Jens Winther, Jens Jørgen Winther, 16.12.1863-27.3.1955, arkæolog. Født i Rudkøbing, død sst., urne på Rudkøbing kgd. W. tog præliminæreksamen fra Odense katedralskole 1879 og fik derefter købmandsuddannelse i Svendborg. Han overtog 1892 faderens manufakturforretning i Rudkøbing som han drev til sin død. Tidligt i barndommen blev han interesseret i arkæologi og begyndte i tiårsalderen at samle på oldsager og foretog 1880 sin første selvstændige udgravning af en jættestuetomt i Lykkeby. Selv om han var købmand af erhverv blev arkæologien grundlaget for hans livsværk. Ved indsamling og udgravning skabte W. hurtigt en omfattende oldsagssamling der, suppleret med svogerens samling, dannede grundlaget for Rudkøbing museum (senere Langelands museum) som han stiftede år 1900. Det blev 1906 åbnet for publikum i en nyopført museumsbygning der hovedsagelig blev bekostet af W. I årenes løb blev det udvidet adskillige gange og blev rammen om et af landets rigeste og mest velordnede arkæologiske provinsmuseer. Blandt hans undersøgelser må særlig fremhæves de store bopladser fra bondestenalderen, Lindø (1901-39), Troldebjerg (1930-36) og Blandebjerg (1939-41). Resultaterne blev udmøntet i en række statelige publikationer: Lindø I–II, 1926-28, Langeland, 1929, Troldebjerg I–II, 1935-38 og Blandebjerg, 1943, udgivet på eget forlag. Med disse arbejder vandt W. videnskabelig anerkendelse ud over Danmarks grænser og fik kontakter med forskere fra hele Nordeuropa og udnævntes 1936 til korresponderende medlem af Deutsches Archäologisches Institut. W.s originale personlighed og arkæologiske indsigt tiltrak unge arkæologer fra hele Norden, som udtrykt af P. V. Glob: "Langeland var først i 1930erne unge arkæologers tilholdssted, og Jens Winther, øens ukronede konge, deres gæstfri vært". De hædrede ham, som den første arkæolog i Danmark, med et privat festskrift (i ét eksemplar) på hans 70 årsdag og fulgte det op med et mere officielt på 75 årsdagen med bidrag fra hele Norden (Winther-Festskrift, 1938). På 85 årsdagen blev W. hædret med en medalje (udført af P. V. Glob). Den Hielmstierne-Rosencroneske prismedalje 1930. Som en sidste donation til museet indstiftede W. testamentarisk Købmand Jens Winthers legat til fordel for Langelands museum.

Familie

Forældre: købmand, bankdirektør Mads Christian Anton W. (1836-1930) og Ane Marie Madsen (1844-1912). Ugift. – Bror til Chr. W.

Ikonografi

Mal. af J. Grenness, 1911 (Rudkøbing mus.). Portrætrelief, bronze, af Gunnar Hammerich, 1963 (sst.). Foto.

Bibliografi

H. C. Frydendahl i Fynsk hjemstavn VI, 1933 177-85. Langelands folkebl. 28.3.1955. Langelands museum 1900-80, ved Lise Bender Jørgensen m.fl., 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig