Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sverri Dahl

Oprindelig forfatter JDav
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Sverri Dahl, 31.3.1910-8.5.1987, antikvar. Født i Torshavn. D. blev student 1928 fra Sorø, læste først teologi i København, senere kirkehistorie og arkæologi i Oslo, men et par måneder efter anden verdenskrigs udbrud måtte han afbryde sine studier og rejse hjem. 1940 blev han ansat som assistent ved Føroya Forngripafelags (Færøernes kulturhistoriske forening) antikvitetssamling, og allerede i februar samme år foretog han i Syðragøta sin første selvstændige arkæologiske undersøgelse. 1942 udgravede han i Kvivik en bondegård fra vikingetiden. 1942-55 var han medredaktør af Færøsk Kirketidende. 1943-52 var han sekretær og næstformand i lagtingets stednavneudvalg og 1947-49 desuden assistent ved landsbiblioteket. 1946 blev ovennævnte samling overdraget lagtinget som 1952 vedtog loven om Føroya Fornminnissavn (F. museum) hvorefter D. blev udnævnt til landsantikvar fra 1.12 s.å. at regne. Foruden de mange undersøgelser han har foretaget på egen hånd deltog han 1949 i Nationalmuseets ekspedition til Grønland og sommeren 1956 i undersøgelserne på Bryggen i Bergen, ligesom han 1953-56 var medleder af de dansknorsk-færøske udgravninger i Kirkjubøur. D. har beredvilligt deltaget i de sidste årtiers kulturelle organisationsarbejde. Han har været medlem af det færøske salmebogsudvalg fra 1949, af det antikvariske fredningsnævn fra 1952, formand i Føroya Forngripafelag 1953-74, medlem af Torshavns menighedsråd fra 1957, formand i samme 1967-70, og medlem af Færøernes overfredningsnævn fra 1970. 1952 var han med til at stifte Norrøna Felagið (Foreningen Norden) og Føroya Froðskaparfelag (Societas scientiarum Færoensis). Siden 1965 har han holdt arkæologiske og kulturhistoriske forelæsninger ved Føroya Froðskaparseturs (F. akademi) kurser. Om de samme emner har han skrevet mange artikler, bl.a. i Varðin og Føroya Froðskaparrit (Annales soc. scient Fær.) samt i Færøerne 1, 1958, og Trap: Danmark XIII, 1968. Han har udgivet Havnar kirkja (Tórshavns kirke), 1968 og Selma Lagerlöfs legende Jólarósan, 1975. - Æresmedlem af Norsk Folkemuseum 1961, korresp. medl. af Jysk Arkæologisk Selskab 1962, korresp. medl. af Kungl. Gustav Adolfs Akademien, Uppsala 1966.

Familie

Forældre: provst Jacob D. (1878-1944) og Cathrine Marie Hansen (1874-1949). Gift 31.12.1947 i Torshavn med Paula Møller, født 25.5.1911 i Mejlby, død 24.9.1960 i Torshavn, d. af sadelmagermester Rasmus M. (1860-1959) og Ane Marie Birgitte Jensen (1869-1921). - Bror til Regin D.

Udnævnelser

R. 1973.

Annonce

Ikonografi

Litografi af Sven Havsteen Mikkelsen, 1968.

Bibliografi

Mondul II, Torshavn 1975. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Davidsen: Sverri Dahl i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288618