Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Abraham Kløcker

Oprindelig forfatter HJrg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Abraham Kløcker, 28.9.1673-2.2.1730, købmand. Født i Ålborg, død i Kbh., begravet sst. (Petri k.). Godt 34 år gammel fik provinskøbmanden K. 1707 borgerskab i Kbh., og det varede ikke længe inden han regnedes for en af hovedstadens driftigste handlende. 1726 lykkedes det ham og to andre fremtrædende købmænd at skaffe hovedstaden privilegium på at være det eneste sted hvor de såkaldte fire species måtte oplagres: vin, brændevin, salt og tobak. Motiveringen for dette skridt var, at det ville vanskeliggøre smugleriet, men det var samtidig til største skade for den selvstændige handel i provinskøbstæderne, og det fremkaldte utallige klager. 1730 ophævedes privilegiet igen. K.s praktiske indsigter toges i høj grad i brug af det offentlige. 1720 var han nogle måneder kommitteret i politi- og kommercekollegiet og 1720–30 deputeret i missionskollegiet. Denne sidste stilling forbandt han med hvervet som kurator for vajsenhuset, ligesom han var direktør for Vestindisk-guineisk Kompagni. Han stod Frederik Rostgaard meget nær. – Kommerceråd. – K.s søn Herman Lengerken Kløcker (1706–65) tog borgerskab som grosserer i Kbh. 1730, blev rådmand 1734, viceborgmester 1750, købte Gjeddesdal 1741 og oprettede det til et stamhus der dog solgtes af hans enke. Han og hans broderbørn blev 1757 anerkendt som hørende til tysk adel (efter foregivende på mødrene side) og naturaliseret som dansk adel 1760.

Familie

Forældre: borger i Ålborg Jens Pallesen (død senest 1682) og Helvig Kløcker (1641–1718). Gift 1. gang med Elisabeth v. Lengerken, begr. 4.3.1718 i Kbh. (Petri k.), d. af købmand Herman v. L. (død 1702) og Elisabeth Holst (ca. 1665–1718). Gift 2. gang 26.8.1719 med Johanne Heerfordt, født 12.8.1681, død 21.11.1756 i Kbh., begr. i Petri k. (gift 1. gang 1698 med rådmand Elovius Mangor, 1662–1714), d. af apoteker Christopher H. (1642–91) og Cecilie Iversdatter (1657–1721).

Bibliografi

J. C. L. Lengnick: Stamtvl. over købmand A. v. K.s descendenter, 1840 (også i Lengnicks Genealogier, 1. saml., 1844). Tidsskr. for den norske personalhist. I, Kria. 1840–46 83–96. Danm.s adels årbog XXV, 1908 240. Carl Bruun: København, II, 1890. O. Nielsen: Kbh.s hist. VI, 1892. – Papirer i Kgl. bibl.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Harald Jørgensen: Abraham Kløcker i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292681