Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Cort Heinrich Mercker

Oprindelig forfatter Degn
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Cort Heinrich Mercker, 17.10.1607-8.9.1671, købmand. Født i Hatneggen, Brandenburg, død i Kbh., begravet sst. (Petri). M. kom som 15-årig 1622 i lære hos lærreds-handleren Rötger von Bönnichhausen i Flensborg. Efter læretiden blev han optaget i det handelskompagni hans gamle husbond var deltager i. Det drev en omfattende handel på Danmark, Holsten og Sverige, og 1631 drog han til Kbh. hvor han kom til en af kompagnideltagerne, købmand Diedrich Molderpass. Da kompagniet 1636 opløstes grundlagde M. sin egen forretning og tog borgerskab. I 1650erne ses han som eksportør af øksne og som långiver og leverandør til kronen, således af manufakturvarer, bl.a. til hoffester, og han var 1659 en af de statskreditorer der fik pant i krongods, for hans vedkommende i Københavns len. M. var da en af de fremtrædende købmænd i hovedstaden, stod 1660 blandt statens største indenlandske kreditorer og blev 1659 medlem af de 32 mænd i Kbh. 1667 blev han beskikket til stadshauptmand hvilken stilling han havde til sin død. M. ejede fra 1650erne en af de kostbare gårde på Amagertov med grund ud til Læderstræde og erhvervede 1663 på Fyn Fjellebro og Skovsgård (Sallinge hrd.).

Familie

Forældre: sognepræst Hermann M., Hatneggen, Brandenburg, og Helene Kohlweide. Gift 1. gang 1.9.1638 i Hatneggen med Catharine Langrötger, død 11.9.1666, d. af borgmester i Hatneggen Rötger Langrötger og Anna Kielmann. Gift 2. gang 5.2.1667 med Magdalene Rode, død 24.10.1708 (begr. Petri, gift 2. gang 1678 med livlæge, professor, dr.med. Thomas Bartholin, 1618-80), d. af storkøbmand Steffen Rode (1587-1638) og Marine Olufsdatter (1596-1650).

Ikonografi

Stik af A. Haelwegh i ligprædikenen, 1672, efter dette afbildet på Heinrich Hansens mal. 1880afarvehyldingen 1660(Fr.borg).

Annonce

Bibliografi

Kbh.s diplomatarium, udg. O. Nielsen I-III. 1872-77; V-VI, 1882-84. Pers. hist. t. 2.r.III, 1888 280; 6.r.II, 1911 114 272. Afregninger med statsleverandorer fra det 17. årh., 1980 = Rigsark. I. afd. Specialreg. 124f. -Hieronymus Bueck: Ligprædiken, 1672. O. Nielsen: Kbh.s hist. og beskr. IV, 1885. L. Bobé: Die deutsche St. Petri Gemeinde zu Kopenhagen, 1925. C. O. Boggild-Andersen: Hannibal Sehested I-II, 1946-70. Johan Jørgensen: Det kbh.ske patriciat og staten, 1957. Samme: Rentemester Henrik Müller, 1966.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Degn: Cort Heinrich Mercker i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294261