Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Braem

Oprindelig forfatter Degn
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Johan Braem, 30.8.1595-1.1.1646, kgl. faktor, storkøbmand. Født i Hamburg, død i Kbh., begravet Skt. Petri k. B. kom efter skolegang i latinskole 15 år gammel i handelslære i Hamburg hos den tilvandrede østfrisisk-nederlandske købmand Emanuel Agenna som han tjente i tre år. Derefter begyndte han for sig selv, drog først til Lissabon hvor han i to år drev faktori og købmandskab, og slog sig derpå ned i Amsterdam. I disse år skaffede han sig i de vesteuropæiske handelscentre et betydeligt indblik i den internationale handel. I sommeren 1618 kom han til Kbh. i forbindelse med oprettelsen af det danske ostindiske kompagni hvor han 1624 blev én af direktørerne (bewindthebberne). Allerede fra 1618 havde han en ledende stilling i den hvalfangstvirksomhed der 1619 fik et grundlag i et samarbejde mellem kongen og en gruppe borgerlige hvalfangstredere, Nordlandske kompagni eller Grønlandske kompagni hvor han 1620 blev direktør sammen med Mikkel Vibe og Thomas Lorck; 1619–21 var han fire gange ved Biscayen for at hverve hvalfangere til virksomheden. I årene 1619–1622/23 var B. først og fremmest kongens "tjener" eller købmand, om end han også optræder som selvstændig hof- og statsleverandør og 1622 startede privat hvalfangstudredning med fangstrejser i farvandene ved Nordnorge. Da kongens direkte deltagelse i hvalfangsten ophørte 1622, udvidede B. det følgende år sit felt til Spitsbergen. Fra første færd var hans foretagende udstyret med privilegier (1624, 1630, 1631, 1634) der efterhånden gav ham og broderen Gødert eneret til alle de bedste fangstpladser. 1630 skal han have anløbet Grønland, og han annekterede en kyststrækning på Spitsbergen som han kaldte Københavns Bay, senere af kongen kaldt Christiansberg. -Samtidig med disse aktiviteter drev B. en betydelig handelsvirksomhed, bl.a. med eksport af øksne og korn, og han kom i løbet af 1630erne til at stå som Kbh.s og dermed hele monarkiets mest fremtrædende købmandsskikkelse. Som faktor for kongen og den udvalgte prins havde han store leverancer af alle slags luksusvarer til de to hofholdninger og af fornødenheder til statsinstitutioner som Holmen, børnehuset og tøjhuset. Hans interesser i den nye fjernhandel viste sig ved varetagelse af ostindiske udredninger på kongens vegne og ved hans og broderens planer om skabelse af et guineisk og afrikansk kompagni. 1634 tegnede han kontrakt med kronen om leverance af alt kobber fra kobberværket Gudsgave ved Trondheim som betaling for vareleverancer. 1636 blev han forvalter for postvæsenet og 1639 sammen med syv andre borgere admiralitetsdommer med den opgave at dømme alle sager vedrørende søhandelen. I disse mange aktiviteter og i sin forretningsførelse viste B. dristighed og alsidighed.

Familie

Forældre: købmand og retsfoged i Hamburg Gødert (Gothard) B. (død 1625) og Margreta Theben (1560–1642). Gift l. gang 25.7.1624 med Marie Hegerfeldt, død 16.7.1625, d. af possementmager og købmand i Kbh. Herman H. (død 1631, gift 2. gang med Anna Pedersdatter, gift 2. gang 1633 med borgmester Hans Nikkelsen Lundt, 1602–54) og 1. hustru (død 1623). Gift 2. gang 25.6.1626 med Silla (Cæcilia) Brun(s), født 17.10.1605,død 7.12.1641, d. af sølvpop, senere kgl. foged på Samsø Jochum (Jacob) B. (død 1627) og Dorthe Hansdatter (død 1642). – Bror til Gødert B.

Ikonografi

Maleri (Fr.borg), kopi efter dette (Gavnø) og gengivelse i stik 1646 af Simon de Pas. Epitafium (Petri k., Kbh.)

Annonce

Bibliografi

Kong Christian den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia, III–VIII, 1878–1947. Kbh.s diplomatarium, udg. O. Nielsen, 1872–84 1–3 5–6. Kancelliets brevbøger vedrørende Danm.s indre forhold 1616–45, 1919–68. – O. Nielsen: Kbh.s hist. og beskrivelse IV, 1885 220–22 228–31. C. Bruun: København I, 1887. Louis Bobé: Die deutsche St. Petri Gemeinde, 1925. Johan Jørgensen: Det kbh.ske patriciat og staten ved det 17. årh.s midte, 1957. Sune Dalgård: Dansk-norsk hvalfangst 1615–1660, 1962.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Degn: Johan Braem i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287491