Theodor Suhr, Johannes Theodor(us) Suhr, 2.4.1792-10.11.1858, grosserer. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet i Gentofte. Firmaet J. P. Suhr & Søn var grundlagt 1749 af S.s bedstefar og udviklede sig i dennes levetid til et af de førende grossistfirmaer i hovedstaden. Under faderen udvidedes forretningen yderligere ved handel med tjære, hør, hamp, kul, salt m.m. ligesom det spillede en betydelig rolle i vekselshandelen. Krigen med England fra 1807 betød vanskeligheder, særlig med kulhandelen, men dets faste forankring i Østersøhandelen og handelen på Norge betød at huset overlevede de vanskeligheder der i denne periode ramte så mange af Københavns storhandelshuse. Ved faderens død var situtationen dog i mange henseender problemfyldt. To sønner var døde inden faderens ret tidlige død, og S., der var blevet student 1810 og havde forberedt sig på at studere teologi måtte sammen med en ældre bror, Didrik Suhr, indtræde i firmaets ledelse som prokurister idet moderen til sin død 1842 stod som husets formelle indehaver. Der forestod for J. P. Suhr & Søn en række vanskelige år med afvikling af bl.a. norske engagementer, og da man omkring 1820 var nået til en sanering af husets økonomi havde man i endnu en årrække vanskeligheder pga. landbrugskrisen. Fra slutningen af 1820erne var der imidlertid tale om fremgang, og en stærk vækst i husets omsætning indtraf ind i 1830erne. Fra ældre tid havde J. P. Suhr & Søn handlet med et bredt udvalg af indenlandske og europæiske varer, men efterhånden udskilte S. de egentlige hørkramartikler for i stigende omfang at koncentrere sig om handelen med kul og jern. I 1820erne engagerede han sig en tid i kornhandelen, og lejlighedsvis handlede J. P. Suhr & Søn med andre artikler hvis gunstige konjunkturer indbød hertil. Det var bl.a. i 1830 tilfældet med hampeolie hvor S. imidlertid kom i modsætningsforhold til andre ledende københavnske handelsfolk idet han havde benyttet viden om regeringens politik over for Rusland til at foretage fordelagtige dispositioner. J. P. Suhr & Søn koncentrerede sig imidlertid først og fremmest om handelen med jern og kul, og husets forbindelser knyttedes derfor i stigende grad til Sverige og England. Ikke mindst i kulhandelen fik S. snart en ledende stilling. I 1830erne stod huset for mere end 20% af dansk kulhandel, og ved S.s død gik ca. 1/3 af den danske import af kul gennem J. P. Suhr & Søn. Firmaet spillede i en periode hvor der endnu ikke fandtes egentlige forretningsbanker en betydelig rolle for den penge- og kreditomsætning forretningslivet havde behov for. I disse funktioner havde huset J. P. Suhr & Søn forbindelse med førende hamburgske bankiers, men der var ikke tale om afhængighed af hamburgsk kapital. S. trak på sine forbindelser i denne by, men han stillede også husets kredit til sine forbindelsers disposition. Firmaets egentlige varehandel foregik helt overvejende på selvstændigt økonomisk grundlag. S. udvidede tidligt sine aktiviteter til den begyndende, hjemlige industri. Han forpagtede 1827 valseværket på Frederiksværk hvor han påbegyndte fremstilling af kobberplader. Her lod S. året efter opstille den første større (20 hk) danskbyggede dampmaskine. 1831 erhvervede han kobbermøllen i Brede, og gennem udenlandske, særlig brabrantske "kobberførere" drev S. i den følgende tid en udstrakt handel med kobberplader. Overhovedet indtog S. en ledende stilling i den gryende metalindustri i Danmark. S. afviklede disse engagementer i 1850erne, men han investerede fortsat i dansk industri, i fabrikkerne på Ørholm og Strandmøllen, i M. P. Allerup, Odense og i ikke-danske foretagender.

Ved moderens død 1842 kunne S. udbetale sine søskende deres arveparter og tiltræde huset som eneindehaver med en anslået formue på 800 000 rdl. Et par år efter passerede han millionen, og i 1853 1,5 mill. rdl. Ved udgangen af 1855 overdrog han firmaet til sin brorsøn, men S. vedblev i nogle år at arbejde på kontoret. – S. havde 1822–35 været medlem af de 32 mænds forsamling i København, og var virksom ved forberedelserne til det første stændervalg og stod som indbyder til trykkefrihedsadressen 1835. 1840 erhvervede han Schimmelmann-familiens lystejendom Sølyst, som han istandsatte, og hvor S. i lighed med hvad der blev tilfældet i familiens ejendom på Gammeltorv førte et stort hus med udstrakt selskabelighed, og hvor S. omgikkes kulturlivets og det politiske livs ledende skikkelser. En note i litteraturhistorien tilkommer S. i forhold til ægteparret J. L. og Johanne Luise Heiberg. De havde gjort hinandens bekendtskab på en baderejse i 1839, og forbindelsen blev vedligeholdt efter hjemkomsten. I sine erindringer tillægger fru Heiberg sig æren for at den tidligere så forretningsoptagne S. nu engagerede sig aktivt og udadvendt i hovedstadens liv. Utvivlsomt har S. følt sig tiltrukket af ægteparret og af scenens ubestridte førstedame, men som altid må man regne med fru Heibergs konstante iscenesættelse af sine omgivelser til egen glorificering i erindringsværket. S. købte 1853 Bonderupgård, 1856 Merløsegård, og han stillede på Bonderupgård en sommerbolig til rådighed for ægteparret Heiberg hvor han døde 1860. – S. var barnløs, men testamenterede sin formue til en familiestiftelse. J. P. Suhr & Søn omdannedes 1897 til A/S Det danske Kulkompagni. – Agent 1829. Etatsråd 1847.

Familie

Forældre: grosserer Ole Berendt S. (1762–1815) og Dorothea Beckmann (1759–1842). Gift 30.3.1816 i Kbh. (Helligg.) med Christine Caroline Andrea Falch, født 7.11.1790 i Kbh. (Helligg.), død 10.11.1856 sst. (Frue), d. af grosserer, bankkommissær Andreas F. (1748–97) og Charlotte Sophie Suhr (1756–1822).

Udnævnelser

R. 1849. DM. 1854. K. 1856.

Ikonografi

Mal. af W. Marstrand, 1858 (Fr.borg). -Mindesmærke på graven med relieffer af C. Peters, 1860.

Bibliografi

Johanne Luise Heiberg: Et liv II, 1891 (5. udg. 1974). Til minde om J. Th. S., 1892. C. Nyrop: Det Suhrske hus i Kbh. 1749–1899, 1899 103–56. E. Nystrøm i tilskueren XXXIII, 1916 I 139–47. Industriens hist. i Danm., udg. Axel Nielsen III, 1944 (reproudg. 1975) 217–35. Den Suhrske stiftelse, red. H. Albrectsen og L. Th. S. Madsen, 1959. Birgit Nüchel Thomsen og B. Thomas: Dansk-engelsk samhandel 1661–1963, 1966 (særtryk af Erhvervshist. årbog 1965) 225–56.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig