Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Ryberg

Oprindelige forfattere PEng og SEGP

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Niels Ryberg, Niels Bertelsen Ryberg, 14.9.1725-29.8.1804, købmand. Ryberg stammede fra en børnerig bondefamilie. Faderen var fæstebonde. Forældrenes økonomiske forhold har næppe været bedre end for flertallet af fæstere på denne tid. Men derimod drev morbroderen, Axel Møller, en betydelig købmandshandel i Ålborg. På grund af den almindelige mangel på karle på landet havde man 1733 indført stavnsbåndet. For at slippe for militærtjeneste flygtede Niels og en af hans brødre, Christen, i slutningen af 1730rne til Ålborg hvor deres onkel købte dem fri fra tjenesten. I den næste halve snes år arbejdede Ryberg i morbroderen Axel Møllers købmandshandel, først som dreng og senere som købmandskarl. Omkring 1750 drog han til hovedstaden, og fra 1751 kan man via statsadministrationens arkiver følge den købmandshandel han begyndte at drive allerede før han fik grossererborgerskab.

Meget tidligt fik Rybergs forretning en fast struktur: I København købte han kolonialvarer som peber, ostindiske tørklæder, te og tillige visse europæiske varer. Og han afsatte en del af kolonialvarerne via sine gamle forretningsforbindelser i Ålborg. Fra Limfjordsbyen fik han til gengæld danske landbrugs- og fiskeriprodukter. At det gik ham godt i København ses bl.a. af, at han 1752 købte Harregård i Harre sogn ikke langt fra sit fødested til sine forældre. Ud over disse former for købmandshandel gav han sig endvidere af med at tegne forsikringer. I starten gik det for sig på den måde at han i det københavnske søassuraneekompagni tegnede forsikringer for forretningsforbindelser i provinsen. Af kapital rådede han if. eget udsagn ikke over andre midler end dem han havde lånt hos andre. Det er derfor næppe urimeligt at formode at omfanget af hans købmandshandel ved midten af 1750erne hæmmedes af kapitalmangel. I denne situation havde han det held 1755 at komme i kompagniskab med det kapitalstærke handelshus Thygesen der på dette tidspunkt af familien var blevet overdraget til Thyge Jesper Thygesen der endnu ikke var fyldt 20 år. Firmanavnet blev Ryberg & Thygesen. I 1760erne optog han yderligere to yngre kompagnoner, Christen Black og Johs. Cramer. Og under firmanavnet Ryberg, Thygesen & Co. førtes handelshuset videre indtil 1775 da de fire købmænd gik hver til sit. Derefter drev Ryberg firma i eget navn frem til 1789, da han optog tre yngre købmænd fra familiens kreds, nemlig H.R. Saabye, Christian D. Otte og Axel Møller Mørch. Firmaets navn blev derefter Ryberg & Co. Ryberg & Thygesen havde domicil ved Holmens Kanal, men 1772 købte Ryberg et større hus i det nuværende Store Kongensgade, og her fik firmaet derefter hovedsæde.

Samtidig med etableringen af firmaet Ryberg & Thygesen begyndte de gode konjunkturer for dansk oversøisk handel som følge af den store kolonikrig. Firmaet drev derfor sukkerhandel på Vestindien og slavehandel på Guinea. Ryberg havde stillet store forventninger til den oversøiske handel, bl.a. kalkuleret med 60 % fortjeneste på trekanthandelen. Disse forventninger blev ikke indfriet; til gengæld fik firmaet en vis kompensation, idet det fik leverancer til statshandelen på kolonierne. Den manglende succes i kolonihandelen er måske baggrunden for, at Ryberg finansierede nationaløkonomen Christian Martfelts rejse til Vestindien 1763–64. Foruden kolonihandel drev firmaet også handel på Middelhavet. I det hele taget var firmaets vareomsætning temmelig alsidig, idet den foruden kolonivarer omfattede danske landbrugsvarer, vin, frugter og salt fra middelhavslandene samt hamp, tømmer og jern fra østersølandene.

Annonce

Et særligt kapitel i firmaets historie under den store kolonikrig var leverancen af saltet oksekød til Frankrig. Der var nemlig her tale om en leverance som R. efter den danske regerings ønske ydede det krigsførende Frankrig. I nogle år frem til 1763 var Ryberg endvidere direktør for den statslige handel på Island og Finnmarken, indtil Det almindelige Handelskompagni fik koncession på denne handel. Ryberg var med snævre bånd knyttet til flere af datidens store danske oversøiske handelskompagnier. Således havde han en større aktiepost i Det almindelige Handelskompagni, der var grundlagt 1747. Ryberg arbejdede på at få selskabets virksomhed indskrænket til Island, Finnmarken og Grønland og kritiserede bl.a. dets deltagelse i slavehandelen på Guinea. 1770 anbefalede en nedsat kommission at selskabets handel indskrænkedes til de af Ryberg foreslåede områder.

