Ludewig Ferdinand Rømer, 9.1.1714-17.4.1776, overkøbmand i Guinea, sukkerraffinadør. Født efter angivelse i Elsfleth ved Weser, død i Kbh. (Fred. ty.), begravet sst. (Fred. ty. k.). Som ung ansattes R. ved de danske etablissementer i Guinea, og 1744 var han overassistent. Da guvernør Jørgen Billsen s.å. under stridighederne mellem koloniembedsmændene ville arrestere bl.a. R. flygtede denne til et engelsk fort. Derefter rejste R. hjem til Danmark, og samtidig skrev han en række klageskrivelser til Det vestindisk-guineiske Kompagnies direktion i København over tilstandene i de dansk-afrikanske kolonier. Senere udnævnte kompagniet ham til købmand på Guldkysten, og 1746 kom han tilbage til Afrika med skibet Wilhelmine Galej. Af R.s korrespondance med kompagniets direktion fremgår at han skrev et flydende dansk. R. avancerede i løbet af sin karriere til overkøbmand i Guinea inden han rejste hjem til Danmark. Herhjemme slog han sig ned som sukkerraffinadør. R. bevarede imidlertid via Det københavnske brødresocietet kontakten til de danske kolonier. – Når R. huskes af eftertiden skyldes det ikke så meget hans faktiske indsats i kolonierne som hans bøger. 1756 kom således Tilforladelig Efterretning om Negotien paa Kysten Guinea (tysk overs. 1758), og 1760 kom Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea (tysk overs. 1769). Sidstnævnte bog er forsynet med et interessant forord i hvilket teologen Erik Pontoppidan (1698– 1764) hævdede at negerslaveri ikke var uforeneligt med kristendommens bud. Den danske historiker Georg Nørregård har karakteriseret R.s bøger og især det sidste værk som "overmåde upålideligt" og sagt at man deraf kan se "hvor frodigt en negerfantasi kunne udstyre historiske fortællinger". Imidlertid havde R. gode indfødte kilder og den afrikansk fødte historiker Ivor Wilks har da også med rette karakteriseret R.s værk som "one of the best sources of insight into the nature of coastal Ghanaian society in the eighteenth Century". Bl.a. indeholder bogen således en række værdifulde oplysninger om Ashanti-stammens historie.

Familie

Forældre ukendte. Gift 2.6.1751, i Kbh. (Nic), med Anna Cathrine Wedderkamp, født ca. 1732, begr. 5.3.1770 i Kbh. (Fred ty.), d. af stadskirurg i Kbh. Gabriel Frederik W. (ca. 1668–1766) og Kirstine Rango

Ikonografi

Stik af G. V. Baurenfeind, 1760, efter mal. af G. M. Fuchs.

Bibliografi

Kbh.s adressekontors efterretn., 1776 nr. 64 og 67. Kn. Heiberg i Kirkehist. saml. 4.r.V, 1897–99 658f 663. P. P. Sveistrup og Rich. Willerslev: Den danske sukkerhandels og sukkerproduktions hist., 1945. A. W. Lawrence: Trade castles and forts of West Africa, London 1963. Georg Nørregård i Vore gamle tropekolonier, 2. udg.

VIII, 1968. Ivor Wilks i The journal of African history IX, London 1968 162–64. John K. Flynn: Asante and its neighbours 1700–1807, London 1971. Sv. E. Green-Pedersen i Transactions of the historical society of Ghana XV, Legon 1974 85–102. Chr. Degn: Die Schimmelmanns im atlantischen Dreieckshandel, Neumünster 1974. Ole Feldbæk og Ole Justesen: Kolonierne i Asien og Afrika, 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig