• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gorm Rasmussen

Oprindelige forfattere AKamp og NAlsted
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Gorm Rasmussen, i USA kaldet George, 13.2.1872-22.8.1936, købmand. Født i Bogense, død på Sølyst, Klampenborg, begravet i Chicago (Rosehill kgd.). Efter endt skolegang i Bogense kom R. i købmandslære i Odense. 1890 rejste han til USA og arbejdede først som handelskommis, senere var han i Chicago hos en onkel, Hans Gormsen, der var uddannet som møllebygger og havde en tømrerforretning; efter yderligere et job som bogagent og i en lille købmandsbod på Milwaukee Ave. i Chicago, hvor han blev afskediget som uduelig, fik han ansættelse i holsteneren Wieboldts store købmandsforretning. Her ledede han kolonialafdelingen i syv år, men tog sin afsked som protest mod opstillingen af kontrolure. Straks efter startede han 1899 sammen med onkelen en urtekramforretning The National Tea Store; der solgtes til at begynde med te, kaffe, smør og æg, senere alle urtekramvarer; forretningen blev begyndelsen til en kædeforretning af store dimensioner, og snart var National Tea Company Chicagos største "chain-store". Den opslugte en række konkurrenter, og til sidst kontrollerede den hele Chicagos kolonialhandel med henved 2000 butikker i Chicago og nærliggende byer, og der solgtes efterhånden ikke alene kolonialvarer, men også kød, grønsager m.m., endvidere brød og kager fra egne bagerier samt frugtkonserves og grønsager fra egne fabrikker. Funktionærstaben omfattede hen ved 10 000 personer, og omsætningen var nær 100 mill. $ årlig. En af hemmelighederne ved R.s også efter amerikansk målestok enestående succes var hans sans for indkøb. Også krisen 1929 klarede firmaet, skønt dets bankforbindelse gik fallit. Frem til slutningen af 1970erne sås National-butikkerne i Chicago. Stærkt optaget af sin virksomhed glemte R. ikke Danmark, navnlig ikke efter at han 1924 for ½ mill. kr. kontant havde købt det historiske landsted Sølyst i Klampenborg og ofret 2½ mill. kr. på dets istandsættelse. Han kom herefter til Danmark på et længere ophold hver sommer. Han skabte på Sølyst en af tidens fineste og værdifuldeste private malerisamlinger og holdt en stor væddeløbsstald. Ved Libertyville nær Chicago grundlagde han mønsterfarmen Elmwood på 400 ha hvis avlsdyr hentede præmier hjem fra dyrskuer over hele USA. R. udøvede en overordentlig stor velgørenhed, især over for det danske alderdomshjem i Chicago. Hans hustru interesserede sig meget for dette arbejde, og desuden gennemførte hun at dansk kunsthåndværk, bl.a. Tønderkniplinger, blev vist på verdensudstillingen i Chicago. I sin forretning ansatte R. gerne landsmænd; de fleste afdelinger havde danske chefer og over 1 000 danskere fik i årenes løb beskæftigelse hos ham. Nogen tid før sin død omdannede R. National Tea Co. til et aktieselskab i hvilket han selv ejede majoriteten og hvis aktier noteredes på New Yorks børs. Ledelsen af det store foretagende varetoges fra hans død til 1947 af sønnerne Robert og George Rasmussen.

Familie

Forældre: snedkermester Carl Christian R. (1832–1911) og Ane Gormsdatter Møller (1847–1912). Gift 19.5.1906 i Chicago med Nanna Fløjstrup Hansen, født 4.10.1888 i Chicago, død 13.9.1957 i Lake Forest, Illinois (gift 2. gang med Herbert Lothe), d. af købmand Nis H. (1861–1902) og Sørine Fløjstrup (født 1862).

Udnævnelser

R. 1933.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Berl.tid. 2.7.1931. Interview med Nanna Rasmussen i Berl.aften 12.6.1934. – Berl.tid. 24.8.1936. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
A. Kamp, Niels Alsted: Gorm Rasmussen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296145