D. Lauritzen, Lauritz Ditlev Lauritzen, 29.11.1859-24.12.1935, købmand, skibsreder. Efter at Lauritzen som fjortenårig havde afsluttet sin undervisning i Ribe katedralskole og en kort tid været på faderens tømmerplads i samme by, var han halvandet år på Grüners handelsakademi i København, hvorefter han fik sin videre uddannelse i faderens forretning. Han forstod hurtigt, hvad anlægget af Esbjerg havn betød, og 15.4.1884 etablerede han under faderens navn firmaet J. Lauritzens Trælastforretning i Esbjerg og lagde dermed grunden til den lange række af virksomheder som han i kraft af sit sjældne initiativ og sin seje energi på få år skulle komme til at opbygge.

For Esbjergs kommercielle opsving både som import- og eksportplads har ingen enkeltmand betydet blot tilnærmelsesvis det samme som Lauritzen. Til trælastimporten føjedes hurtigt import af kul og bygningsartikler, få år efter knyttedes hertil artikler som foderstoffer og kunstgødning, og 1887 åbnede Lauritzen også en eksportforretning i smør. Til transporten af sine importartikler benyttede han i begyndelsen timechartrede skibe, men i foråret 1888 – i hvilket år han i øvrigt tog fast ophold i Esbjerg – købte han i fællesskab med kaptajn Søren Meinertz i England en tyve år gammel damper, Uganda, som kun løb seks-syv knob og lastede 400 tons. Uagtet dette skib forliste s.å., havde det givet Lauritzen god fortjeneste og navnlig åbnet blikket for, at der her var et forretningsfelt som burde opdyrkes. 1890 indhentede han tilbud på en nybygning hos Burmeister & Wain med 550 tons lasteevne og fik - efter på grund af C.F. Tietgens afvisende holdning at have fået afslag hos Privatbanken – det nødvendige lån hos bankierfirmaet J. S. Salomonsen & Co. 1891 kom nybygningen under navnet Nordsøen i fart, og 1893 fik han yderligere en nybygning fra Helsingør skibsværft. Efter at han sammen med kreditforeningsdirektør M. Clausen fra Ringkøbing 1895 havde købt en ældre engelsk damper, stiftedes med de tre nævnte både som basis i maj s.å. dampskibsselskabet Vesterhavet med en aktiekapital på 440000 kr. og med en samlet tonnage af 2650 tons D.W.

Mens Lauritzens købmandsvirksomhed i Esbjerg fra 90'ernes begyndelse og senere successivt udskiltes som særlige firmaer eller aktieselskaber, satte Lauritzen samtidig så meget mere kraft ind på at opbygge sit rederiforetagende med det resultat, at Vesterhavet ved udgangen af 1900 rådede over ni skibe med en tonnage på 13043 tons D.W. og ved krigens udbrud 1914 over 26 skibe med en tonnage på 33264 tons D.W. Samtidig fik han dog også tid til at opbygge eller medvirke til at opbygge forskellige industrielle virksomheder, således navnlig Esbjerg Rebslageri, fra 1909 A/S under navnet Esbjerg Tovværksfabrik, og Oliemøllen der 1934 overtoges af Aarhus Oliefabrik. Endvidere bør det også nævnes, at han 1919 var medstifter af Fiskerihermetikfabrikken Esbjerg som blev bortforpagtet til Fyens Konservesfabrik. Også på anden måde var han virksom for at ophjælpe fiskerierhvervet, således skaffede han 1900–05 tyve vestkystfiskere 2. prioritets lån i Københavns Handelsbank, hvorved en kraftig modernisering af Esbjergs rødspættekutterflåde blev muliggjort. 1907 søgte han ved starten af Islandsk-Færøsk Kompagni at gøre et nyt fremstod på fiskeriets område, men resultatet heraf blev ugunstigt, og selskabet måtte snart likvidere med betydelige tab. Det siger sig selv at Lauritzens stærke initiativ allerede tidligt havde gjort ham til en forgrundsfigur i Esbjerg. 1889 blev han medlem af bestyrelsen for den lokale handelsforening, næstformand 1890 og formand 1898–1902. Desuden blev han 1898 medlem af Esbjerg byråd, men dette hverv gav ikke ham, hvis talelyst stod i omvendt forhold til hans handlekraft, synderlig tilfredsstillelse, og allerede 1900 nedlagde han det. Derimod interesserede han sig fortsat stærkt for havnens udbygning, og han havde den usædvanlige triumf at få det af ham forfægtede vestprojekt gennemført ved loven om Esbjerg havn af 12.4.1909, uagtet folketinget tidligere havde stemt for øst-projektet. I de følgende år kom han i et spændt forhold til det lokale socialdemokratiske parti, og denne omstændighed i forbindelse med de kort før krigen stærkt stigende skatter fremmede de planer, han allerede i nogen tid havde næret om at søge over til større forhold med det resultat, at han 1914 flyttede hele sin rederivirksomhed til København. Han bevarede dog stadig sin interesse for Esbjergs trivsel, hvilket bl.a. fremgår af hans medvirken ved ovennævnte hermetikfabriks start 1919, og ved at han 1920 søgte at skaffe byen en lufthavn.

Som reder havde Lauritzen – der siden 1894 var fransk konsul – det uheld under krigen at miste usædvanlig mange skibe, og efter at nitten skibe var gået under ved krigsforlis, besluttedes det 1918 at overdrage resten af Vesterhavets flåde (elleve dampere) til dampskibsselskabet Progress. Samtidig vedtoges det at lade selskabet – hvis aktiekapital var to mio. kr. – træde i likvidation. Denne vedtagelse annulleredes 1919, idet Lauritzen i den mellemliggende tid blev klar over, at en eventuel likvidation ville trække meget længe ud, hvortil kom, at de erstatningsbeløb som var blevet udbetalt af krigsforsikringen for forliste skibe, skulle benyttes til anskaffelse af ny tonnage. Endelig følte Lauritzen trang til på ny at have noget at arbejde med, hvorfor den naturlige løsning blev at fortsætte det gamle selskab. Og da først beslutningen herom var truffet, satte Lauritzen sin fulde kraft ind på at genopbygge en flåde med det resultat, at Vesterhavet allerede ved indgangen til 1922 rådede over en tonnage på 26300 tons D.W. og fire år senere endog over 47300 tons D.W. I modsætning til i årene før krigen – hvor Vesterhavet væsentlig blev drevet som rent tramprederi – gik Lauritzen nu over til at holde en del af flåden i kontraktfart for dermed i nogen grad at frigøre sig for konjunktursvingningerne, og fra 1930 begyndte selskabet at opdyrke frugtfarten ved bygning af særlige for dette formål egnede meget kostbare skibe. Ved Lauritzens død rådede selskabet over en samlet tonnage på 90300 tons D.W. Desuden havde selskabet på samme tidspunkt skibe under bygning til 25000 tons D.W., hvilket omfattende nybygningsprogram krævede optagelsen af store lån som ydedes fra Nationalbanken, af hvis repræsentantskab Lauritzen fra 1915 havde været medlem.

I tilslutning til sin rederivirksomhed havde Lauritzen allerede i sine Esbjergdage været inde på tanken om at få startet et jernskibs- og maskinbyggeri i byen. Sammen med tre andre Esbjergkøbmænd havde han 1896 indgivet andragende til indenrigsministeriet om lejemål af et areal ved havnen, men sagen strandede på ministeriets stramme betingelser. Efter verdenskrigen genoptog han imidlertid tanken om anlægget af et skibsværft i langt større stil, og i fællesskab med to andre københavnske rederier fik han 1919 påbegyndt anlægget af et skibsværft i Køge. Det første skib fra værftet afleveredes 1921, men det viste sig hurtigt at værftet ikke var konkurrencedygtigt, og 1923 blev det solgt til A/S Københavns Flydedok for en ringe sum, hvorved de forskellige interessenter led meget betydelige tab. Under verdenskrigen udpegedes Lauritzen til medlem af den overordentlige kommission af 8.8.1914 og udførte her i kraft af sin store indsigt i søfartsforhold et betydningsfuldt arbejde, ligesom han også i de samme år var medlem af fragtnævnet. I energi og foretagsomhed stod Lauritzen i sin samtid i forreste række. Gennem ungdomsårenes hårde arbejdsindsats lærte han måske i for stor grad betydningen af at holde omkostningskontoen nede, men hans usædvanlig frodige optimisme og sjældne udholdenhed bevirkede på den anden side, at han ikke blot selv byggede en stor virksomhed op; samtidig kom ved hans hjælp og støtte mange andre mennesker i vej. For ham var livets indhold først og fremmest arbejde. Han skabte liv omkring sig, og selv i perioder, hvor han havde budt sig selv for meget og helbredet vaklede, fandt hans virketrang udløsning på helt andre felter; således havde navnlig plantningssagen i Vestjylland i ham en ivrig forkæmper.

Familie

D. Lauritzen blev født i Ribe, døde i København og er begravet i Hellerup. Forældre: tømmerhandler Jørgen Lauritzen (1821–1903) og Frederikke Sophie Pontoppidan (1833–1917). Gift 29.3.1893 på Frederiksberg med Maren Breinholt, født 26.1.1869 på Damsgård, Mors, død 21.10.1960 i København, datter af proprietær Jørgen Christian Breinholt (1827–1916) og Maren Buch (1836–1928). – Far til Knud Lauritzen.

Udnævnelser

R. 1893. DM. 1907. K2. 1934.

Ikonografi

Mal. af F. Vermehren, 1907. Buste af E. Breinholt udst. 1951. Foto.

Bibliografi

M. Grohshennig: Slægten Breinholt, 1907 42f. Esbjerg avis 2.9.1901 og 18.3.1908. Ribe stiftstid. 27.12.1935. P. Koch Jensen: Esbjerg handelsstandsforen. 1886–1936, 1936. Tage Heft: 16 stormænd i da. erhverv, 1939 99-111. Salomon J. Frifelt: Konsulen. Konsul D. Lauritzens levned, 1939.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig