Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Emil Nielsen

Oprindelig forfatter AKamp
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Emil Nielsen, Albert Emil Adolph Nielsen, 26.3.1840-30.8.1926, købmand, generalkonsul i Brasilien. Født i Langebæk, død i Rio de Janeiro, begravet sst. N. var den ottende i rækken af en stor børneflok. Han kom i Metropolitanskolen hvor han blandt sine kammerater kom til at stå den senere redaktør og forfatter Vilh. Topsøe og historikeren Niels Bache særlig nær. 1859 tog han studentereksamen herfra, og 1861 blev han sekondløjtnant. Han gav sig derefter til at studere nationaløkonomi, men krigen 1864 afbrød hans studier idet han indkaldtes som reserveofficer ved 19. regiment som dog ikke kom til at tage aktiv del i kampene. Efter krigen tog han atter fat på studierne og blev 1866 cand.polit. Udlængsel havde grebet ham, og s.å. tog han imod en stilling som huslærer hos en mægler i Rio de Janeiro. 1869 indtrådte han som fuldmægtig i handelshuset Hamann & Co., i hvilket han 1874 blev associé. Efter nogle års forløb etablerede han sig selvstændigt under firma E. N. & Co. og trådte senere ind i firmaet Chr. Heckscher & Co. der opløstes 1899. I Brasiliens hovedstad nød N. megen anseelse på grund af sin dygtighed som forretningsmand og det præg af gammel, fin kultur der var over hans personlighed. Han var dansk generalkonsul i Rio de Janeiro 1874-90. Skønt han levede 60 år i Brasilien og var gift med en brasilianer, talte både han selv, hans hustru og børn det danske sprog perfekt.

Familie

Forældre: provst Carl N. (1805-84) og Eleonore Jacobine Amalie Holm (1807-84). -14.8.1873 i Rio de Janeiro med Sophia Hermina Margrethe Jacobine Murdoch, født 31.12.1856 i Rio de Janeiro, d. af købmand William M. (1822-66) og Wilhelmine Annalise Kalkuhl (1834-1922). – Bror til M. C. B. N.

Udnævnelser

R. 1878. DM. 1888.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Slægten fra Langebæk præstegård, udg. C. H. Langebæk 11, 1920 4; III, 1921 If. Berl. aften 25.3.1920.

Referér til denne tekst ved at skrive:
A. Kamp: Emil Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294900