K.A. Larssen, Knud Arnt Larssen, 25.3.1793-18.7.1865, købmand, legatstifter. Født i Holbæk, død på Arresødal, begravet i Vinderød. L. der havde lært handelen i Hillerød kom til Frederiksværk for at bestyre den af hans senere svigermor ejede købmandsforretning som han 1835 overtog for egen regning. Han var tillige medinteressent i det af handelshuset Suhr & Søn forpagtede kobbervalseværk i Frederiksværk. 1855 overgik værket til et konsortium med L., G. Halkier & Co. og S. A. Brendstrup som deltagere. De to virksomheder gjorde ham ved – vist især hustruens kloge – sparsommelighed til en meget formuende mand, så han 1854 kunne købe Arresødal som han delvis ombyggede. Efter hans død fortsatte hustruen forretningen. Hun blev boende på Arresødal og efterlod ved sin død over to mio. kr. Det barnløse ægtepar havde ved testamente af 30.5.1861 blandt mange donationer oprettet L. og hustrus legat til rejseunderstøttelser og udlån for polyteknikere, mekanikere, håndværkere og købmænd, fortrinsvis for sådanne der stammede fra Frederiksværk. En mindre kapital anvendtes til en enkestiftelse på Frederiksværk.

Familie

Forældre: avlsbruger, brændevinsbrænder og gæstgiver Lars Mandix Nielsen (ca. 1744–96) og Karen Pedersdatter Friis (ca. 1762–1831, gift 2. gang med brændevinsbrænder Hans Hansen, ca. 1769–1849). Gift 27.12.1818 i Frederiksværk med Laurentze Marie Thodberg, født 26.9.1799 i Vinderød, død 17.5.1883 på Arresødal, d. af bogholder, kancelliassessor Lauritz Krog T. (ca. 1756–1806) og Johanne Marie Schiött (ca. 1766–1834).

Ikonografi

Granitobelisk på Vinderød kgd.

Bibliografi

Carl Christensen: Frederiksværk, 1926 = Fra Fr.borg amt 1926.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig