Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Poulsen

Oprindelig forfatter LTand

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frederik Poulsen, Poul Frederik Sigfred Poulsen, 7.3.1876-8.11.1950, arkæolog, forfatter. Født på Dalsgård, Hvilsager sg, død i Hellerup, begravet sst. Faderen var en selvbevidst, livlig og munter herremand som den lille P. aldrig vovede sig ind på livet af. Han døde da P. var i femårsalderen. Årene som lykkeligt landbarn i en jysk proprietærgård afløstes nu af en mere problematisk tid i Randers, hvortil moderen flyttede. Her lærte han børn at kende der bragte løgnen ind i hans liv, som han senere skrev. Spinkel og svagelig, som han var, kunne han heller ikke klare sig over for kammeraterne i det voldens og "styrkens ridderskab", som han forgæves søgte optagelse i. Til gengæld ønskede han da som siden i livet at yde det ypperste intellektuelt. Han begyndte med at tage revanche i Randers latinskole hvor han gik fra han var otte. Men det holdt hårdt. En alvorlig krise i 13-15 års alderen, foranlediget af en tiltagende døvhed, gjorde ham til nr. sidst i klassen. Men så blev han opereret, og den myndige Madvigelev rektor Gemzøe tog ham under så kraftig behandling i særundervisning, at han brød sammen, men bagefter blev skolens dygtigste "klassiker" i græsk og latin. P. var fra lille fascineret af det snurrige og særprægede i tilværelsen, men en skyhed, der nok bundede i provinsmiljøet og i afhængighed af den højt elskede mors frygt for at støde an, hindrede ham i at falde til i hovedstaden. Hertil drog han efter studentereksamen 1894 for at studere klassiske sprog. De første år svingede han hid og did, sugende indtryk til sig som altid siden, men uden at udlevere sig. Alligevel drømte han om at blive digter, forsøgte sig, men blev kraftigt frarådet af Sophus Schandorph og Gustav Philipsen: "Tror De virkelig, at De, der kommer lige fra Provinsen, allerede er moden nok til at lære os andre noget? Gaa dog hjem og studér færdig. Det er jo den rene Galskab."

Galskaben blev i P., men han hørte efter, altid åben som han var for kvalificeret kritik. Det var i den situation heldigt, at den fineste danske klassiske tradition 1896 brød ind i hans liv, i form af professor J. L. Heiberg med de "lysende øjne" og den "brændende hu". Heiberg holdt øvelser over Platon, og stilfærdigt virkede han som katalysator for tanker som den unge P. uklart tumlede med. Platons livs- og menneskesyn blev fra da af fundament i P., der i øvrigt herefter valgte at koncentrere sig om det strengt eksamensrelevante. Det blev han hånet for under den meget berigende udenlandsrejse, som han 1896-97 foretog til Göttingen og München, således af latinisten Friederich Leo. Især mødet med Ulrich v. Wilamowitz-Moellendorff blev dog afgørende for P. der livet igennem søgte sig stærke fædre i barndommens savn heraf. Wilamowitz blev for P. det mest lysende eksempel på den Heraklestro, at mennesket er godt, at det kan hvad det vil, og at det skal arbejde hårdt i det almenes tjeneste, i kamp mod det moderne kulturtrætte og gudløse menneskesyn. Videnskabeligt dristig, fuld af ideer, vitalist og skuespiller på podiet, inspirerede han eleverne til at frasige sig autoritetstroen og den herskende filistrøse detailfordybelse og til selvstændigt at leve sig ind i den klassiske litteratur og lade sig inspirere af de store sammenhænge og syner. I München stødte P. på den fremragende klassiske kunstarkæolog Adolf Furtwängler og på byzantinisten Karl Krumbacher der læste over nygræsk, satte pris også på sin samtids grækere og derfor var med til at give P. den mentale og sproglige nøgle til hans senere vitale oplevelser med og livlige skildringer af nutidens græske folkeliv der tillige skulle befrugte hans klassiske forfatterskab.

Den tyske lærde verden tog i det hele P. til sig, og hjemkommen var han som forvandlet. Overmodig og dristig, syntes hans kammerater. Allerede efter fem års studier tog han da også 1899 sin skoleembedseksamen (latin, græsk og tysk) med en god førstekarakter. Men ansættelsesmulighederne var små, hvorfor han slog sig igennem med legater og tilfældige lærervikariater. Desuden var han blevet selvbevidst nok til at skrive sin første, kunstnerisk uforløste roman, Mors Dreng, 1900. Den viste, hvor influeret P. var blevet af platonismen der dog skildredes ret programmæssigt og belærende, mens den i hans senere forfatterskab opfattedes med stigende forståelse for den komplekse dialektik i Platons idéverden. Heiberg selv blev model for den mentalt overlevende, men fra verden tilbagetrukne helt i bogen, mens hovedpersonen forgæves søgte at bryde med sit miljø og sin kristne ortodokse arv.

Annonce

Bogen kom ellers på et tidspunkt hvor opgøret med den deterministiske naturalisme var i fuld gang i form af en romantisk dyrkelse af sjælelivet, af enerens ret til selvudfoldelse og i videnskaben af en nyidealisme der vendte sig kritisk mod den lovsøgende positivisme med dens prioritering af menneskets ydre univers. I denne strid tog P. snart del, og den udviklede ham både som videnskabsmand og forfatter. Han var stærkt præget af romantikkens organismetænkning og af Goethes menneskesyn, som det fremgik af Faust, ifølge hvilket mennesket burde være videnskabsmand og kunstner i ét. Til trods herfor og for sin begejstring for Wilamowitz' tyske idealisme valgte han i positivismens ånd at adskille videnskab og kunst. Det skete utvivlsomt af karrierehensyn og nok også, fordi han ville disciplinere sig selv, angst som han var for at blive overvældet af det fyrværkeri af patos der lå tændklar i ham. Han fulgte derfor den nøgterne danske tradition og eksemplet fra de yngre tyske arkæologer ved at skrive en god disputats om så jordnært et emne som Dipylongravene og Dipylonvaserne, 1904. Værket karakteriserede, ofte i dristige tolkninger, den geometriske keramiske stil i forhold til den forudgående og efterfølgende mykenske og arkaiske stilperiode. Det udkom omarbejdet på tysk 1905. Som led i forberedelsen hertil besøgte han 1902 Berlin, 1903 Italien og Grækenland.

Kunsten agtede P. imidlertid ikke at lade ligge. 1900-01 opholdt han sig i flere måneder i Bonn, Belgien og Paris og forfattede ind imellem sin anden roman Race, 1901. Den var et stykke hedensk grundtvigianisme, så optimistisk som Mors Dreng var pessimistisk, og klart bedre kunstnerisk. Den lagde vægt på det kærlige miljøs betydning for opvækst og livsforløb. Målet var, at mennesket blev sin egen herre i nietzcheansk forstand og som sådan hjalp andre, udnyttende den af P. beundrede frie foretagsomhed i det godes tjeneste. Selv en hårdhudet kvindeundertrykkende børsspekulant kunne ende som kærlig folkeopdrager, lærende eleverne at tænke uden at prædike nogen lære, så de fik had til det sanselivet undertrykkende og "fladpandede" bourgeoisi der dømte uden at forstå. Georg Brandes syntes så godt om bogen, at han skaffede P. en plads som huslærer på et stort polsk adelsgods 1901-02. Den var vellønnet, og det værdsatte P. der stedse ironiserede over sin egen svaghed at opfatte pengene som "nervus rerum". De oplevelser han fik i Polen, som siden på engelske herresæder, befrugtede stærkt hans senere skildringer af fortidens overklasser, fx den romerske, og gav ham blik for deres dyder og lyder, ligesom de talrige rejser han siden foretog i arkæologiens og kunsthistoriens tjeneste til Hellas og Italien, til Lilleasien og Nordafrika, til Syrien og Mesopotamien, satte sig spor i hans videnskab som i den række indtagende og fabulerende rejseskildringer, dels i form af aviskronikker, dels bøger som kom i stort oplag. Nævnes kan Rejser og Rids, 1920, Folkesind i Nord og Syd, 1921, Vi vandrer-, 1926, Nye Sjæle, 1935, Udvalgte Skildringer og Fortællinger, 1941ff. Disse skildringer blev yndet folkelæsning, skrevet som de var af en klog iagttager, med en glimrende indlevelsesevne i primitiv og forfinet, orientalsk og europæisk psyke, hyppigt gnistrende af overraskende og livgivende paralleller mellem fortid og nutid, mellem fremmed kultur og egen, så læseren gang på gang fik sine egne livsmønstre sat på prøve.

Litterært udbyttede han første gang sine rejseindtryk i Fra Latinerkvarteret. Fortællinger, 1903, siden i rejseromanen Under hellenisk Himmel der udkom 1908 og blev hans bedste roman. Hans hidtidige ungdommelige brandesianske ateisme, med dens hidsige stokkeslag mod og ret fordømmende holdning over for kristendommen, var væk. Han forstod, at den var for billig og hang sammen med en ubevidst tro på, at "en Gud uden form, uden kultus, en Gud, skabt af hans eget legeme og blod, og derfor særlig knyttet til ham", ville værne ham mod døden og tilfældigheden, hvis han blot sørgede for aldrig at standse i sin egen udvikling. Denne tro opgav han, utvivlsomt under stærkt indtryk af en personlig oplevelse af døden og af sin kærlighed til kusinen Nonny Møller, som han dedicerede bogen og ægtede samme år den udkom. Også Prometheus-myten blev for alvor en realitet. Der var evigt fjendskab mellem menneskene og Gud, naturen, de ydre kræfter. En tilbagevenden til barndommens kristne tro ville i den situation for menneskene skænke forsoning og en personlig tryghed at bygge fremtidens arbejde på. Den vundne bevidsthed herom gav P., der stedse nærede stor sikkerhedstrang, blik for det positive i kristendommen, hvilket siden bidrog til balancerede skildringer af dens betydning for kulturens udfoldelse, således i Romerriget i det fortræffelige alderdomsarbejde Romerske Kulturbilleder, 1945. Hertil kom, at P.s fremskridtstro der med årene, ansigt til ansigt med udfoldelsen af det fascistiske og nazistiske barbari, blev mere og mere villet, forbød ham at se kristendommens sejr i Romerriget som et åndeligt tilbageslag. Den fik mulighed for at tage den af P. foretrukne gamle hedenske litteratur, som den stredes med, ind i bevidsthed og hjerte og viste således ifølge P. gyldigheden af Lessings ord: "Bei jedem Streit gewinnt die Wahrheit doch einen Schritt". Men selv ville P. ikke neje sig for den kristne tro, der stedse optog hans tanker. Som Nietzsche og Brandes fandt han, at Jesu lære var en løsning for de svage der lå under for arv og miljø. Det var det kun muligt at undgå, hvis man lod være med at kaste hovedskylden på det hykleriske samfund og med at dyrke den radikale individualistiske religion der i litteratur og presse forkyndte det unge hede blods herreret til at tage hvad livet bød. Forsagelsen og selvbeherskelsen blev mere fundamental end før, når det gjaldt de grundlæggende metasociale spørgsmål som død og kærlighed, ansvar og skyld, venskab og svig. Det var spørgsmål der livet igennem optog P. langt mere end de sociale problemer og de klasseskel der dog aldrig huede ham. Som han skrev 1926: "allerede i Italien begynder Europa med kastevæsen, forskel mellem nobili og plebs. Her i Hellas er vi alle mennesker og det er det, der gør én til filhellener trods alt, hvad man ellers kan opleve".

Den nyvundne indsigt fik følger for hans forfatterskab der fra omkr. 1907-08 udfoldede sig inden for den opnåede erkendelse der dog stadig fordybedes og nuanceredes. Det blev nu umuligt for ham at fastholde adskillelsen mellem videnskab og kunst, selv om den blev mere og mere udtalt i den europæiske kulturkreds, især efter 1914. Skønt han ikke fuldt integrerede de to, fik han mod til at starte et livslangt angreb på den fremtrængende ukunstneriske positivisme i en dansk og europæisk humanistisk videnskab der efterhånden mere og mere dyrkede fortiden for fortidens skyld. Som han i Under hellenisk Himmel lader franskmanden Brémont sige: "vi efterligner tyskerne i videnskabelige dårskaber og søger at overbyde dem i tåbelig nøjagtighed i detaljer" uden at beskæftige os med ting, der "kommer livet ved". "Vi har ikke mod til at afvise det, vor åndelige organisme ikke er tjent med, og blive os selv". Det mod havde P. Han bestræbte sig da også på at give sine videnskabelige bøger både kunstnerisk form og digterisk indhold. "Uden kunst, intet liv", som han citerede Euripides.

Inspireret af den polskfødte, tyske kunsthistoriker og urostifter Joseph Strzygowski indledte han et opgør mod den hidtil dominerende opfattelse af den klassiske verden som en ret lukket kultur, kun begrænset influeret af Orienten. Dermed fik P. lejlighed til at dyrke de afgørende og store problemer og lufte op i forudfattede meninger. Det skete i hans arkæologiske hovedværk Der Orient und die frühgriechische Kunst, 1912 der behandlede det store kultursammenstød, da den formelt overmægtige, vækkende bølge af fremmed højtudviklet kultur stødte sammen med den rige mykenske bronzealders modne individualitet og nationale selvbevidsthed især i 700-tallets Hellas og Italien. Den nu modne P. viste her sine karakteristiske egenskaber: minutiøs stilkritik, klar kunstarkæologisk analyse, store idékombinationer, evne til at karakterisere samspillet mellem kunst og litteratur. Værket blev epokegørende, fordi det for første gang viste betydningen, omfanget og arten af påvirkningen fra Orienten, og det er stadig et fundament for forskningen.

Især efter giftermålet var P. interesseret i en fast, sikker stilling. Virksomheden som lærer ved Teknologisk institut, 1908-23, kunne ikke fylde ham, men foranledigede dog arbejdet Møbelkunstens Historie I-II, 1918-22. Allerede et internationalt navn var der bud efter ham som professor udefra, bl.a. fra Rostock, men det lykkedes at få Carl Jacobsen til at oprette en stilling til ham 1910 som assistent ved antiksamlingen i Ny Carlsberg glyptoteket. 1915 forfremmedes han til inspektør og blev direktør fra 1926 til sin afgang 1943. Jacobsen var ivrig for at gøre glyptotekets skønhedsverden til almeneje, og ingen viste sig bedre egnet til at formidle kontakt til det store publikum end P. Han satte straks unge studerende i gang med systematiske omvisninger og blev dynamo bag glyptotekets stadig voksende oplysningsvirksomhed, og fik stigende ry som omviser og foredragsholder, skolet som han var som underviser ved bl.a. folkeuniversitetet. Virksomheden her affødte adskillige populære småskrifter fra 1900 og fremefter, begyndende med Græsk Kunst i dens Blomstringstid. Sin skyhed overvandt han aldrig helt, og som foredragsholder forstod han ikke fuldt ud at give udtryk for den varme humanistiske fordomsfrihed som han stod for. Han kunne måske derfor forfalde til ironiseren, men tiltrak ved stedse nye synspunkter og ved at give de stærkt varierende emner et stænk af dristighed, der morede og overraskede. Til den brede formidlende virksomhed hører også de håndbøger over oldtidens kunst, Populær Oldtidskunsthistorie I-VIII der udkom 1923-28 og blev udgivet af Studentersamfundets oplysningsforening i serien Kultur og Videnskab. Heri nærmede han sig flere steder en forbindelse mellem kunst og videnskab, idet en række af de fængslende analyser af kunstværker og deres placering i tiden er originale, baseret på selvsyn, på hans egen menneskeopfattelse, på et stærkt, men tøjlet temperament og tilmed på indgående kendskab til oldtidslitteraturen.

P. blev en dygtig og fantasifuld leder af glyptoteket. Han omordnede antiksamlingen, udgav tillæg til Carl Jacobsens katalog (1914) og siden en ny udgave (1925). Først 1940 kom en selvstændig udarbejdet, fuldstændig katalog, med spændende karakteristikker som viste P.s utrolige overblik. Nævnes bør også udgivelsen af serien Fra Ny Carlsberg Glyptoteks Samlinger, senere From the Collections hvori yngre videnskabsmænd fik lejlighed til at offentliggøre stof fra det alsidige museum. Glyptoteket blev i P.s tid en venlig og lys arbejdsplads hvor mange kolleger i ind- og udland nød godt af hans imødekommende og inspirerende holdning. Selv bidrog P., der 1915-26 også fungerede som sekretær i Ny Carlsberg fondet, til at forøge glyptotekets samlinger med en række værdifulde værker, således marmorstatuen af Demosthenes og den kostbare Gudeastatue. P. nød rollen som omrejsende storindkøber. Den gav ham "en fornemmelse af rigdom og af overlegenhed i kundskaber og skarpsyn" (Ejnar Dyggve), og den gav ham lejlighed til at oplede nye lande, nye mennesker og nye indtryk som han følte stærkt behov for. I reaktion mod den stigende afpersonificering af humanistisk videnskab følte denne efterfølger af Julius Lange, som han dog aldrig personligt hørte eller traf, en ganske særlig trang til at beskæftige sig med det egentligt menneskelige i kunsten og til at karakterisere og identificere glyptotekets portrætskatte af folk fra alle lag i samfundene. Om hovedet af en yngre romerinde hed det: "Det skal ses i original og skal ses længe, før det åbenbarer sin sødme". P. så længe. Og med sin på én gang stringente og poetiske udtryksevne og gode psykologiske sans, når det gjaldt andre, blev han da også i tidens løb den store autoritet og foregangsmand i studiet af den antikke portrætkunst, selv om han til manges fortrydelse i reglen foretrak sin egen på statuerne baserede karakteristik af personligheden fremfor den litterære overleverings. Desuden lykkedes det ham i Gab es eine alexandrinische Kunst, 1938, at gøre op med den gamle opfattelse af den skarpe modsætning mellem græsk idealiserende og romersk realistisk portrætkunst, så det blev muligt at betragte det romerske portræt som en inspireret videreførelse og kunstnerisk omdannelse af den hellenistiske tidsalder. Blandt den lange række af ikonografiske studier der så lyset, kan nævnes Römische Porträtten in der Ny Carlsberg Glyptothek (Röm. Mitt. 1914); Mellem Glyptotekets romerske Portrætter (Kunstmus. Aarsskr. 1929); Iconographic Studies in the Ny Carlsberg Glyptothek (From the Coll. I, 1931) og Greek and Roman Portraits in English Country Houses, 1923.

