Erich Erichsen, 31.3.1752-7.1.1837, købmand. Født i Odense, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Ass.). E. kom som ganske ung handelslærling til Kbh. og fik straks ansættelse i det store københavnske handelshus Blach. Takket være sit kvikke hoved og sin dristighed havde han ingen vanskeligheder med at bane sig vej, og da C. S. Blach 1781 døde gled den unge E. stille og roligt ind i ledelsen. 1783 ægtede han enken og overtog herved hele forretningen som førtes videre under firmanavnet C. S. Blachs Enke og Co. Hans skibe for på alle verdenshave. De hentede krydderier og kostbare stoffer i Ostindien og bragte tunge kornladninger fra de baltiske lande til England. Også rene pengeforretninger gav E. sig af med, og blandt sine bedste kunder kunne han tælle den danske stat. 1797 opgjordes E.s handelsflåde til tretten skibe på i alt 1.422 kml., og efter Asiatisk Kompagni holdt han pladsen som den tredjestørste danske skibsreder. Fra omkring 1800 begyndte vanskelighederne. Flere af hans skibe blev kapret og værdifulde ladninger beslaglagt. Med iver kastede han sig i denne tid over bankiervirksomhed. I årene 1808-12 lånte han staten uhyre summer, og også senere, både 1819 og i 20erne var det hans hus, finansminister J. Møsting atter og atter henvendte sig til når staten skulle optage sine store lån. E. havde i mange år sin bror Peter E. som kompagnon og fra 1816 hans sønner. Men brorsønnerne blev det gamle hus' ruin. Deres fejlslagne dispositioner og ødsle privatliv undergravede den sunde forretning, og 1833 styrtede det hele sammen. 81 år gammel måtte E. standse sine betalinger efter at have haft ledelsen af huset i mere end 50 år. – I datidens københavnske selskabsliv var agent E. en centralfigur. I sin pragtfulde, monumentale købmandsgård ved Holmens kanal, det E.ske palæ, som han 1799-1801 lod Casper'Harsdorff bygge samlede han en stor kreds af tidens mest kendte navne, og om sommeren mødtes den samme kreds på hans elegante landsted Hellerupgaard, hvis hovedbygning en anden af tidens kendte arkitekter Joseph Ramée opførte. – E. beklædte mange tillidshverv. 1783-92 var han medlem af Asiatisk Kompagnis direktion, 1791-1813 direktør for Speciesbanken og 1818-25 medlem af Nationalbankens repræsentantskab. 1788-1806 var han en af stadens 32 mænd, og 1817 modtog han det ærefulde hverv som formand for det nyoprettede Grosserer-Societet. – Kgl. agent 1782. Etatsråd 1812. Konferensråd 1831.

Familie

Forældre: krigs- og landkommissær, kammerråd Laurids E. (1716-56) og Charlotte Christiane v. Westen (1725-1801). Gift 23.1.1783 i Kbh. (Holmens) med Johanne Blach, f. Wadum, døbt 29.4.1747 i Ålborg, død 3.10.1800 i Kbh. (Nic.) (gift 1. gang 1768 med købmand, agent Christian Schaarup B., (1737-81), d. af købmand Niels Jensen W. (1708-63) og Karen Jensdatter Overvad (død efter 1763).

Udnævnelser

R. 1829.

Ikonografi

En silhouet af Limprecht menes at forestille E. Stik af Chrétien. Mal. af Gröger, litograferet af kunstneren selv 1821.

Bibliografi

Marcus Rubin: 1807-14, 1892. Samme: Fr. VIs tid, 1895. E. Nystrøm: Gentofte sogn, 1916 293-95. Fra Fyens fortid, ved G. L. Wad III, 1921 390. J. Werner: Chr. W. Duntzfelt, 1927. Fr. Weilbach: Architekten C. F. Harsdorff, 1928 235-40.

Kommentarer (2)

skrev Hanne Maj Danielsen

Goddag Harald Jørgensen,
Jeg har med interesse læst denne artikel. Jeg har et spørgsmål ifm. noget slægtsforskning, som jeg ville høre om du er stødt på.
Er du stødt på noget med at Erich Erichsen havde en uægte søn, der blev hentet i hestevogn lige efter barnet fødsel og sat i pleje et sted på Sjælland. Sønnen fik med Erich Erichsens hjælp en god uddannelse og blev hjulpet til en god stilling som postmester. Siger dette dig noget? og i så fald, har du et navn på denne postmester?
mvh. hanne

svarede Marie Bilde

Kære Hanne Maj Danielsen
Tak for din kommentar.
Landsarkivar Harald Jørgensen var forfatter til artiklen om Erich Erichsen, som blev trykt i den seneste trykte udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom i perioden 1979-84. Harald Jørgensen døde i 2009.
Dansk Biografisk Leksikon opdateres ikke, og jeg beklager, at vi ikke kan hjælpe dig.
Venlig hilsen
Marie Bilde, redaktør.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig