H.B. Bruun, Hans Brøchner Bruun, 18.7.1793-1.4.1863, købmand, politiker. Født i Fredericia, død i Assens, begravet sst. Efter at have arbejdet i faderens forretning overtog B. 1826 Assens færgevæsen (udnævntes 1836 til transportforvalter) og sin s.å. afdøde yngre broder agent Søren Wedege B.s købmandsforretning i Assens; den udviklede sig til at blive et af provinsens største handelshuse fortsat under navnet N. M. & F. Plum (slægtninge af B.s hustru). B. var den ledende i Assens gennem årtier, borgerrepræsentant 1838 og borgerrepræsentationens formand 1839–57, var 1835–48 stænderdeputeret for Odense amts mindre købstæder (mødte dog ikke i samlingen 1844) og blev kongevalgt medlem af den grundlovgivende rigsforsamling. B. var en liberalt sindet politiker, i interesser og synspunkter præget af at tilhøre provinsens opblomstrende handelsstand. I stænderne hævdede han under toldlovens behandling over for de københavnske repræsentanter betydningen af fri handel med hertugdømmerne. Han talte 1838 for mosaiters valgbarhed ("lige Byrder bør give lige Rettigheder") og for tallotteriets ophævelse på trods af finansielle hensyn, 1846 for almindelig værnepligt. Han stillede flere forslag i stænderne, således 1838 om oprettelse af en statsanstalt for livsforsikring, 1838 og 1840 om ågerlovens ophævelse; det sidste viser hans økonomisk liberalistiske tankegang der næppe har gjort det let for ham som købstadrepræsentant også til en vis grad at måtte tage sig af klager fra lavshåndværkere som ønskede mere beskyttelse.

Familie

Forældre: købmand og fabrikant Bertel B. (1767–1827) og Magdalene Barbara Brøchner (1768–1831). Gift 6.6.1818 i Odense med Hanne Antonie Jacobine Christiane Plum, født 17.2.1798 i Slagelse, død 19.1.1878 i Kbh., begr. i. Assens, d. af sognepræst, senere biskop Frederik P. (1760–1834) og Marie Sophia Munk (1765–1829). – Bror til Johannes B., M. P. B. og P. D. B.

Ikonografi

Silhouet 1816. Foto.

Bibliografi

S. Elvius og H. R. Hiort-Lorenzen: Danske patriciske slægter, 1891 45f. Daniel Bruun: Slægts- og barndomsminder fra Viborgegnen, 1925. Hans Jensen: De da. stænderforsamlingers hist. 1830–48 I-II, 1931–34. M. P. Bruun: Dagbog 1856–74, udg. Vagn Dybdahl og Birgit Nüchel Thomsen, 1961. H. H. Worsøe i Fra Viborg amt, 1972 123–40. Per Boje: Danske provinskøbmænds vareomsætning og kapitalforhold 1815–1847, 1977. -Arkiv i Erhvervsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig