Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

K.F. Kinch

Oprindelig forfatter KFrJ
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

K.F. Kinch, Karl Frederik Kinch, 15.3.1853-26.8.1921, klassisk filolog og arkæolog. Født i Ribe, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). K. blev student 1870 fra Ribe, cand.phil. 1878. Før og efter sin embedseksamen virkede han nogle år som huslærer, bl.a. i Paris, derefter som privatlærer i Kbh. 1883 erhvervede han doktorgraden med en tekstkritisk afhandling om den romerske historiker Q. Curtius (Quaestiones Curtianae criticae). En påfølgende længere studierejse (1883–85) med hovedophold i Grækenland gav hans videnskabelige arbejde en ny retning, idet han fra da af helligede sig arkæologiske opgaver. Allerede under denne rejse påbegyndte han en gennem de følgende år under gentagne nye rejser fortsat udforskning af den indtil da lidet kendte makedoniske halvø (Chalkidike) med det hovedformål at udrede områdets antikke topografi, et foretagende der på grund af de primitive og usikre forhold i denne landsdel, hvor røverbander endnu dengang huserede, både var meget besværligt og ingenlunde farefrit. Udbyttet af disse omfattende undersøgelser nåede K. desværre aldrig at fremlægge i sin helhed. Af et planlagt værk derom fik han udgivet en første del, det statelige arbejde om triumfbuen i Saloniki (L'arc de triomphe de Salonique, 1890) som det lykkedes ham at bestemme som et æresminde for kejser Galerius, rejst ca. 300 e.Kr. I øvrigt blev det ved nogle korte rejseberetninger og mindre meddelelser, derunder publikationen af et interessant gravmaleri fra hellenistisk tid som K. selv havde opdaget (Vidensk. selsk.s skrifter 1920). Forskellige afhandlinger i udenlandske fagtidsskrifter vidner om at K. i samme periode også drev studier inden for græsk numismatik.

Efter rejseårene virkede K. igen som lærer i Kbh., fra 1895 som bestyrer af Mariboes skole indtil dennes nedlæggelse (1898). Da Carlsberg-fondet ved samme tid omgikkes med planer om at foranstalte en udgravning i Grækenland, foretog K. for fondet flere rekognosceringsrejser der førte til udpegning af Lindos på Rhodos som et egnet projekt. 1902 påbegyndtes udgravningen her under ledelse af K. og Chr. Blinkenberg, og Rhodos blev derefter for en lang årrække K.s arbejdsfelt. Efter afslutningen af Lindosforetagendet om hvis hovedresultater lederne i fællesskab berettede i foreløbige rapporter (Vidensk. selsk.s oversigter 1903–07) optog K., fortræffeligt bistået af sin hustru der også havde medvirket som tegner i Lindos, andre undersøgelser på øen. Vigtigst er den fuldstændige udgravning af et lille græsk kolonianlæg fra 6–500-tallet f.Kr.; det rige udbytte herfra har K. fremlagt i sit smukke hovedværk Fouilles de Vroulia, 1914. Da første verdenskrig umuliggjorde fortsat virksomhed i syden, gik K. atter ind i skolearbejdet i Kbh. og var samtidig optaget af sin andel i publikationen af Lindos-fundene. Det er tragisk, at heller ikke denne nåede han at få tilendebragt. Lige så skikket han med sin nøjsomme og udholdende natur var for pionerarbejdet i marken, lige så svært faldt det ham at bringe bearbejdelsen af det indhøstede stof til afslutning og give det fra sig. Tillige var hans stærke konstitution blevet undergravet ved det meget strabadserende liv i syden. Hans sidste år var mærkede af sygdom. – Medlem af Videnskabernes selskab fra 1913 og af flere udenlandske arkæologiske selskaber. – Helvig Kinch fik afgang fra akademiet 1894 og debuterede på Charlottenborg 1896. Hun blev knyttet som tegner til den ekspedition til Rhodos som lededes af hendes tilkommende mand. Hun har bl.a. illustreret hans værk Vroulia. For søfartsmuseet på Kronborg udførte hun otte akvareller af skibe efter kalkmalerier i landsbykirker.

Familie

Forældre: historiker J. F. K. (1817–88) og Bertine N. Kroyer (1825–63). Gift 5.10.1903 i Kbh. (Slotsk.) med maler Helvig Agnete Amsinck, født 10.12.1872 i Kbh. (Slotsk.), død 31.8.1956, d. af ekspeditionssekretær i overhofmarskallatet, kammerjunker, senere etatsråd Conrad A. (1830–97) og Caroline Amalie Hansen (1840–1922).

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1883 96. – J. L. Heiberg i Oversigt over vidensk.s selsk.s forhandl. 1921–22 37–45. – Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karsten Friis Johansen: K.F. Kinch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292562