Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Mogensen

Oprindelig forfatter EKJo
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christian Mogensen, Christian Husum Mogensen, 30.10..1842-11.10.1917, tekstilfabrikant, konsul. Født i Rudkøbing, død i Skovshoved, begravet Hellerup kgd. M. etablerede sig 1867 i Odense som manufakturhandler, hvortil han lod væve hos landboerne. Efter få års forløb anlagde han 1871 egen fabrik Slotsgadens Dampvæveri til fremstilling af lærreder, kjolestoffer, sengeartikler og kulørte bomuldstøjer. M. havde som praktisk manufakturmand et sikkert blik for sit publikums smag, og fabrikken kunne derfor i de følgende årtier udvides gentagne gange. For bedre at kunne kontrollere råvarekvaliteten til bomuldsvæveriet grundlagde M. i 1898 en selvstændig spinderivirksomhed, Odense Bomuldsspinderi. og dette medførte igen at han året efter føjede en ny afdeling til sin manufakturvareproduktion idet han anlagde et væveri og blegeri til fremstilling af hvidevarer (Odense Hvidevarefabrik). 1901 indgik bomuldsspinderiet samarbejde med to bomuldsspinderier i Vejle (fra 1907 under navnet De danske Bomuldsspinderier), og året efter sammensluttedes væverivirksomheden med det af Harry Dessau (1862-1915) drevne Odense Ny Dampvæveri (tidl. Bierfreunds dampvæveri). I det nye selskab Mogensen og Dessaus Væverier A/S indtrådte M. i bestyrelsen ligesom han også i en halv snes år sad som bestyrelsesmedlem i De danske Bomuldsspinderier. M. var meget virksom inden for en række organisationer og selskaber. Han medvirkede ved stiftelsen af Odense Håndværker- og Industriforening for hvilken han siden blev formand (og æresmedlem). Initiativet til dannelsen af en brancheorganisation for tekstilindustrien udgik fra M. der 1895 blev Foreningen af danske tekstilfabrikanters første formand, men allerede to år senere måtte han dog efter en strid i bestyrelsen igen forlade posten. Endvidere var han i 1902 medvirkende til stiftelsen af Fyens Landmandsbank. Gennem en snes år sad han i bestyrelsen for Teknisk skole ligesom han en længere årrække virkede som tysk og portugisisk konsul i Odense. 1910 flyttede han fra Odense til Klampenborg hvor han døde 1917 efter længere tids svagelighed.

Familie

Forældre: købmand Rasmus M. og Nielsine Dengier. Gift 8.2.1870 med Laura Marie Mathilde Schmidt, født 8.2.1851 i Odense, død 21.8.1933 i Skovshoved, d. af øjenlæge Lorentz Hansen S. (1824-81) og Caroline Christiane Angelo (1827-91).

Udnævnelser

R. 1894. DM 1907.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Jul. Schovelin i De danske byerhverv, Øerne 1904-10 93-95. Fyens stiftstid. 1.10.1917. L. Brahe Christensen: Textilfabrikantforen.s hist. i de første 50 år, 1945 21-42. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Korr Johansen: Christian Mogensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294379