Antoine Gamél, Antoine Cyrille Frederik Gamél, 11.5.1809-24.4.1879, urtekræmmer. Født i Kbh. (Kat.), død sst. (Holmens), begravet sst. (Ass.). Efter at have gået i Efterslægtselskabets skole kom G. i urtekræmmerlære og overtog derpå efter faderens død 1829 bestyrelsen af dennes forretning for sin mor. 1834 blev han ved kgl. bevilling medlem af urtekræmmerlavet og overtog 1835 forretningen for egen regning. Ved Frederik VI's død mistede firmaet leverancen til hoffet hvilket var et betydeligt tab, men G. rettede sin energi mod kaffeforretningen. Han havde opfundet en ny metode til brænding af kaffe, og hans forretning blev derved den første i Norden der solgte brændt kaffe. Oprindelig foregik brændingen og malingen ved håndkraft, senere benyttedes hestekraft og til slut dampkraft. Med sin tekniske dygtighed forenede G. afgjort kommerciel begavelse, og firmaet blev i hans tid den største forretning i brændt kaffe i Norden med javakaffe som specialitet. Da han yderligere var en meget sparsommelig mand efterlod han sig ved sin død en efter københavnske forhold meget betydelig formue. – G. var en på mange felter godgørende mand. Særlig interesserede han sig for asylerne, specielt Frederik VI's asyl som han ved sit sølvbryllup skænkede et legat. Tillige var han medlem af bestyrelsen for Aktieselskabet til opførelsen af arbejderboliger ved Arbejderforeningen af 1860. Som tjenstgørende ved det borgerlige infanteri tog han – efter 30 års virksomhed – sin afsked 1859 med karakter af major.

Familie

Forældre: urtekræmmer Augustin G. (1770-1829) og Ane Marie Westenschou (1772-1848). Gift 9.6.1838 i Kbh. (Holmens) med Maria Dijmphna (døbt Dympna) Ververs, født 13.5.1813 i Kbh. (Kat.), død 27.12.1876 sst. (Holmens), d. af kobbertøjhandler Arnd Adrian V. (ca. 1766-1832) og Marie Frederikke Nau (ca. 1785-1849). – Far til Augustin G. (1839-1904).

Udnævnelser

R. 1875.

Ikonografi

Afbildet som barn på familiemal. Mal. af D. Monies. Træsnit 1879 efter ældre foto. Litografi af I. W. Tegner, 1885, efter fotografi. Foto.

Bibliografi

Søndagsposten 11.5.1879.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig