forfatter PKJae

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

P.V. Glob, Peter Vilhelm Glob, 20.2.1911-20.7.1985, rigsantikvar. G. blev student fra Lyngby statsskole 1930, mag. art. i forhistorisk arkæologi fra Kbh.s univ. 1936, dr.phil. sst. 1945, assistent ved Nationalmuseet 1934, inspektør sst. 1937. Han var professor ved Århus univ. 1949-60, samtidig leder af Forhistorisk museum 1949-62, rigsantikvar 1960. – I sit virke har G. ydet værdifulde bidrag både til den arkæologiske forskning og til udviklingen af det danske museumsvæsen. I sin tid i Århus udviklede G. museet og instituttet fra en énmandsvirksomhed af rent lokal karakter til en specialiseret institution der arbejdede aktivt både indenfor nordisk og orientalsk arkæologi og etnografi. For at give mulighed for at formidle arkæologiens resultater for offentligheden tog G. 1951 initiativ til stiftelsen af Jysk arkæologisk selskab hvor han var generalsekretær 1951-62 og præsident fra 1962. Få år senere fremsatte G. en plan for udbygningen af et nyt museum på herregården Moesgård ved Århus. I en kombination af udstillinger, frilandsmuseum og dyrepark så han her en mulighed for at illustrere oldtidens kulturforhold i sammenhæng med de skiftende naturforhold på grundlag af forskningens resultater. Planen blev iværksat kort efter G.s tiltrædelse ved Nationalmuseet. I disse år deltog G. også som medlem af lovkommissionen i udformningen af museumsloven af 1958 der ændrede dansk museumsvæsen radikalt ved en vis decentralisering af det antikvariske arbejde, en udvikling G. kom til at præge som rigsantikvar og direktør for Nationalmuseet. Kort efter sin tiltrædelse som rigsantikvar fremsatte G. sin visionære plan om et nyt, tidssvarende nationalmuseum udflyttet fra den indre by. Endnu er denne ikke realiseret, men en begyndelse er taget med udbygningen af Brede klædefabrik som en afdeling af museet med bl.a. en omfattende udstillingsvirksomhed og gennem sikring af flere af de tidlige industribygninger i Mølleådalen som led i et fremtidigt museum for "vor egen tidsalders grundlæggelse".

G.s forskningsmæssige indsats har været mangesidig. Foruden en omfattende udgravningsvirksomhed i Danmark, der bl.a. omfatter stenalderlandsbyen ved Barkær, jernalderfæstningen Borremose, Slotsbjergby høje og moseligene fra Tollund og Grauballe, har G. deltaget i ekspeditioner til Øst- og Vestgrønland (1933-34, 1953 m.ft.). Med igangsættelsen af den danske arkæologiske ekspedition til Den arabiske golf 1953 åbnede G. en ny arbejdsmark for dansk og international arkæologi, der skulle uddybe forståelsen af kulturforbindelserne mellem Indien og Mesopotamien. Ekspeditionerne der omfattede arkæologer og ofte også etnografer og kunstnere, arbejdede under G.s ledelse på Bahrain fra 1953, på Qatar fra 1957, i Kuwait, Abu-Dhabi og Oman fra 1958 og i Saudi Arabien fra 1964, og flere steder er arbejdet endnu i gang. Resultaterne er foreløbig fremlagt i en lang række artikler og populært sammenfattet i bogen Al-Bahrain, 1968. Andre feltundersøgelser og forskningsarbejder er fremlagt i et stort antal publikationer der dækker et bredt spektrum af forhistorien. Her skal fremhæves: Eskimo settlements in Kernpe Fjord and King Oscar Fjord, 1935, Studier over den jyske Enkeltgravskultur (disputats), 1945, Ard og Plov i Nordens oldtid, 1951, Danske oldsager II: Yngre stenalder, 1952 og Helleristninger i Danmark, 1969. Hans specielle interesse og nære forhold til kunst har foruden i helleristningsværket givet sig udtryk i en række mindre afhandlinger specielt om guldhornene fra Gallehus og Jellingestenen.

For en bredere kreds har G. gjort arkæologiens resultater tilgængelige i flere forbilledlige populære bøger: Mosefolket, 1965 der indbragte G. Gyldendalprisen s.å., Danske Oltidsminder, 1942, udvidet 1967, Højfolket, 1970 og Fortidens Spor, 1973. Han blev vicepræsident for Det kongelige nordiske oldskriftselskab 1960. Medlem af Videnskabernes selskab 1961. Som maler har G. udstillet på Kunstnernes efterårsudstilling 1934 og han var medarbejder ved kunsttidsskriftet Helhesten. – Ingenio et arti 1978. Ebbe Munckprisen s.å.

Annonce

Familie

P.V. Glob blev født i Kalundborg; begravet på Agri kirkegård, Mols.

Forældre: kunstmaler Johannes G. (1882-1955) og Ingerid M. Meyer (1890-1962). Gift 17.5.1939 i Søllerød med Harriet Roepstorff, født 18.8.1915 i Søllerød, d. af grosserer Heinrich R. (1882-1954) og Dagny Eleonore Hummel Jensen (1884-1953).

Ikonografi

Tegn. af Johs. Glob, 1913, litografi af samme s.å. Mal. af samme 1916 og 1923. Malet som ung af M. Kaalund-Jørgensen. Mal. af Hans Chr. Høier, 1946. Mal. af Johs. Glob, 1955. Tegn. af H. Bendix udst. 1960, af Karl Bovin, 1966. Buste af Harald Isenstein, ca. 1969. Afbildet på mal. af Karl Bovin, 1969. To mal. af Anne Marie Telmanyi udst. 1971. Mal. af Anders Glob, 1974 (Fr.borg). Buste af Knud Nellemose, 1979 (Natmus., Ny Carlsbergfondet). Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Kuml 1970, 1971 399-405.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Kjærum: P.V. Glob i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290086