S. A. Eibeschütz, Simon Aron Eibeschütz, 14.11.1786-25.11.1856, købmand, legatstifter. Født i Kbh. (Mos.), død sst., begravet sst. (Mos. kgd., Møllegade). Slægten E. har ikke levet længe her i landet idet Aron E. først 1766 indvandrede fra Eibenschitz i Mahren hvor faderen var rabbiner. Simon, den yngste af fem sønner har ved sin omfattende godgørenhed sat slægten, som er uddød på mandssiden, og sig selv et varigt minde. Han tog 8.4.1807 borgerskab som kommissionær, og det lykkedes ham i løbet af knap 30 år at erhverve en stor formue. Han havde ingen børn og benyttede sine midler til at øve godt mod enkeltpersoner og institutioner. 28.1.1834 – Frederik VI's fødselsdag – oprettede han en fribolig til femten jødiske familier, han skænkede 10.000 rdl. til Frederiks hospital og et lignende beløb til kommunehospitalets trængende patienter. Sammen med sin hustru skænkede han ved testamentarisk bestemmelse af 20.6.1853 hele sin store formue -ca. 11/4 mill. kr. – til kulturelle og velgørende formål såvel inden for som uden for Mosaisk trossamfund.

Familie

Forældre: handelsmand Aron E. (ca. 1736-1812) og Serie (Sara) Levy (ca. 1740-1820). Gift 1. gang 6.5.1807 i Kbh. (Mos.) med Esther (Emma) Behrend, født 20.10.1787 i Kbh. (Mos.), død 10.1.1855 sst. (Mos.), d. af stadsmægler, agent Behrend Israel Joachim (Jochim), kaldt agent Behrend (ca. 1761-1821, gift 2. gang 1792 med Jeanette Hirsch, ca. 1764-1816, gift 3. gang 1819 med Ane Tobia Mannesen, ca.1784-1873) og Dorothea Mariboe (1762-91). Ægteskabet opløst (hun gift 2. gang 1816 med livjæger, senere toldbetjent og værtshusholder Johan Christian Øsgevad, 1793-1860, ægteskabet opløst, gift 3. gang 1823 med lærer Peter Christian Laurenz Jansen, født 1795). Gift 2. gang 11.2.1815 i Kbh. (Mos.) med Rose Wallich, født 23.2.1796 i Kbh. (Mos.), død 16.3.1870 sst. (Mos.) d. af handelsmand Heiman Amsel W. (1767-1823) og Judithe Cohen (1773-1855).

Udnævnelser

Kgl. agent 1853. Justitsråd 1854.

Ikonografi

Litografi 1857 efter foto. Maleri.

Bibliografi

Charlotte Bournonville: Skyggerids af gamle minder, 1906 6-75.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig