Christian Waagepetersen, 6.9.1787-23.11.1840, købmand. Født i Kbh. (Nic), død sst. (Garn.), begravet sst. (Garn.). W. blev uddannet inden for vinhandelen, dels hjemme, dels i udlandet, og 1808 nedsatte han sig som vinhandler i Kbh. Med årene udvikledes forretningen stærkt, og han stod snart som den førende inden for branchen. 1827 udnævntes han til hofvinhandler. Ved siden af sin forretning interesserede W. sig stærkt for byens kommunale liv. 1808-16 virkede han som fattigforstander, og 1824-35 var han medlem af de 32 mænds forsamling. W. var desuden en åndelig og kunstnerisk interesseret mand. Kemi var hans yndlingsfag, og ved Polyteknisk læreanstalts oprettelse skænkede han denne et fuldt udstyret kemisk laboratorium. Hans smukke gård i St. Strandstræde var et selskabeligt samlingssted, hvor der navnlig kom mange musikere, og på forskellig måde understøttede han disse, bl.a. komponisten Frederik Kuhlau. – Hofagent 1825. Rang med 3.kl.nr.8 1831.

Familie

Forældre: fuldmægtig hos rådmand Waage, senere vinhandler, borgerkaptajn Lorentz Boje Petersen (1764-1829) og Sophie Magdalene Worm (1765-1832). Navneforandring fra Petersen, Christian Waage 4.3.1831. Gift 18.11.1809 i Kbh. (Holmens) med Albertine Emmerentse Schmidt, født 13.10.1793 i Kbh. (Nic), død 15.11.1864 sst. (Garn.), d. af købmand Albrecht Ludvig S. (ca. 1754-1821) og Frederikke Christiane Restorff (ca. 1759-1822).

Udnævnelser

R. 1828.

Ikonografi

Stik af Quenedey. Mal. af C. Horneman, 1811. Mal. af L. Aumont, 1829. Malet med hustru af V. F. Bendz, 1830. To litografier af W. Heuer, det ene med hustru, det andet 1832. Afbildet på mal. af musiksoirée af W. Marstrand, 1834 (Fr.borg), litografi derefter af C. C. Andersen, 1878, til maleriet tegnet og malet forarbejde 1834. Afbildet på familiegruppe af Marstrand, 1836 (St. mus.), s.m. Moritz Salomon på mal. af samme og på skitse 1838 og mal. 1839 af romerske borgere i osteri af samme. Buste af H. V. Bissen, 1841 (St. mus.; Fr.borg; Kbh.s bymus.).

Bibliografi

N. C. Øst: Materialier til et da. biogr.-lit. lexicon, 1835-38 550-52. C. Thrane: Danske komponister, 1875 189. H. Topsøe-Jensen i Pers. hist. t. 10.r.I, 1934 67 70f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig