Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian H. Nielsen

Oprindelig forfatter FHLau
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christian H. Nielsen, Christian Henrik Nielsen, 1.1.1809-1.5.1881, købmand. Født i Hjørring, død sst., begravet sst. N. blev handelsuddannet 1823-28 hos købmand H. P. Hansen i Ålborg. Efter læretiden tilbragte han endnu tre år i firmaet, fortrinsvis beskæftiget som ridende handelsrejsende, probenreuter. 1831 omgikkes han alvorligt med planer om at nedsætte sig i Frederikshavn, men opgav det til stor lettelse for forældrene der nødig så ham tilknyttet dette sted "som af næsten alle udskriges som en liderlig by". I stedet overtog han svigerfaderen J. P. Høygaards forretning der siden dennes død havde været udlejet. Den havde oprindelig været drevet i kompagni med N.s far. Forretningen blev snart – med skudehandel og tobaksfabrik – en af Vendsyssels betydeligste, om end nok i adskillige år belastet af N.s mange offentlige gøremål. Noget hjalp det da den ældste søn Jørgen Høygaard N. (1833-1912) blev oplært og senere førstemand. Han overtog forretningen 1868. Men selv om N. var en fremtrædende købmand var det dog ikke først og fremmest i denne egenskab hans virke kom til at tegne sig i Vendsyssel. Han var en ejendommelig karakter, rastløs og med en ubændig trang til at blande sig i alt som igangsætter og formidler i fremskridtets hellige navn. Stødende i sin iver kunne han være, men altid arbejdende og idérig for det almenvel han ville tjene. At ikke alle hans omgivelser opfattede og vurderede tingene som han forstod han ofte slet ikke. Han blev da bitter og vred og gav larmende udtryk derfor, uden dog af den grund at holde op. Først alderen og huslige sorger satte i 1870erne en endelig bom for hans initiativer. 1841 blev han medlem af Hjørring kommunalbestyrelse og året efter formand. Han satte straks ind med et reformarbejde, diskuterede på store borgermøder byens problemer, kæmpede med enevældens embedsstand – personificeret i den vanskelige amtmand J. A. Graah – skaffede byen et anlæg, fik byen ommatrikuleret, gaderne reguleret og brolagt, oprettet fattiggård, startet en avis osv. – alt med så meget besvær og ufred især om de økonomiske følger af hans tiltag at han allerede i 1844 nedlagde sit mandat. En ikke uvæsentlig rolle for det sidstnævnte spillede det dog at han også i disse år havde betydelige vanskeligheder med sin forretning, vanskeligheder der ikke var uden forbindelse med generelle handelsforhold: lokal konkurrence, landprang og kysthandel, af hvilke de to sidste var til stor skade for købstæderne. En af de veje N. søgte at gå var oprettelsen af en egentlig handelsstandsforening, "Den merkantiske forening i Hjørring" 1846. Den fik ingen betydning og ingen lang levetid; men man huskede den da man 1870 oprettede en ny ved på den første generalforsamling at gøre N. til æresmedlem. 1847 indtrådte han påny i kommunalbestyrelsen og blev straks igen formand. Han sad denne gang til 1850; men de lokalpolitiske begivenheder var i denne anden periode kun få og ubetydelige. Som købmand havde N. ofte savnet et pengeinstitut i byen til at formidle omsætningen og støtte de store anlægsvirksomheder der var under udfoldelse. Resultatet blev i første omgang – i 1844 – en sparekasse; men da han hurtigt fandt ud af at en sådan kasse ikke tjente de formål han havde forestillet sig forlod han ledelsen og gav sig i stedet til at arbejde for en bank. Den blev virkelighed i 1854 da Hjørring Diskontobank med N. som administrerende direktør begyndte sin virksomhed. Han havde i forarbejdet fået værdifuld støtte fra den store danske købmand i Hamborg, generalkonsul Hendrik Pontoppidan. Bankens landsdelsbetydning var ikke noget enestående for N.s foretagender. Allerede i 1840erne var han inspirator for store vejarbejder i Vendsyssel, og i 1850erne var han med i et dampskibsselskab der fra Frederikshavn skulle sejle på København. Det blev dog en fiasko. I 1860erne gjorde han et alvorligt forsøg på at få anlagt en havn ved Hirtshals, en plan en af hans medarbejdere kaldte "den største måske for handelen næst efter Suezkanalen i vor tid" og "det største merkantile foretagende i det nordlige Europa". Også for jernbanen gjorde N. et stort arbejde, og da den kom i 1871 fik han imod mange – også besigtigelseskommissionen – banegården placeret det "rigtige" sted, umiddelbart syd for byens centrum. Side om side med N.s arbejde for den økonomiske udvikling gik et tilsvarende arbejde for kulturlivet. 1855 fik han oprettet Den højere landboskole i Smidstrup med Thomas Bjørnbak som leder; han organiserede undervisning i håndgerning for unge piger på landet, startede en folkebogsamling i Hjørring, indsamlede oldsager, var medvirkende ved oprettelsen af Det jyske historisk-topografiske selskab m.v. Han organiserede uddannelsesrejser for unge handelsmænd, startede badeanstalt, forsikringsforeninger af forskellig slags og var strandingskommissionær. 1883 lod han sig vælge til folketinget for Hjørringkredsen; men det blev en skuffelse. Tonen og arbejdet i hovedstaden, hvor han sluttede sig til de nationalliberale, passede ham ikke, og han forlod allerede året efter det høje ting. 1866 kæmpede han for den reviderede grundlov og fornærmede derved vide kredse af de landboere der ellers i hans opbygnings-arbejde havde interesseret ham så meget. Antallet af N.s ideer var legio – mange, mange flere end de ovenfor nævnte; men de føjer ingen nye træk til billedet. Han hørte til blandt de foregangsmænd der rundt om i de danske provinser omsatte folkestyrets teorier i praktisk arbejde. Han var en type; men han var også en ener -ikke helt sammenlignelig med hans tilsvarende samtidige. Modstand irriterede ham, og han gav åbent udtryk derfor. I mange henseender var han et barn af oplysningstiden, for tidligt ude med meget – selv om tiden næsten altid gav ham ret, en ret hans medborgere ofte vedstod og hyldede ham for. Det var ikke uden grund, at man 1883 rejste en buste af ham i anlægget Christiansgave. Den var hvid og stod over for Frederik VII's, der var sort. Folkeviddet døbte dem hurtigt den hvide og den sorte konge, og det selskab var ingenlunde for lidt for N.s minde i landsdelen.

Familie

Forældre: købmand, senere ejer af Åstrup ved Hjørring, Christen Christian N. (1780-1836) og Ane Marie Henriksdatter (1787-1830). -23.10.1832 i Hjørring med Karen Marie Høygaard, født 28.3.1814 i Hjørring, død 18.2.1881 sst., d. af købmand Jørgen Pedersen H. (1779-1827) og Ane Margrethe Bidstrup (1791-1827).

Udnævnelser

R. 1865.

Annonce

Ikonografi

Akvarel af Joh. N. Bock, 1838. Buste af A. Paulsen, 1883 (Christiansgave i Hjørring). Stik af Johs. Britze, 1931.

Bibliografi

Jørgen H. Nielsen: Stamtvl. over efterkommerne af C. N., 1908 26. 100 år. Nielsen & Hovgaard ..., 1906. Thomas Larsen: En gennembrudstid II–III, 1922-27. Finn H. Lauridsen: Fra borgerskabets gennembrud. Konsul i Hjørring C. H. N., 1952. – Papirer i Erhvervsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn H. Lauridsen: Christian H. Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294927