Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Christopher Friborg

Oprindelig forfatter CCChr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jens Christopher Friborg, 12.5.1747-22.1.1838, urtekræmmer. Født på Højstrupgård, Lyderslev sg, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). F. kom 1761 i lære hos urtekræmmer Walbom i Kbh. hos hvem han blev indtil han 1773 etablerede sig som urtekræmmer i sin nykøbte ejendom i St. Fiolstræde, Hj. af Skidenstræde (nuv. Krystalgade). På grund af sine administrative evner og sin store dygtighed kom han til at indtage en fremtrædende stilling, ikke alene inden for lavet hvis oldermand han var 1794-1805, men også i det offentlige liv. Således var han en af stadens 32 mænd 1798-1831, fattigforstander 1783-95, direktør for fattigvæsenet 1798-1816, kommitteret i brandkassen 1795-1838, værge for Frue kirke 1795-1834, og da denne brændte 1807 var han regnskabsfører ved dens genopførelse 1811-27 ligesom han var kaptajn ved det borgerlige infanteri 1801-08. Som lavsoldermand optrådte han med stor nidkærhed og myndighed over for autoriteterne der bestred lavenes gavnlighed, og i den anledning udsendte han (med bistand af sin ven, digteren Chr. Pram) flere småskrifter. I årene 1821-34 nedskrev han sine erindringer der indgående og livfuldt fortalt beretter hvad han i sit lange liv har set og oplevet og som giver et godt indblik i datidens borgerlige Kbh.; disse erindringer sikrer ham en varig plads i memoirelitteraturen.

Familie

Forældre: forpagter Eggert Christian F. (1696-1780) og Kirstine Marie Randrup (1714-81). Gift 1. gang 3.9.1777 i Kbh. (Frue) med Margrethe Sophie Horn, døbt 15.9.1756 i Kbh. (Trin.), død 28.3.1816 sst. (Frue), d. af arkivar i rentekammeret Hans Julius H. (1714-81) og Karen Bachevold (1719-1807). Gift 2. gang 5.4.1819 i Kbh. (Frue) med Anne Margrethe Staal, født 18.5.1752 i Kbh. (Trin.), død 23.6.1832 sst. (Frue) (gift 1. gang 1783 med brygger Jens Schultz, død 1818), d. af farver Hans S. (1717-65) og Malene Dorthe Henrichsen.

Udnævnelser

R. 1834.

Annonce

Ikonografi

Flere mal., bl.a. 1834, og voksrelief.

Bibliografi

En urtekræmmer. Oplevelser og optegn, af J. C. F., udg. Sofus Elvius, 1893. Tidl. udg. i Museum, 1891 I 1-30 90-102. – J. C. F.: Den Friborgske familiehist. 1639-1835, udg. Axel Carl, 1918. N. C. Øst: Materialier til et da. biogr.-lit. lexicon, 1838 nr. 134.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl C. Christensen: Jens Christopher Friborg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289708