R.S. Thal Larsen, Rasmus Samuel Thal Larsen, 12.4.1837-9.1.1928, købmand, plantageejer i Hollandsk Indien. Født i Bogense, død i Probolinggo, Java, begravet sst.

R.S. Thal Larsen begyndte sin usædvanlige løbebane som skibsdreng 1852, tog styrmandseksamen og blev kaptajn 1859. Han blev straks efter fører af dampskibet Prince of Oranie som han førte som sejlskib syd om Kap til Java. Her gik han over i handelen hos et firma i Surabaya, med hvis ene chef Otto Matzen han havde slægtsforbindelse. Omkring 1870 nedsatte han sig som købmand i Probolinggo på Java hvor han grundlagde firmaet L. & Co. Han tog desuden i stor udstrækning del i plantagedrift og blev efterhånden interesseret både i kaffe, tobak og sukkerplantager; sidst i 70'erne anlagde han også en kininplantage. Under de store kriser i 80'erne – navnlig tobakskrisen 1888 – tabte han hele sin formue, men han arbejdede sig op igen og solgte omkr. 1910 sin købmandsforretning med pakhuse osv. til nederlandsk indisk handelsbank.

R.S. Thal Larsens virksomhed såvel som hans hjem var i over et halvt århundrede et støttepunkt for danske og danske interesser på Java. Han blev det patriarkalske midtpunkt for en stor familie af børn, svigerbørn og børnebørn (Thal-Jantzen, Philipsen-Prahm), og han udfoldede en storstilet gæstfrihed over for nyankomne landsmænd, ligesom han også var rundhåndet over for danske der trængte til en hjælpende hånd. Han var naturaliseret hollænder og følte sig ved sit arbejde og sit giftermål stærkt knyttet til Holland, men han glemte ikke sit fædreland og sin derværende slægt. Han skænkede i årenes løb meget omfattende etnografiske samlinger til Nationalmuseet. Han var en personlighed af format og har både ved sit eksempel og ved sit velvillige sindelag haft betydning for en meget stor del af de mange danske der frem til anden verdenskrig fandt gode stillinger i Hollandsk Indien.

Familie

Forældre: distriktslæge Peter Clausen Larsen (1795–1868) og Sophie Magdalene Utke (1797–1873). Gift 20.2.1864 i Surabaya, Java, med Johanna Bernardina Levert, født 9.2.1842 i Amsterdam, død 7.2.1926 i Probolinggo, Java, d. af fabriksbestyrer Jan Hendrik Levert (1804–64) og Hillegonda Ida Grevinck (1809–75).

Udnævnelser

R. 1906.

Bibliografi

Danm. hjemme og ude, 1914 jan. nr. Danmarksposten, 1928 53. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig