Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

I.L. de Svanenhielm

Oprindelige forfattere FGad og HOst
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

I.L. de Svanenhielm, Ionas Lillienschiold de Svanenhielm, 1726-27.12.1801, købmand . Født på Svanøy hovedgård i Sunnfjord, død på Rømø, begravet i Rømø k. Efter sin konfirmation fik de S. kontoruddannelse hos amtmanden i Stavanger B. C. de Fine, som var gift med hans moster, og blev efter amtmandens død 1747 skriver ved rentekammeret i Kbh. To år senere fik han ansættelse på Det almindelige Handelskompagnis kontor og beskikkedes 29.4.1750 til "oberassistent" ved Jakobshavn i Nordgrønland. Her viste hans dygtighed sig straks og han fik stedets handel "sadt paa een god Foed". 1753 blev han forflyttet til Christianshåb, under hvilken tillige logen Claushavn hørte. Her var han bestyrer i de påfølgende 30 år. Koloniens afkast var fra anlæggelsestids-punktet stort; men S. formåede dog at forøge det. Da kolonien blev flyttet til en bedre beliggenhed lod S. opføre en solid bygning der stadig står. 1774–75 var han i Kbh. til rådighed ved statens overlagelse af handelen på Grønland, men vendte tilbage til Christianshåb hvor han ledede hvalfangststationen til Claushavn (Isefjords anlæg). Denne blev dog ikke nogen stor succes. 1783 tog han sin afsked fra embedet i Christianshåb, men blev boende der til sin hjemrejse 1790, noget såvel i datiden som senere sjældent. De sidste år af sit liv tilbragte han hos sin svigersøn, præsten N. Hveyssel (1752–1829) på Rømø, tidligere missionær i Sukkertoppen i Sydgrønland.

Familie

Forældre: kancelliråd, proprietær Morten de S. (død 1749) og Cecilia Christina Lillienschiold (1687–1749). Gift 13.8.1758 i Christianshåb med grønlænderen Birgithe, født ca. 1732 ved Frederikshåb (døbt som halvvoksen), begr. 25.5.1775 i Fjære ved Grimstad.

Bibliografi

H. Ostermann i Norsk slektshist. t. V, Oslo 1935 47–62.

Annonce

Samme: Nordmænd på Grønland II, Oslo 1940 749–68.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Gad, H. Ostermann: I.L. de Svanenhielm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288774