Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H.V. Tolderlund

Oprindelig forfatter PStav
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

H.V. Tolderlund, Hans Vandahl Tolderlund, 10.1.1836-20.10.1928, købmand, politiker. Født i Vallensved, Sorø amt, død på Strårup, Dalby sg., begravet i Præstø. Efter en lærlingeuddannelse blev T. elev på Svenné Langkjærs handelsakademi i Kbh. hvorfra han blev dimitteret samtidig med at han tog vekselmæglereksamen. 1862 nedsatte han sig som købmand i Næstved, men overtog 1871 en større forretning i Præstø med trælast og isenkram. I tilknytning til den drev han forskellig anden virksomhed, bl.a. som skibsreder og landmand. 1895 overdrog han forretningen til sin søn. – T. var i 30 år byrådsmedlem dels i Næstved, dels i Præstø. 1871–1900 var han svensknorsk vicekonsul i Præstø. 1871–1900 formand for direktionen af Sydsjællands Låne- og Sparebank, 1869–1900 overligningskommissær. Desuden var han en tid formand for Centralforeningen for Sjælland stifts handelsforeninger samt medlem af bestyrelsen for De samvirkende detailhandlerforeninger i Danmark og af bestyrelsen for Købstadsforeningen. 1900 flyttede han tilbage til Næstved som direktør for Brandassuranceforeningen for rørlig ejendom i Sjælland stifts købstæder. 1918–22 havde han atter bopæl i Præstø, siden på gården Strårup i Dalby ved Kolding. 1894 valgtes han af højre ind i landstinget hvor han havde sæde til 1910. Han varetog her særlig købstædernes interesser og lagde et stort sagligt arbejde i den lovgivning der angik dem, fx jernbanesager, næringslov, skatte- og toldspørgsmål o.lign. 1905 var han sit partis ordfører i forhandlingerne om den kommunale valgretsreform. I partiets organisationsarbejde tog han ledende del, 1903–08 som næstformand i repræsentantskabet og 1905–08 som formand i forretningsudvalget. Efter sin udtræden af tinget tog han ikke aktivt del i det politiske liv.

Familie

Forældre: lærer, senere kordegn og førstelærer i Sorø Lauritz Nicolaj Wilhelm T. (1807–68) og Barbra Christine Schneider (1816–91). Gift 1. gang 23.10.1863 i Næstved med Amalie Christine Schmidt, i 25.1.1842 i Næstved, død 17.10.1874 i Præstø, d af barber Johan Christian S. (ca. 1807–80) og Margrethe Kirstine Hansen (1811–70). Gift 2. gang 12.5.1877 i Kbh. (Matth.) med Victoria Ellevine Theresia Richter, født 18.7.1839 i Kbh. (Frels.), død 30.9.1921 i Præstø, d. af bødkermeste Peter R. (1794–1846) og Johanne Elisabeth Lange (1795–1880).

Udnævnelser

Etatsråd 1901. – R. 1892. DM. 1909.

Annonce

Ikonografi

Afbildet på tegn. af rigsretten 1910. Karikaturtegn, af Eigil Petersen (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

L. Tolderlund-Hansen: Medd. om slægten Tolderlund, 1915 16. N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901–93 665–67. Alfr. Bindslev: Konservatismens hist. i Danm. II, 1938 159 183. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. Stavnstrup: H.V. Tolderlund i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298469