Niels Arnth-Jensen, 15.10.1909-17.10.1990, industrileder. Niels Arnth-Jensen var handelsuddannet, ikke tekniker. I starten sigtede han slet ikke mod erhvervslivet men mod en kunstnerisk virksomhed som musiker, og blev efter realeksamen 1925 optaget på Konservatoriet. Han afbrød denne uddannelse og tog 1930 højere handelseksamen fra Niels Brocks handelsskole – samtidig med denne uddannelse virkede han som balmusiker. Efter en ansættelse på andelsslagteriet i Slagelse var han 1932–33 ansat i Hamburg og London og derefter til 1938 bogholder – i perioder den egentlige leder – af Esbjerg andels svineslagteri.

1938 fik Niels Arnth-Jensen sin første egentlige lederstilling idet han i C. Schous Fabriker overtog administrationen af de mange butikker (sæbeudsalg) virksomheden havde landet over. Niels Arnth-Jensen vendte 1943 tilbage til andelsbevægelsen idet han blev direktør for sukkerfabrikken i Nykøbing; den gunstige udvikling virksomheden kom ind i var uden tvivl baggrunden for at han 1955 blev hentet til De danske sukkerfabrikker som merkantil direktør. 1957–72 var han administrerende direktør. Sukkerfabrikkerne stod netop da over for udløbet af koncessionen, og selv om det ikke lykkedes Niels Arnth-Jensen at frigøre fabrikkerne for den koncession der tidligere havde været en støtte fik man nu inden for denne så frie hænder at virksomheden i de følgende år med stort held kunne udfolde sig uden for sukkerproduktionen dels direkte (salg af sukkerroefrø og maskinkonstruktioner), dels indirekte gennem datterselskaber inden for handel og industri. Det var også Niels Arnth-Jensen der 1970 trods politiske vanskeligheder næsten uændret fik gennemført den nye sukkerordning der bevarede produktionen skønt der havde været planer om at aftrappe den til fordel for u-landene. To år senere fratrådte A.-J. stillingen i sukkerfabrikkerne for at overgå som "arbejdende" formand (en slags koncernleder) i F. L. Smidths bestyrelse, et skifte der havde været forberedt et par år. Han var bestyrelsessformand til 1982.

Uanset den centrale placering i dansk industri var det først og fremmest som formand for Industrirådet 1966–69 og 1971–72 Niels Arnth-Jensen blev kendt af den store offentlighed. I hans formandstid blev selve rådets administration moderniseret og stærkt udbygget; men navnlig blev det sædvane at rådets formand tog del i den almindelige politiske debat og stærkt markerede industriens synspunkter, en linje der, selv om den har givet indflydelse, alligevel i begyndelsen mødte modstand hos flere af industriens ledere.

Niels Arnth-Jensen var medlem af en lang række erhvervsvirksomheders bestyrelse, af Atomenergikommissionen, Forskningens fællesudvalg m.m. og var 1966–70 formand for Handelshøjskolens styrelsesråd.

Familie

Niels Arnth-Jensen blev født i Gerlev, Sorø amt; begravet på Gerlev kirkegård, Slagelse.

Forældre: førstelærer, senere folketingsmand og indenrigsminister N. E. A.-J. (1883–1966) og Karen Sigrid Christine Jensen (1887–1961). Gift 5.7.1934 i Gerlev med Inger Theen, født 28.7.1909 i Slagelse, d. af bogholder Waldemar T. (1874–1948) og Sigrid Hansen (1879–1963).

Udnævnelser

R. 1960. R.1 1966, K. 1972. SK.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Børsen 15.4. og 6.10. 1969. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig