Julius Moldenhawer, Carl Julius Moldenhawer, 6.5..1846-14.1.1930, mejeripioner. Født i Kbh. (Slotsk.), død i Helsingfors, begravet i USA. M. uddannedes oprindelig som skibsbygger, gennemgik et kursus i skibskonstruktion ved orlogsværftet og var i tre år skibstømrerlærling i Åbenrå. 1869 rejste han til USA, men tiderne var dårlige i hans fag, og allerede n.å. tog han tilbage til Danmark. Her var træskibsbyggeriet i tilbagegang, men M. lagde mærke til at mejeribruget var i stærkt opsving. Så slog han sig på mejerivæsen, lærte faget praktisk på et holstensk gods og uddannedes videre under professor Th. R. Segelcke ved praktiske kursus på Constantinsborg og Kærsgård i Jylland. Derefter rejste han 1872 til Finland hvor han regnede med at finde et arbejdsfelt for danske mejerifolk. Resultatet kom imidlertid ikke til at svare til anstrengelserne. I et så udstrakt, delvis uopdyrket og tyndt befolket land var det besværligt at fremskaffe lønnende store mælkemængder til de forskellige fællesmejerier som han forpagtede og drev ved hjælp af unge danske mejerister han selv uddannede. Han tog præmier for både smør og ost ved udstillinger i Helsingfors og Hamburg, og det finske landbrugsministerium påskønnede hans arbejde. Men det økonomiske udbytte udeblev, og 1879 rejste M. med hustru og tre små børn til USA og begyndte en virksomhed ved et privat mejeri i Maryland. I de følgende ti år virkede han som ekspert i fremstilling af smør og ost ved forskellige mejerier i Pennsylvania og Ohio. Derefter påbegyndte han sin mangeårige virksomhed som konsulent for de store byers mælkeforsyning, og i denne henseende regnedes han for den betydeligste autoritet i USA.

En stor indsats ydede M. også som bidragyder til mejerifagskrifter. Hans skribentvirksomhed har haft betydning for mælkens behandling ved alle amerikanske mejerier. Han slog især til lyd for ren mælk og pasteurisering - han kaldtes i mejerikredse "The Father of Pasteurization in America". - 1920-21 var han konsulent for staten New Yorks landbrugsministerium, hovedsagelig med henblik på kolonisation, og han gjorde en stor indsats for at hjælpe immigrerede danske landmænd i gang. En kreds af dem viste i 1924 deres påskønnelse ved at give ham en Danmarksrejse. Under et senere besøg foretog han en rejse til Finland hvor han døde. I sine ældre år interesserede han sig stærkt for at gøre H. C. Andersen kendt i USA, han holdt foredrag, skrev artikler og arbejdede for H. C. Andersen-samfundet. - Sønnen Julius Valdemar M. var en meget kendt presbyteriansk prædikant.

Familie

Forældre: inspektør på Det kgl. biblioteks læsesal, senere justitsråd Carl Edvard M. (1795-1870) og Marie Elisabeth Brockhausen (1807-91). Gift 6.10.1874 i Frederikshavn med Marie Fogh, født 1.9.1852 i Frederikshavn, død 1918 i USA, d. af kommunelærer Emanuel Christian Frederik F. (1822-89) og Amalie Hedevig Lund (1828-1909). - Bror til Johannes M. og Wilhelm M.

Udnævnelser

R. 1924.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Viggo C. Eberlin i Danmarksposten, jan. 1922 30. Samme i Scandinavia, Grand Forks, North Dakota, juni 1924 34-36. Arne Hall Jensen i Dannevirke 8.7.1971 (også i Silkeborg avis 12.7. s.å.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig