Jacob Madsen, 1596-21.5.1653, købmand, borgmester. Født i Visby, død i Kbh., begravet i Holmens k. Udover hans gotlandske afstamning er intet kendt om M. før han 1625 som borger i København optræder som leverandør af gotlandsk tommer til kronen. I løbet af få år etablerede han sig som en af kronens faste forretningsforbindelser. Især gjorde han sig gældende som storleverandør af tømmer, byggematerialer, grovvarer til flåden, ammunition og proviant. For kronen fik han desuden - til dels i samarbejde med andre - en række store byggeforetagender i entreprise, således arbejder på Antvorskov, Københavns slot, Holmens kirke samt opforeisen af lejevåninger i Læderstræde, 100 våninger i Nyboder, bryghuset og den aldrig fuldførte kæmpekirke Skt. Anna Rotunda. 1647 fik han overdraget reparationerne efter branden på tøjhuset og provianthuset. Han deltog i det spekulationsprægede Østersøiske kompagni og drev fragtfart så langt væk som på Spanien. 1646 opbragte spanske kapere tre af hans skibe. Under Torstenssonkrigen påtog han sig at udruste fire krigsskibe for kronen.

Væksten i hans forretninger med kronen belyses gennem de i rentemesterregnskaberne anførte kontantudbetalinger. Johan Jørgensen har for tidsrummet 1625-38 opgjort disse til mere end 57000 daler, men for årene 1639-48 til 181000 daler. Men disse kontantudbetalinger dækkede langtfra hans fordringer. Allerede tidligt i 1630erne betaltes han tillige af landbrugsproduktionen på krondomænerne, og desuden fik han anvist store beløb gennem tolden i København, Ribe og Visby. Alligevel efterlod han sig ved sin død fordringer på staten for ca. 190000 daler. Der er dog ingen tvivl om at han som en af de af Corfitz Ulfeldt særligt begunstigede leverandører havde gjort sig skyldig i svigagtige leverancer. Undersøgelsen af Ulfeldts embedsførelse resulterede da også i at arvingerne sluttelig kun fik godkendt fordringer på 80000 daler. For eftertiden er M.s navn især knyttet til Børsens historie. 1636 lejede han sammen med nogle købmænd børsbygningen og fik selv tilladelse til at holde vinstue. 1642 lejede han den alene for fem år, og 1647 blev den direkte overdraget ham af Corfitz Ulfeldt mod at han nedskrev sine fordringer på staten med 50000 daler. Denne transaktion blev, uagtet den var godkendt af Christian IV, et vigtigt punkt i undersøgelsen af Ulfeldts administration. Arvingerne fik dog lov at beholde Børsen til 1669 hvor den afhændedes til kronen for 1002 tdr. hartkorn jysk og fynsk jordegods. M.s personlighed er eftertiden ubekendt, men karakteren og omfanget af hans virksomhed placerer ham som en af de største og mest driftige danske erhvervsdrivende i Christian IVs senere år. Fra 1641 til sin død var han borgmester på Christianshavn.

Familie

gift ca. 1621 med Karen Eilersdatter, født 1591 i Vordingborg, død 24.11.1674 i Kbh., begr. i Holmens k. (gift 1. gang med Iver Bruun, hvis navn også hendes børn af 2. ægteskab antog), d. af borgmester og tolder i Vordingborg Eiler Jacobsen og Margrethe Pedersdatter.

Ikonografi

Afbildet på epitafie-mal. (Holmens k., Kbh.).

Bibliografi

Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka, J. A. Fridericia og J. Skovgaard III-VIII, 1878-1947 (fot. optr. 1969-70). Kbh.s diplomatarium, udg. O. Nielsen IV-VI, 1879-84. Kancelliets brevbøger 1624-45, 1925-68. - G. F. Lassen: Bidrag til Børsens hist., 1858 47-58. O. Nielsen: Kbh.s hist. og beskr. IV, 1885. Johs. Werner: Børsen, 1915. L. Bobé i Pers. hist. t. 7. r. IV, 1920 278-82. Samme: Bremerholms kirke og Holmens menighed, 1920. Johan Jorgensen: Det kbh.ske patriciat og staten, 1957. Jens Engberg: Dansk finanshist., 1972. - Afregn, med statsleverandorer, udg. Rigsark.s l.afd., 1980 = Specialregistraturer 113f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig