Find Nielsen Trellund, 26.3.1594-14.7.1663, købmand. Født i Ribe, død i Kbh., begravet sst. (Nic. k.). T., der sjældent førte familienavnet, blev tolv år gammel sendt til Hamburg for at uddannes til købmand og opholdt sig nogle år der og i Lüneburg. Derefter var han 1608–18 i tjeneste hos en kbh.sk borgmester, drog så på rejser bl.a. til England og Holland og nedsatte sig endelig som købmand i Kbh. Han tjente en formue, blev brugt til at revidere det ostindiske kompagnis regnskaber, blev 1642 rådmand og 1645 borgmester. Sammen med Hans Nansen udrustede han tre skibe til farten på Vestindien, men et sank og to blev taget af Cromwells folk. Desuagtet fik han 1662 ny bevilling på farten på Vestindien og var en hoveddeltager i det 1662 nyoprettede islandske kompagni. Han ejede en grundmuret gård ved Stranden og en del småhuse i og ved byen. Under belejringen var han med til at ordne indkvarteringen, og som borgmester tog han sig 1661 særlig af byens finanser og synes i det hele at have været en virksom og godgørende mand. Han deltog i stændermødet 1660, men om hans indsats der vides intet.

Familie

Forældre: købmand Niels Pedersen T. (død 1597) og Lene Findsdatter (død 1610, gift 2. gang 1601 med Søren Andersen Guldsmed, død 1626). Gift 1. gang 1627 i Kbh. med Margrete Pedersdatter, født 1610, død 1652, d. af fh. borgmester i Malmø Peder Bertelsen og N. N. Gift 2. gang 9.4.1654 i Kbh. med Dorthe Nansen, født 29.1.1633 i Kbh., død 21.5.1675 sst. (gift 2. gang 1665 med købmand Peder Pedersen Lerche, 1613–83), d. af præsident Hans N. (1598–1667) og Sophie Hansdatter (1602–74).

Bibliografi

Kbh.s diplomatarium, udg. O. Nielsen I-IV, 1872–84. -J. Kinch i Saml. til jysk hist. og top. VIII, 1880–81 53–55. O. Nielsen: Kbh.s hist. III, 1881 218f. Wald. Westergaard: The Danish West Indies, N.Y. 1917. – Will. Worm: Progr. fun. univ. Hafn. over Dorothea Nansen, P. Lerches hustru, 1675.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig