Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paul Moltzau

Oprindelig forfatter FGad
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Paul Moltzau, Paul Jochumsen Moltzau, 1715-nov..1754, købmand. Født i Øksnes nord for Lofoten, død i Kbh. M. blev handelsuddannet i Bergen hvor han giftede sig på en stilling som "Skriver Karl". Som søstersøn til Hans Egede så han formodentlig en udviklingsmulighed i at virke i Grønland, i hvert fald blev han 1741 antaget af "Grønlands Patron", Jacob Severin, og sendt til Godthåb som assistent for købmand Jacob Geelmuyden. Denne hjemrejste 1742 hvorefter M. måtte styre handelen der alene et år, men fik bestalling som købmand ved handelsårets udgang. Han var en dygtig administrator, en flittig og opfindsom bestyrer og tillige et venligt og omgængeligt menneske. Det meste af den tid han var i Godthåb var stridighederne mellem den kongelige mission og brødremenigheden så vidt bilagt som den kongelige missionær, Chr. Drachardt, gled mere og mere over til herrnhuterne. Derfor holdt M. vel af hensyn til handelen gode miner til det der foregik, og støttede trods alt loyalt missionen. Han følte det sikkert som en lettelse og som en tilbagevenden til Egedernes linje at der kom en mere myndig kongelig missionær 1752 som han kunne støtte af et mere fuldt hjerte. M. foranledigede blandt andet at Godthåb fik en særlig skole- og kirkebygning. M.s sans for de særlige evner hans undergivne besad kom til orde med den varme hvormed han anbefalede fx Anders Olsen. Han hjalp også P. O. Walløe før hans konebådsekspedition selv om han som købmand ikke var særlig interesseret i samme mands frihandelsvirksomhed. 1753 ønskede M. at være hjemrejst på grund af sit svigtende helbred, men blev nødet til at blive endnu et år. I august 1754 hjemrejste han som en dødsmærket mand.

Familie

Forældre: sognepræst Jochum Friderich M. (1682-1715) og Kirsten Egede (1685-1748, gift 1. gang med sognepræst til Thorsken Lauritz Hansen Søeblad, død 1712, gift 3. gang 1719 med proprietær Jens Bloch, 1694-1763). Gift 21.9.1740 i Bergen med Else Marie Amble, født april 1715 i Sogndal, død 14.7.1805 i Hurdalen (gift 2. gang 1760 med sognepræst Peder Egede, 1722-89), d. af proprietær Peder Jensen A. og Kirsten Nagel.

Bibliografi

H. Ostermann: Nordmænd på Grønland II, Oslo 1940 558-67.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Gad: Paul Moltzau i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294451