Julius Madsen

Julius Madsen, Julius Martin Madsen, 20.7.1873-29.1.1938, industridrivende. Født i Sakskøbing, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). M. blev uddannet som maskintekniker og var derefter maskinkonstruktor på Orlogsværftet 1895-98, ingeniør i Akts. Vølund 1898-1901, 1901 medstifter af og til sin død medindehaver af ingeniørfirmaet Albrechtsen & Madsen der navnlig beskæftigede sig med konstruktion og opførelse af centralvarme-, ventilations- og spildevandsanlæg. Han var en mand med stor interesse for offentlige anliggender. 1923-33 var han medlem af Kbh.s borgerrepræsentation og i otte af disse år formand for den borgerlige fællesgruppe, endvidere medlem af Kbh.s havnebestyrelse fra 1926. Politisk sluttede han sig til det konservative folkeparti og var medlem af dets hovedbestyrelse. Det var dog særlig organisationsområdet han viede sine kræfter, og han valgtes i første række til en del tillidsposter i jernindustrien. 1919 blev han medlem af bestyrelsen for Foreningen af fabrikanter i jernindustrien i Kbh. (1921-22 og 1924-32 formand), og samme år kom han i bestyrelsen (-1937) for Sammenslutningen af arbejdsgivere inden for jern- og metalindustrien i Danmark hvis formand han var 1926-32. Endvidere blev han 1924 medlem af Dansk arbejdsgiverforenings hovedbestyrelse, 1927 af forretningsudvalget, 1931 næstformand og 1932 formand. På grund af disse tillidsposter inden for jernindustrien og arbejdsgiverforeningen blev der lagt mange andre hverv på M.s skuldre; således var han medlem af socialrådet 1923-29, af sociallovgivnings-kommissionen 1925-29, af invalideforsikringsretten 1921-33 og tilforordnet retten 1934, medlem af arbejdsnævnet fra 1926, af Arbejdsløshedsfondens bestyrelse fra 1927, af socialministeriets arbejdsudvalg fra 1932, af Håndværkerbankens bestyrelse fra 1928, af bestyrelsen for Pensions-forsikringsanstalten fra 1924 og formand for Arbejdsgivernes ulykkesforsikring fra 1932. Han var endelig formand for bestyrelsen i Akts. Det danske Kulkompagni.

Den meget krævende stilling som Dansk arbejdsgiverforenings formand gav M. lejlighed til at udfolde fremragende evner, og han gik med den største kraft og interesse op i dette arbejde. De der ikke kendte ham nærmere kunne måske få indtryk af at han var en stejl natur; det rigtige heri er at M. var en stærk mand der, når han var overbevist om rigtigheden af sine anskuelser, ikke var let at rokke; men han var både forhandlingsvillig og meget forhandlingsdygtig, og både herved og på grund af personlig charmerende egenskaber opnåede han i mange tilfælde store resultater. Han tiltrådte stillingen som Arbejdsgiverforeningens formand under særdeles vanskelige omstændigheder i 1930ernes første kriseår. Han blev formand da pristallet gik stærkt nedad og kravet om nedsættelse af lønningerne voksede inden for medlemmernes kreds; men både i 1933 og de følgende år førte sammenbrud i overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet til lovindgreb fra den socialdemokratiskradikale regering, dels i form af forbud mod arbejdsstandsninger, dels ved ophøjelse til lov af forligsinstitutionens mæglingsforslag. Under disse politiske forhold hvor arbejdsgiverforeningens position svækkedes søgte M. gennem mange initiativer og en energisk forhandlingsindsats at bekæmpe statsindgrebene og skabe en nærmere kontakt med De samvirkende fagforbund, og opnåede på flere områder resultater. Det var først og fremmest ham det skyldtes at man 1936 fik gennemført de nye forhandlingsregler for arbejdsmarkedet i hvilke det frivillige voldgifts-princip fik en stærkere placering. Han gjorde en betydelig indsats for at forhindre loven om forbud mod overarbejde ved en frivillig overenskomst med De samvirkende fagforbund, men han mødte her uoverstigelige hindringer. Også med hensyn til selve Dansk arbejdsgiverforenings organisation fremsatte han planer om ændringer af betydelig rækkevidde. Når M. ikke nåede at gennemføre alle sine planer skyldtes det i væsentlig grad alvorlige sygdomsanfald. Allerede 1934 måtte han overlade forligsforhandlingerne til fabrikant Hjalmar Madsen, og det sidste halve år tvang en uhelbredelig lungesygdom ham til at lægge arbejdet i næstformanden oldermand Esper Eisings hænder. 1937 blev M. æresmedlem af Jernindustriens sammenslutning.