A.W. Andersen, Andreas Wilhelm Andersen, 17.8.1812-14.9.1885, købmand. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Jac), begravet sst. (Ass.). A. blev i sin første ungdom sat i vinhandlerlære, men da hans ønske var at gå den militære vej lykkedes det ham ved personlig henvendelse til Frederik VI at komme ind på Landkadetakademiet hvorfra han 1836 gik ud som løjtnant. Allerede 1841 måtte han på grund af svagt syn forlade militærbanen og trådte ind i handelsvirksomhed. Det er dog ikke som købmand hans navn tilhører offentligheden, men som ihærdig forkæmper for en storstilet plan om Kbh.s havns forlængelse mod syd i forbindelse med tilvejebringelsen af et 6,3 m dybt skibsløb gennem Kalvebodstrand til Køge bugt. Dette projekt modtoges ved sin fremkomst med overordentligt bifald fra handelsstandens side, idet den opblomstring der havde fundet sted i hovedstadens forretningsliv efter 1850 havde gjort kravet om en forbedring og udvidelse af havnen særlig aktuelt. A. arbejdede i denne sag sammen med den ansete engelske vandbygningsingeniør John Murray som ikke blot leverede tegninger og overslag men også stillede den fornødne kapital i udsigt. Kort efter at A. på et selskabs vegne havde indgivet sin koncessionsbegæring indtraf imidlertid krisen 1857, og de derigennem indtrådte forandringer på det engelske pengemarked bevirkede at da koncessionen endelig blev givet i okt. 1859 var det ikke muligt at gennemføre planen i dens oprindelige skikkelse. Et af selskabet i marts 1862 fremsendt andragende om at få fornyet koncessionen for projektet i betydelig modificeret skikkelse blev afslået med den motivering at der ikke måtte tabes tid eller lægges hindringer i vejen for gennemførelsen af andre af regeringen da påtænkte planer til udvidelse eller forbedring af navnen. I en pjece 1863 gjorde A. bittert op med sine modstandere. Herefter trak han sig tilbage fra sit virke for havnens fremtid hvor han foruden egne kræfter tillige havde investeret en del af sin formue. A.s gamle medkæmper, den senere general J. P. Købke, skrev i en artikel i "Ingeniøren" 1896 at det var Tietgen der bremsede havneplanerne "for at forsvare den gamle havns kreds af monopolister". – En søn, Edvard Emil Andersen (1861–1931) blev søofficer og førte 1908–10 skoleskibet Viking på en jordomsejling og en tur til Østen.

Familie

Forældre: skibsreder, kaperkaptajn og grosserer Ole A. (Olaf Andersson Steenberg) fra Sverige (1781–1858) og Madsine Caroline Sejerø (1793–1859). Gift 30.3.1843 i Kbh. (Garn.) med Sophie Frederikke Tikjøb, født 21.8.1819 i Kbh. (Trin.), død 9.1.1894 sst., d. af boghandler og realskolebestyrer Hans T. (ca. 1754–1825, gift 1. gang 1786 med Anna Susanne Cordsen, tidligere gift Eilersted) og Friedericke Kecks (ca. 1778–1845, gift 1. gang 1807 med skrædder, senere marskandiser Jens Peter Grønholdt, ca. 1782–1815).

Udnævnelser

R. 1860.

Ikonografi

Mal. af Sophus Schack, 1853. Foto.

Bibliografi

III.tid. 6.11.1859. A. W. Andersen: Kbh.s borgerrepræsentation og Kallebodstrandsagen, 1863. J. P. Købke i Ingeniøren no. 5 A, 1896. G. Lorenz: Københavns havns indsejling fra syd, Ingeniøren nr. 72, 1919. Alexander Thorsøe: Erindringer, 1929 19–24. Jens Vibæk i Hist.medd. om Kbh. Årbog, 1975 48–62.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig