Johan Guildal, Johan Peter Samuel Goldschmidt Guildal, 1.12.1855-.1920, industridrivende. Født i Kbh. (Helligg.). Efter udstået læretid i grossererfirmaet Heggum & Hansen søgte G. til udlandet hvor han i Tyskland og England satte sig ind i farverteknikken. 1878 blev han medindehaver af onkelen Benny Goldschmidts farveri, og efter dennes død 1880 drev han det videre sammen med A. Nordholm. 1906 overgik firmaet Goldschmidt & Nordholm til et aktieselskab for hvilket G. blev direktør. Han beklædte denne stilling til 1919 og tog i disse år ivrigt del i håndværkets organisationsliv, ligesom han havde sæde i flere store virksomheders bestyrelse, således Handelsbanken (fra 1908), Kulkompagniet, Danske Lloyd, Danskrussisk Dampskibsselskab, Atlas og Portland Cementfabrik Danmark. Fra 1894 var han Dansk farverforenings kasserer, 1899-1911 var han formand for den københavnske afdeling inden for fællesrepræsentationen for dansk industri og håndværk og 1906-08 formand for Industriforeningens repræsentantskab. Endvidere var han bestyrelsesmedlem i Dansk exportforening og deltog i denne egenskab som industriens repræsentant 1899-1900 i "Valkyrien"s togt til Østasien. -Nævnes må også G.s interesse for historie, kunst og numismatik. 1914-16 var han formand for Numismatisk forening, og Vendsyssels historiske museum udnævnte ham til æresmedlem. G. var et nervøst temperament der ved en vis stejlhed i optræden ofte skaffede sig modstandere.

Familie

21.12.1920 på Frbg., begr. sst. F: skibsmægler Julius Goldschmidt (1815-89) og Caroline Marie Hansen (1835-96). Navneforandring 8.12.1906. -29.5.1881 i Hellested med Anna Christine Nancy Thaning, født 1.6.1857 i Valløby, død 10.9.1918 i Raklev, d. af sognepræst, sidst i Hellested provst Terkel T. (1818-90) og Severine Johanne Louise Caroline Howitz (1823-1907). – Far til Poul G.

Udnævnelser

R. 1899.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

111. tid. 2.10.1898. Blade af farveriets hist. i Danm. 1888-1913, ved Vilh. Meyer, 1913. Berl. tid. 22.12.1920. Børsen 23.12.s.å. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig