Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Chr. Sørensen Blinkenberg

Oprindelig forfatter PeKr
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Chr. Sørensen Blinkenberg, Christian Sørensen Blinkenberg, 15.2.1863-25.1.1948, arkæolog. Født i Ribe, død på rigs-hosp., Kbh., begravet sst. (Vestre). Efter skolegang i Ribe katedralskole, af hvis rektor C. M. Krarup han selv sagde han havde lært "meget godt, ikke blot for skolen, men for livet", blev han student 1880. Opvæksten på Ribeegnen gav ham tidligt en naturlig forståelse for bondelivets enkle livsformer hvad der mærkes som en skjult undergrund i meget af hans senere videnskabelige arbejde. På universitetet fik han J. L. Ussing, M. Cl. Gertz og Oskar Siesbye som lærere i de klassiske sprog. Han studerede også dansk og fulgte sproglige forelæsninger hos Fausbøll og Vilh. Thomsen. Sammen med ungdomsvennen Dines Andersen udgav han Dansk Lydlære, 1888 ligesom de sammen dyrkede studiet af dialekter og folklore. Som student og ung kandidat underviste han ved skoler og kursus og var en overgang også ekstraordinær assistent ved universitetsbiblioteket. 1887 tog han skoleembedseksamen i latin, græsk og dansk og kastede sig derefter over studiet af klassisk arkæologi hvori Ussing var hans vejleder. Han kom ind ved antiksamlingen 1888 og virkede som inspektør ved Nationalmuseet fra 1897. 1889–91 foretog han en stor studierejse til Grækenland, Italien og Paris. Allerede forinden havde han vundet univ.s guldmedalje for en stor latinsk afhandling om Asklepios-kulten. Den udvidede og omarbejdede han til disputatsen Asklepios og hans Frænder i Hieron ved Epidauros, 1893 hvori han klart gør rede for Epidauros' betydning som kur- og valfartssted og giver epigrafisk og religionshistorisk vigtige bidrag til forståelse af kulten. Mere populært behandlede han emnet i Miraklerne i Epidauros. 1917 og sammenholdt også den græske kult med en dansk parallel, miraklerne ved Helene kilde (Vor Tid, 1917). På Nationalmuseet ledede han antiksamlingen, gennemførte dens omdannelse til en kulturhistorisk ordnet helhed i årene 1893–99 og redigerede en vejledning for besøgende (også tysk udg. 1899, ny udg. 1918). I disse år erhvervede han sig indgående kendskab til nordisk arkæologi og praktisk færdighed i det arkæologiske arbejde i marken. Selv om administrativ virksomhed og frednings- og udgravningsarbejde optog meget af hans tid, var og blev den græske arkæologi i centrum af hans interesse. Herom vidner hans Archäologische Studien, 1904 der bl.a. indeholder en smuk forklaring af den scene i Odysseen hvor Odysseus skyder en pil gennem øjerne på 12 økser. Sammen med K. F. Kinch blev han i årene 1902–05 leder af Carlsbergfondets udgravninger af Lindos på Rhodos. Denne ekspedition blev bestemmende for en stor del af hans videnskabelige arbejde i resten af hans liv. 1911 blev han docent i klassisk arkæologi ved univ., og da docenturet 1916 blev omdannet til et professorat opgav han sin stilling ved museet. Fra univ. måtte han tage sin afsked 1926 på grund af alvorlig sygdom og ofrede sig siden helt for bearbejdelsen af fundene fra Rhodos.

Det faldt i B.s lod at indføre arkæologien som selvstændigt fag ved univ. og derigennem også bane vej for oprettelsen af en lærestol i nordisk arkæologi. Selv holdt han sig i sin undervisning til den klassiske oldtid. Et vidnesbyrd om den taknemlighed hans elever nærede for hans undervisning er det festskrift der i anledning af hans firsårsdag udkom som et bind af Acta Archaeologica. B.s videnskabelige produktion er vidtspændende. Den bevæger sig fra rent sproglige og filologiske arbejder i hans helt unge år over religionshistoriske og folkloristiske emner til hans egentlige arbejdsfelt: arkæologien og epigrafikken. Nærmest af religionshistorisk karakter er Tordenvaabnet i Kultus og Folketro, 1909 (eng. udg. 1911). I det internationale samlirigsværk Corpus Vasorum Antiquorum bearbejdede han de græske vaser i danske samlinger sammen med K. Friis Johansen (1924–31). I "De forhistoriske Tider i Europa" I, 1927 skrev han afsnittet om Grækenlands forhistoriske kultur. Uden at være egentlig kunsthistoriker har han givet flere bidrag til græsk kunsts historie i Kunstmuseets Aarsskrift 1917–20 og især i Knidia. Beiträge tur Kenntnis der praxitelischen Aphrodite, 1933 hvori han har fremdraget og bestemt så at sige alle replikker og kopier af den forsvundne Venus fra Knidos. – B.s største videnskabelige indsats er dog hans arbejde med fundene fra Lindos. Efter nogle foreløbige rapporter (Vid. Selsk.s Oversigt 1903–05) fulgte først en fransk udgave af den lindiske tempelkrønike (Vid. Selsk.s Oversigt 1912, tysk udg. 1915) og derefter en række, enkeltafhandlinger under fællestitlen Lindiaca (I-VI 11, 1917–38, alle i Vid. Selsk. Medd.). Blandt dem fremhæves L' image d'Athana Lindia og den store afhandling om de i Lindos fundne spænder eller nåle, Fibules grecques et orientales, 1926. Af selve publikationen af fundene i Lindos. Fouilles et recherches nåede han selv at udgive bind I, 1931 og II, 1941, mens bind III kom posthumt 1961. Hans største bedrift er her læsningen og tydningen af de talrige indskrifter hvoraf mange var næsten ulæselige. At hans dateringer af Laokoongruppen og af præsteslægternes enkelte medlemmer nu er opgivet skyldes senere fund og forskninger som B. ikke kunne have kendskab til. Hans akribi og minutiøse omhu er anerkendt af alle. Af arbejdet på Rhodos har han givet en kort skildring i Festskrift til Fr. Poulsen, 1941. B.s tunge kraftige skikkelse udstrålede stor myndighed og en sikker ro. Der var noget stout over ham som over hans hjemegns bønder som han også følte sig i slægt med. Han afviste alt hvad der var letkøbt og var streng i sine fordringer til sig selv og andre. Efter afslutningen af sit livsværk 1941 svækkedes han stærkt både legemligt og sjæleligt. Men kærligheden til sit fag og overbevisningen om dets betydning bevarede han til det sidste. – Medl. af Vidensk. selsk. 1913.

Familie

Forældre: kunstdrejer-mester Andreas Peter B. (1837–1923) og Christine Elisabeth Weis (1840–1906). Gift 6.4.1894 i Stenmagle, Sorø amt, med Emma Henriette Juul, født 19.3.1863 på Frbg., død 14.12.1904 i Kbh., d. af justitsråd Jacob Christian J. (1810–1901) og Amalie Berendsen (1825–84). – Farbror til Andreas B.

Annonce

Udnævnelser

R. 1907. DM. 1924.

Ikonografi

Mal. af Marie Henriques ca. 1926. Linoleumssnit af K. J. Almquist ca. 1936. Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Univ.progr. nov. 1893. K. Friis Johansen i Univ.progr. nov. 1948. Carsten Høeg i Vidensk. selsk. oversigt 1948 (med bibliografi). – Privatark. i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Krarup: Chr. Sørensen Blinkenberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287170