Også i Det vestindiske Handelsselskab, der var oprettet 1778, havde Ryberg en større aktiepost, og i 1778 blev han udnævnt til handelskyndig direktør. 1785 blev han imidlertid afskediget da han var kommet i et modsætningsforhold til Ernst Schimmelmann. Derimod havde Ryberg ikke så nær en forbindelse til de to andre af Guldbergtidens spekulationskompagnier, nemlig Det østersøisk-guineiske Kompagni, oprettet 1781, og til Handels- og Kanalkompagniet, oprettet 1782. Modsat var Ryberg med snævre bånd knyttet til det vigtigste af datidens oversøiske selskaber, nemlig Asiatisk Kompagni. Ved oktrojfornyelsen 1772 blev han således valgt til direktør sammen med Frédéric de Coninck; allerede 1775 gled han dog ud ved lodtrækning. Men december 1778 valgtes han atter til direktør; hans 2. direktørperiode kom til at falde sammen med de glimrende konjunkturer under den nordamerikanske uafhængighedskrig. Men selv om hans aktier og direktørpost var vigtige er det alligevel værd at understrege at den fortjeneste som Ryberg og andre københavnske købmænd havde ved videresalg af asiatiske varer var af større økonomisk betydning for dem.

Rybergs 2. direktørperiode fik imidlertid en trist afslutning for ham selv. Bogholderen og en af direktørerne havde allieret sig om at "tømme" kassen, og resultatet blev at danske kancelli nedsatte en undersøgelseskommission der afgav betænkning 1784. Samme år trak Ryberg sig ud af direktionen og afhændede sine aktier, men han kom dog til at hæfte for et betragteligt beløb, og i et skrift, Til Interessenterne udi det asiatiske Compagnie, 1784, forsvarede han sig. Men man kommer dog næppe uden om at Ryberg og direktionen har haft for travlt med egne forretninger og måske har stolet lidt for meget på deres funktionærer.

Det er vigtigt at understrege at det rybergske handelshus der if. Rybergs udsagn 1784 beskæftigede halvandet hundrede personer i København og på Færøerne var en alsidig virksomhed. Han var storkøbmand, reder, bank- og forsikringsmand, fabrikant og godsejer. Et af handelshusets store økonomiske aktiver var kornhandelen. En anden ting som huset tjente godt på i en årrække var leverancer til søetaten. Ligeledes var Ryberg leverandør af varer til Guinea og Vestindien. Fra midten af 1780erne gik hans handel med Vestindien imidlertid tilbage, men den blev afløst af handelsforbindelser med det ny USA der gav Ryberg & Co. en millionomsætning.

Med til billedet af Ryberg hører også det handelsoplag som han i midten af 1760erne oprettede på Færøerne, og hvorfra der blev smuglet asiatiske varer (bl.a te) ind i Storbritannien. Efter at Asiatisk Kompagni 1772 havde mistet monopolet på indienshandelen, begyndte Ryberg også selv at drive privat handel på Indien. Derimod var Rybergs handel på hollandsk Ostindien i 1790erne hverken af samme omfang eller samme dristige karakter som de Conincks. Som skibsreder blev Ryberg aldrig en af Københavns største; skibe købte han, når han havde varer at sejle med. Derimod blev han som assurandør en foregangsmand, bl.a. fordi han reassurerede i udlandet. Hovedparten af de forsikringer han tegnede var søforsikringer, men han tegnede dog også livrenteforsikringer. Som bankmand fungerede han bl.a. som valutahandler for staten. Som fabrikant anlagde han et spinderi og væveri i Køng på Sydsjælland hvor han ejede godset Øbjerggård.

Sideløbende med sin virksomhed som købmand fik Ryberg af staten overdraget en række kommissioner og tillidshverv. Således var han medlem af direktionen for opfostringshuset, "ældste" (dvs. medlem af ledelsen) i Grosserersocietetet og bankkommissær i Kurantbanken. 1770 bad Struensee-regeringen ham udarbejde en betænkning om handelens forhold. Det var deri han karakteriserede St. Croix med de ofte citerede ord: "een af de største Steene i Deres Mayestets Crone". Deri foreslog han også en modernisering af landbruget gennem en ophævelse af fællesskabet i Danmark og en gældsafløsning i Vestindien. Begge reformer blev senere gennemført af 1784-regeringen. Under Struensee udnævntes Ryberg til direktør for fattigvæsenet i København.

Foruden Øbjerggård ejede Ryberg også godset Frederiksgave på Fyn, hvis nuværende hovedbygning han lod nybygge. Den nærliggende Dreslette kirke lod han ombygge, og her indrettede han som en anden renæssanceherremand et gravkapel for den Rybergske familie. Historikeren Aage Rasch, der har skrevet bogen om Ryberg, karakteriserer ham som en fremskridtsvenlig godsejer.

Da der ikke er bevaret noget forretningsarkiv eller privatarkiv efter Ryberg er det vanskeligt at tegne et billede af hans pengeforhold og privatliv. Men ved sin død 1804 var Ryberg utvivlsomt en af Danmarks rigeste mænd. 1789 kan hans formue ud fra en skatteopgørelse anslås til ca. 300 000 rdl., og for 1796 kan handelshusets omsætning anslås til mindst 1 000 000 rdl.

I Rybergs senere år ser det ud til, at kun de Conincks handelshus har kunnet gøre ham rangen stridig som Danmarks største private firma. Som handelsmand var han en forsigtig og sindig jyde der ikke som de Coninck kastede sig ud i dristige spekulationer. Karakteristisk for ham var også de omhyggelige markedsanalyser han foretog, før han handlede. Martfelts udsendelse er et eksempel herpå. Vigtigt er det i øvrigt også, at Ryberg synes at have drevet sit handelshus uden nævneværdig udenlandsk kapital. Historikeren Ole Feldbæk har her netop understreget, "that in this field, as in so many others, Ryberg was unique in the Copenhagen business world". Privat synes Ryberg at have været en alvorsmand, og hans ægteskab blev i samtiden karakteriseret som et fornuftsægteskab. Hans religiøse følelser synes derimod at have været ægte og dybe. Ryberg virkeliggjorde efter Raschs vurdering "i høj grad tidens højeste ideal, den gode borger". Blandt det københavnske købmandsaristokrati var Ryberg en ener ved at være en bondefødt dansker der trængte sig ind i kredsen af storkøbmand, hvoraf mange var udenlandsk fødte.
Hofagent 1758. Etatsråd 1770. Konferensråd 1780.
R.s søn Johan Christian Ryberg, døbt 1.5.1767, død 15.1.1832, drev forretningen videre men han synes ikke at have haft faderens handelstalent. Statsbankerotten ramte handelshuset hårdt, 1820 gik han fallit og 1824 måtte staten overtage Frederiksgave.

Familie

Født i Rybjerg sogn, Salling herred, død i København (Holmens), begravet i Dreslette kirke.
Forældre: fæster af Storgård i Rybjerg sg. (nu Rybjerggård), senere ejer af Harregård Bertel Christensen (Storgaard) (1691 el. 92–1764) og Vibeke Nielsdatter (1691–1764). Gift 19.4.1765 på Krisby ved Eckernförde med Margarethe Dorothea Otte, født 30.9.1749 i Eckernforde, død 20.6.1767 i København (Holmens), d. af borgmester, kancelliråd Friedrich Wilhelm O. til Bienebek (1715–66, gift 2. gang 1765 med Edel Augusta Türck v. Türckenstein, 1724–99) og Dorothea Charlotte Reventlow (1731–63).

Ikonografi

Mal. af P. Brünniche, 1775. Mal. af Jens Juel, 1782. Mal. ca. 1785 (Handels- og søfartsmus. på Kronborg). Mal. af Juel eller af elev af denne (Fr.borg). Afbildet med familie på skitse af samme ca. 1795 og på mal. af samme 1796–97 (begge St. mus.). Lille tegn. af G.L. Lahde. Min. af C. Høyer. I samme type stik af Lahde, 1797, efter familiemal. af Juel, efter dette radering af A. Lillienberg, litografi af L. Fehr og litografi 1852. Min. af C. Høyer formentlig forestillende R. (Fr.borg). Mal. af C.W. Eckersberg ca. 1803–04 (bl.a. Hofmannsgave). Min. af C. Horneman (bl.a. Handels- og søfartsmus.).

Bibliografi

Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I, 1904; III, 1913. Kabinetsstyrelsen i Danmark, udg. Holger Hansen I-III, 1916–23. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé IX, 1922. – Marcus Rubin: 1807–14, 1892 (reproudg. 1970). Samme: Fr. VIs tid, 1895 (reproudg. 1970). C. C. Clausen: Vore store mænd udgåede fra små hjem, 1897 73–89. Jul. Schovelin: Fra den danske handels empire I–II, 1899–1900. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 IV-VI, 1902–09. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I–II, 1915–30. Danske herregårde ved 1920, red. L. Bobé m.fl. II (Fyn), 1923 86f. Chr. Thorsen: Det kgl. oktroierede søassurance-kompagni 1726–1926, 1926. Johs. Werner: Chr. Wilh. Duntzfelt, 1927. J.O. Bro-Jørgensen: Forsikringsvæsenets historie i Danmark indtil det 19. årh., 1935. P.P. Sveistrup i Hist. t. 10.r.VI, 1942–44 385–427. Samme: Det alm. handelskompagni 1747–74, 1943 = Medd. om Grønland CXXXI, 9. Aage Rasch og P.P. Sveistrup: Asiatisk kompagni, 1948. Samme: Niels Ryberg, 1964 (jfr. Ole Feldbæk i The Scandinavian economic history review XII, 1964 185–88). Danske slotte og herregårde, 2. udg. red. Aage Roussell V, 1964 325–30. Vore gamle tropekolonier, 2. udg. II, 1966; VII, 1967. Hans Chr. Johansen: Dansk økonomisk politik i årene efter 1784 I–II. 1968–80. Ole Feldbæk: India trade under the Danish flag 1772–1808, 1969. Sv. E. Green-Pedersen i Revue française d'historie d'outremer LXII, Paris 1975 214f. – Papirer i Det kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Engelstoft, Sv. E. Green-Pedersen: Niels Ryberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296714