H.P. Lunde, Hans Pedersen Lunde, 18.11.1852-30.1.1916, mejeri-forsøgsleder. Efter at have lært praktisk landbrug i fire år gennemgik H. P. Lunde 1872-74 kurset for landmænd på landbohøjskolen, men uden at få eksamen, og derefter et kursus i mejeribrug under Th. R. Segelcke. 1875-79 bestyrede han mejeriet på Jomfruens Egede, blev 1879 assistent ved N. J. Fjords mejeriforsøg og 1883 efter en studierejse i udlandet overassistent ved det nyoprettede landøkonomiske forsøgslaboratoriums ambulante forsøg, fra hvilken stilling han tog sin afsked 1914.

Han forestod her den praktiske udførelse af de vigtige forsøg med pasteurisering af mælke- og smørfejl og centrifugeforsøgene. Af megen betydning var også hans undersøgelser af smørrets afkøling under forsendelsen som han gennemførte ved selv at lede bedømmelsen i England. Som forsøgsmand arbejdede han med den største pålidelighed, men også med en vidt dreven omstændelighed og fordybelse i detaljerne. Hans indsats blev især et nyttigt medarbejderskab for Fjord hvis højre hånd H. P. Lunde var i opbygningen af forsløgslaboratoriet og i dettes arbejde. Han havde en væsentlig del af æren for den succes, det arbejdende mejeri på den store udstilling 1888 opnåede hos fagfolk og publikum.

Af det praktiske mejeribrugs mænd var han meget afholdt og blev ofte benyttet som foredragsholder og især som dommer ved udstillinger i ind- og udland.

Familie

H. P. Lunde blev født i Sønderby ved Assens, døde på Frederiksberg og blev begravet i København (Vestre).

Forældre: gårdejer Peder Pedersen (L.) (1812-53, gift 1. gang 1836 med Ane Johanne Jørgensdatter, 1809-50) og Maren Hansen (1828-1910, gift 2. gang 1854 med gårdejer Diderik Larsen, 1819-1903). Gift 4.6.1885 i Middelfart med Jensine Lorentine Schøtt, født 30.7.1862 i Middelfart, død 7.1.1938 på Frbg., d. af købmand, senere gæstgiver Hans Peter Jensenius S. (1835-86) og Karen Margrethe Madsen (1840-1917).

Udnævnelser

R. 1901.

Ikonografi

Træsnit. Foto.

Bibliografi

G. Ellbrecht i Ugeskr. for landmænd, 1916 61f. [H. Hertel] i Tidsskr. for landøkonomi, s.å. 160f. Fyns stifts landbrugstid. X, s.å. 55. Danske mejerier, ved G. Ellbrecht IV, 1918 318f. H. Ærsøe: Husdyrbrugsforsøgs-virksomheden i Danm., 1943 = Beretn. fra forsøgslab. CC. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig