H. P. Frederiksen

H. P. Frederiksen, Hans Peter Frederiksen, 9.5.1810-12.2.1891, industridrivende, bankdirektør. Født i Kbh. (Holmens), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). I drengeårene sendtes F. – i overensstemmelse med faderens og stedfaderens profession – til søs, men af helbredshensyn sattes han senere i snedkerlære og 1827 blev han svend. 1831 drog han til udlandet, først Stettin, derefter Berlin og Paris. I sidstnævnte by hvor han opholdt sig halvfemte år stiftede han bl.a. bekendtskab med P. A. Heiberg og Hugo Harring samt med A. F. Tscherning hvilket sidste bekendtskab senere i livet fik betydning for ham. Samtidig med at F. under sit Parisophold arbejdede som snedker, dekoratør og finérskærer og udviklede sine evner såvel teoretisk som praktisk – 1836 fik han Det polytekniske selskabs højeste præmie for geometrisk tegning – grebes hans livlige sind stærkt af tidens moderne rørelser, og navnlig påvirkedes han af julirevolutionens ideer. Efter sin hjemkomst til Kbh. 1837 arbejdede han uden held med forskellige planer. Et 1841 oprettet maskintræskæreri ophævedes allerede 1847, og et projekt til en dampmølle – som førte ham på studierejse til Belgien og Frankrig – realiseredes ikke. Som ivrigt medlem af den socialistisk farvede Håndværkerdannelsesforening spillede han i martsdagene 1848 en vis politisk rolle om hvilken der i udlandet gik overdrevne rygter, og optrådte på hippodrommøderne og som opponent ved A. S. Ørsteds valgmøder. Tscherning gjorde ham 1848 til forvalter i Kastellet hvor han forblev under de følgende krigsministre til posten 1854 inddroges.

En interessant side af F.s virke er knyttet til de første forsøg på at skabe et selvstændigt bankerhverv i Kbh. 1854 var han primus motor ved oprettelsen af Den private Laanebank, men da denne blev af beskedent omfang trak han sig hurtigt tilbage. Efter næringsfrihedens indførelse 1857 der i ham – som medlem af Industriforeningens repræsentantskab – havde haft en ivrig talsmand begyndte han på ny at sysle med bankplaner, og 1862 var han med til at starte Industribanken hvis direktør han blev. Han nærede her meget højtflyvende planer. En ny tid for landets håndværk og industri skulle sikres gennem banken, og han synes – påvirket af socialistiske forfattere i udlandet – at have tænkt sig Industribanken som middel til omskabelse af samfundet. Hans bank blev den første der her i landet knyttede en særlig sparekasseafdeling til sig; men bortset herfra satte den sig ikke spor i dansk bankliv. Dens virksomhed og udviklingsmuligheder lammedes hurtigt ved forskellige tab og uheld, og i det vanskelige konjunkturår 1877 måtte F. fratræde som direktør. Banken vedblev under beskedne forhold at bestå til 1905 da den overtoges af Landmandsbanken.