Også etruskologien fordybede P. sig i som en frugt af sit arbejde med glyptoteksamlingen og gav i en dygtig afhandling, De etruskiske Gravmæler (Fra Ny Carlsberg Glyptoteks Samlinger, 1920), siden udgivet som bog, Etruscan tomb paintings, 1922 det første vederhæftige og tiltrængte overblik over etruskisk malerkunst. P. ville også gerne deltage i udgravninger, skønt han ikke lagde skjul på, at han ikke beherskede moderne arkæologisk metode, og 1926 og 1928 gravede han sammen med den græske arkæolog Rhomaios i Kalydon i Aitolien. Arbejdet fortsattes 1932 og siden gravede også Ejnar Dyggve her. For de frugtbare fund blev der redegjort i Erster vorläufiger Bericht über die dänisch-griechischen Ausgrabungen von Kalydon, 1927 (= Vid. Selsk. Hist.-filol. Medd. XIV, 3) og i Das Heroon von Kalydon, 1934 (= Vid. Selsk. Skr.). I Under hellenisk Himmel havde P. givet en indlevende litterær karakteristik af den franske arkæologiske skole i Athen hvor han havde arbejdet 1905-07 og hvor han fik afslebet sit hidtil germaniserede sprog og tankegang og lærte at værdsætte fransk videnskabelighed når den var livsnær og nutidig. I Athen begyndte hans langvarige arbejde med Delphi, som da var i søgelyset, og 1919 udmøntedes det i den omstridte Oraklet i Delfi. Heri kom han måske nærmest den forening af videnskab og kunst som han selv efterhånden var en noget nervøs tilhænger af. Det var en lærd religions- og kunsthistorisk skildring af Apollondyrkelsen, men indsvøbt i fortryllende billeder af landskabet om Delphi og kastende lys over læserens egne livsproblemer i en digterisk fordybelse som vennen Johs. V. Jensen gjorde det i sine myter. Værket vakte blandt andet derfor kritik og efterfulgtes af de mere nøgternt balancerede og mindre kunstneriske, men til gengæld almindeligt anerkendte Delphische Studien (Vid. Selsk. Hist.-filol. Medd.) og Den delfiske Gud og hans Helligdom, begge fra 1924.

Troligt ikke mindst som følge af det problematiske i at forbinde kunst og videnskab ville P. nødig opgive sine rent skønlitterære ambitioner. Og 1923 deltog han i Gyldendals romankonkurrence med den roman der skulle blive hans sidste, Et Midas-Døgn gik over Landet. Her var optimismen under indtryk af den første verdenskrigs begivenheder blegnet stærkt i forhold til de to foregående romaner, og påvirkningen af vennen Henrik Pontoppidans senere forfatterskab var tydelig både i form og indhold. P. gav et glimrende tidsbillede og en realistisk, let karikeret skildring af gullaschperioden. De spekulanter der ramte den brede befolkning hudflettedes, og de videnskabsmænd der deltog i den på spekulationskapitalens præmisser dadledes. Det gjaldt således den kildefikserede, positivistiske, livs-synsfornægtende historieforsker, professor Ørslev, der kunne minde om det almindeligt vedtagne billede af Kr. Erslev. Mens P. selv efterhånden følte sig hæmmet i sin livsudfoldelse af tiltagende tunghørhed, var helten, en midaldrende kirurg, ved at blive blind og turde ikke realisere sin første virkelige kærlighed til en af de unge, ædle kvinder som P.s forfatterskab præges af, men hvorfor? Det kunstnerisk uforløste i denne bog som i de tidligere romaner hænger sammen med, at vi ikke kommer nok ind på livet af de hovedpersoner der er P.s talerør. P.s egen skyhed, blufærdighed og begrænsede selvforståelse stillede sig i vejen. Det samme gjorde sikkert opvækst-vilkårene, ikke mindst P.s moderbinding. Denne bidrog nok også til, at hans kvindeskikkelser blev noget luftige, og til at den livshungrende P. i sit eget liv tog Karlfeldts digt til sig: "Jag dansade en sommar,/det var min enda sommar,/och sen så var jag gammal,/och sen så var det slut". P. så selv grunde hertil i sin svigtende hørelse og i alderen, men næppe i den platoniske filosofi, der dog med dyrkelsen af "sikkerhed som det guddommeliges kendetegn", af fornuften i den ældre Voltaires forstand og af samfundsbevidstheden ("forædling af samfundet") bidrog til at holde ham fast i det eksisterende borgerlige liv som hans lederstilling på glyptoteket yderligere bandt ham til. Desto mere indstændigt fortsatte han sin kritik af dette livs værste – spidsborgerlige – form, "et liv i den krasseste materialisme, et liv, hvor intet mangler, hverken en søvnig, omgængelig husfrue eller en sprælsk elskerinde, hverken mad, vin eller nervus rerum, penge". Desuden gjorde han en dyd af nødvendigheden ved i stigende udstrækning at søge at leve op til den græske sofrosyne der prises varmt i hans livs smukkeste "kærlighedserklæring", bogen Fra Europas Foraar, 1921, en poetisk og forelsket skildring af den græske lyrik fra Homer til Pindar. Heri karakteriseredes sofrosyne betegnende som "den dyd der gemmer forståelse af gudernes vilje og menneskelivets skranker", og "indbefatter æresfølelse og blu, vemod og stolthed", dyden som ifølge P. gjorde Iliaden til hellenerfolkets bibel. Sammenhængende hermed gjorde han op med stoicismens "heltemoral", at kun dyden var et gode, sygdom og fattigdom ligegyldige. Ligeså blev Jesu lære at søge usikkerheden og ikke bekymre sig om mad, drikke og klæder for P. "et godt grundlag for det unge menneskes fantasteri og for et forfejlet liv", som han skrev 1946.

Påvirkningen fra arv og miljø og den dermed sammenhængende sikkerhedstrang og ønsket om at gøre sig stærkt gældende i samfundets øjne blev da utvivlsomt hovedgrunde til, at den kunstneriske dimension i P.s store humanistiske livsværk, der både i omfang og i forskningsmæssig og menneskelig kvalitet søger sin lige blandt hans fagfæller, ikke blev så stærk som den videnskabelige, og til at han ikke fuldt ud kunne og turde forene videnskab og kunst.

Som ældre gav han mere og mere afkald på det rejseliv, den selskabelighed og de fester, han elskede, for i højere grad at følge begivenhederne og forskningen fra studerekammeret. En frugt heraf blev bl.a. den indtagende essaysamling Fra stille Aftener, 1936, Skitser fra liv og Læsning. 1949 og Oldtidens Skæmt og Humor, 1948. Hans seneste års hovedværk blev imidlertid de Erindringer I-III, 1946-50 hvor selvbiografien ikke uventet faldt i stumper og stykker, der til gengæld gnistrede. Ikke mindst betydningsfuld er hans skildring heri af den imponerende tyske lærde verden fra før 1914 og hans refleksioner over, hvorfor den gik til grunde og førte til det nazistiske barbari. P. pegede på, at den ikke bekymrede sig om folket og foragtede den masse, hvis kulturelle og menneskelige niveau P. livet igennem selv gjorde en stor indsats for at højne. Blandt andet argumenterede han ivrigt imod den nationalisme, bureaukratisme og småborgerlighed der bragte Hitler til magten. Allerede før anden verdenskrig var han klarsynet nok til at se det alvorligt mente i Hitlers imperialistiske program som han advarede imod, bl.a. i kronikken Nazist Nr. 28 i Politiken 13.4.1939. Og selv efter besættelsen agiterede han uforfærdet og elegant camoufleret i presse og foredrag imod tysk despoti og militarisme og for folkenes frie og fredelige sameksistens.

P. var optaget af livet til det sidste. Iagttager – og deltager. Den mand, der vidste, at han havde indskrevet sit navn i dansk kultur, var ikke bekymret ved tanken om døden, kun ved tanken om et dådløst livs affældighed som han undgik. – P. blev 1900-tallets Hermes i dansk humanistisk videnskab; sendebud fra de menneskelige græske guder; let til bens og højt til hest på sine utallige rejser; folkets vejleder i en barbarisk og usikker tid; altid kritisk og forstående på én gang; aldrig partisoldat, men frit fægtende til alle sider; nymfernes og børnenes kærlige ven og skildrer; snarrådig og veltalende; lyrisk formidler af den i hans tid mere og mere lammende modsætning mellem forskning og kunst; stedse tugtende et hvileløst hjerte og et vældigt temperament; med alderen mere og mere ensom, trods utallige forbindelser i ind- og udland; stedse optaget af befolkningens og sin egen udvikling; funderende denne og sin videnskab på den kærlighed, der for P. som for hans forbillede Augustin var stærk som døden, "fordi kærligheden dræber det, vi engang var, for at vi kan blive, som vi ikke var". – Medlem af Videnskabernes selskab 1920 og af en række udenlandske akademier.

Familie

Forældre: proprietær Peter Johannes P. (1815-81, gift 1. gang 1841 med Ane Marie Frederikke Brandt, 1814-72) og Nikoline Juliane Johnsen (1848-1915, gift 2. gang 1894 med proprietær Niels Christian Poulsen til Risagergård, 1846-1925, gift 1. gang 1869 med Mette Sophie Poulsen, 1840-76). Gift 24.4.1908 i Frogner, Norge, med Ellen Nonny Ørting Møller, født 11.3.1885 i Kbh. (Holmens), død 26.6.1979 i Ordrup, d. af grosserer Rasmus Andreas M. (1852-1909) og Hilma Petra Valdemary Margrethe Ørting (1862-1944).

Udnævnelser

R. 1927. DM. 1935. K.2 1943.

Ikonografi

Karikaturtegn. 1916 (Fr.borg). Buste af Carl Martin-Hansen, 1926 (Koldinghus). Akvarel og gouache af Carl Jensen udst. 1934. Mal. af Hans Henningsen, 1936 (glyptoteket). Tegn. af Carl Jensen udst. 1938 og 1942. Tegn af L. Kaganas, 1938 (Fr.borg) og af Otto Christensen, 1941 (sst.). Tegn. af Jensenius udst. 1942. Tegn. af Hans Sørensen (Fr.borg) og af Ivan Opffer. Dødsmaske. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1904 122. F. P.: Dengang verden var ny, 1933, Liv og rejser, 1946, I det gæstfrie Europa, 1947 og Forår i Spanien, 1950 (erindr.). – Fr. Barfod: Slægten Poulsen fra Rolsegaard, 1877. L. F. la Cour: Niels Poulsen og Dorte Dinesdatter til Rolsegaard, 1929. Sam Wide i Nord. t. for filologi 4.r.II, 1913-14 79-83. Martin Pison Nilsson i Ord och bild, Sth. 1920 209-12. Axel Boëthius sst. 1943 9-19. Studenterne fra 1894, 1922 73f. Helge Rode: Det store ja, 1926 107-09. Axel Broe i Tilskueren, 1930 I 222-26. Axel Boëthius sst. 1936 I 161-72. Samme i Nord. t. för vetenskap, konst och industri, Sth. 1951 177-86. Henning Kehler: Elleve danskere og een nordmand, 1934 76-79. Ivar Harrie: Moskva-Köpenhamn, Sth. 1938 172-77. Kaj Munk: Ansigter, 1947 111-17. S. Eitrem i Samtiden LIX, Oslo 1950 639-46. Ejnar Dyggve i Oversigt over vidensk. selsk.s. forhandl. 1950-51 69-95 (heri bibliografi). – Papirer i Kgl. bibl. Brevkopier i Glyptoteket. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Tandrup: Frederik Poulsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295906