Fredrik Hammond

Fredrik Hammond, 1718 el. 1719-7.12.1758, industridrivende. Født i Danmark, død i Kbh. H. var født året før moderen giftede sig med fogeden på Inderøy, men en samtidig påstand at denne ikke var faderen kan ikke verificeres. At H. voksede op i Trøndelagen bevidnes af et hyldestdigt, tildels i trøndersk dialekt, i anledning af arveprins Christians fødsel 1745. En overgang var han soldat – efter en datters oplysning først ved livgarden, derefter ved ingeniørkorpset -men 1739 blev han student, med Ludvig Holberg som privatpræceptor, i Kbh. Efter at have opgivet at studere teologi "ifølge hans muntre Temperament" læste han på egen hånd kameral-videnskab. 1743-51 var han sekretær ved den norsksvenske grænsekommission, 1748 fik han titel af kancellisekretær, 1750 af virkelig kancelliråd. H. synes at have været en elskværdig person og dertil initiativrig og opfindsom. Han var således velanskrevet i regeringskredse i Kbh., og at han ansås for en dannet mand ses af at han blev optaget som medlem af Jacob Langebeks Kgl. danske selskab. Fra 1752 var han bosiddende i Norge hvor han dels drev landbrug, og dels forsøgte sig med forskellige former for industri. Hans virke her bar præg af ønske om at fremme almenvellet; således fik han 1754 oprettet et "Sæde-Korns Magasin" der på grundlag af frivillig aflevering i høsttiden skulle hjælpe de trængende med udsæd om foråret. Ligeledes søgte han at fremme en produktion af varer, fx fortinnede jerngryder, der skulle gøre Norge mere uafhængig af import fra Sverige. Ved privat betalte observatører holdt han sig orienteret om de politiske forhold hos denne farlige nabo, og han ansatte svenske fagfolk ved sine virksomheder. Endvidere oprettede han et teglværk og, på opfordring af gehejmeråd Otto Thott, en kobbermølle Fridrichsfors ved Lillehammer. Han fik dog i længden svært ved at skaffe tilstrækkelig likvid kapital til sine foretagender, og da han ikke fik den produktionsstøtte han havde ansøgt regeringen om begyndte han 1757, vistnok på tilskyndelse af sin svenske fabrikmester Anders Andersson Sundblad, at fremstille falske bancosedler. Sedlerne var ifølge B. W. Luxdorph "ganske lige de gode", men samme efterår blev han angivet af en uven. Under falsk foregivende blev han lokket til Kbh., røbede sig og blev, efter at der var sendt folk afsted for også at arrestere Sundblad, 20.2.1758 arresteret og sammen med hustruen sat i kastellet. Skønt hun ikke var hans medskyldige blev hun, der var højt frugtsommelig, først løsladt 12.4., hvorefter hun i breve bestormede Kurantbankens direktion for at få udleveret nogle af sine ejendele og få lov at bjerge høet på deres af staten ligeledes beslaglagte norske ejendom Edsvold i Nes. H. der ligesom Sundblad lå lænket på hånd og fod søgte at redde livet ved fra fængslet dels at appellere til direktionens medlidenhed, dels at fremsætte en række samfundsøkonomiske forslag. 29.6. blev han og hans medskyldige dømt fra ære, liv og gods. I en benådningsansøgning foreslog han selv livsstraffen ombyttet med forvisning til Vestindien. Et så groft angreb på statens pengevæsen kunne dog efter tidens opfattelse næppe benådes, alligevel synes der at have været betænkeligheder ved at lade straffen fuldbyrde. I november forlød det at en ny udsættelse af eksekutionen skyldtes at Sundblad, der under fængslingen fremkom med flere fantasifulde forslag, havde stillet i udsigt at ville afsløre en ny teknik ved fremstilling af pengesedler. Men 7.12. blev de begge henrettet med sværd på Nytorv i Kbh. Det blev den sidste henrettelse på dette sted. – H.s Svane-Sang eller poetiske AfskeedsTale ... blev efter hans ønske udgivet af enken 1759. Da den 1814 blev genoptrykt i Wolffs Journal meldte H.s yngste datter sig med yderligere oplysninger om faderen. Wolff udtaler at H.s portræt "udviser Fromhed og Jovialitet", hvorved han sikkert udtrykker en overleveret undren over om H. virkelig var en forbryder der burde bøde med livet.