Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

S.N. Meyer

Oprindelig forfatter JVest
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

S.N. Meyer, Sophus Napoleon Meyer, 14.3.1856-16.5.1921, grosserer. Født i Kolding, død i Hellerup, urne på Mos. Vestre. Efter at M. havde gennemgået sin læretid i W. Klenows Garverier, som dengang lå på Åboulevarden, rejste han til England for videre uddannelse inden for hudebranchen. 23.9.1880 grundlagde han sit eget firma i baggården Vesterbrogade 66, men på grund af indehaverens ungdom varede det nogle måneder inden han fik formaliteterne i en sådan orden at S. N. M. & Co. kunne træde i virksomhed med en startkapital på 2000 kr., en prokurist og et bud. Fra begyndelsen var firmaets virksomhed opkøb af danske huder med eksport for øje, og denne opgave blev siden fastholdt med aldrig svigtende energi fra indehaverens side selv om firmaet, da det i dette århundredes begyndelse var blevet stort, også optog køb af svenske huder gennem en filial i Malmö og finske huder fra en filial i Helsingfors. Senere udstrakte M. yderligere sin virksomhed til Rusland og etablerede opkøbskontorer i St. Petersborg (Leningrad), Riga og Nisnij Novgorod (Gorkij) som bestod indtil revolutionen; desuden indrettede han sit eget salgskontor i New York. Mens firmaets omsætning i dets første levetid androg 175.000 kr. var det tilsvarende tal tyve år senere 2½ mio. kr., og siden hen blev omsætningen endda flere gange fordoblet; i M.s sidste leveår hørte firmaet utvivlsomt til de største inden for hudebranchen i de nordiske lande. Ved siden af denne virksomhed havde M. også stor interesse for københavnske ejendomme, og han blev i årenes løb en meget stor ejendomsbesidder ligesom han flere gange optrådte som bygherre i større stil, bl.a. byggede han Westend og Vesterbrogade 80-82. Krigsårenes store spekulationsvirksomhed på Kbh.s aktiebørs fangede imidlertid også hans interesse, og ved sin deltagelse i forskellige spekulationskonsortier kom han ud for store tab hvilket dog ikke forhindrede at han ved sin død efterlod sig en anselig formue hvoraf en betydelig del kom almene formål til gode. I mindet om sine drengeår i Kolding skænkede han 100.000 til oprettelsen af en købmandsskole i denne by ligesom museet på Koldinghus blev støttet på forskellig måde. Hans forståelse af hvor vigtigt det var at række den unge vordende købmand en hjælpende hånd gav sig udslag i stiftelsen af S. N. M.s Legat til Uddannelsen af unge danske Handelsmænd meden kapital på næsten en kvart mio. kr. hvilket legat sorterer under Grosserer-Societetet. - Som købmand var M. i besiddelse af meget betydelige evner, og fra en beskeden start opbyggede han en virksomhed inden for hudebranchen i virkelig stort format som fra 1920 er blevet videreført af hans to brorsønner. Han var desuden medstifter og formand i bestyrelsen for A/S Dansk Chromlæderfabrik samt medstifter af og bankrådsmedlem i Frbg. bank. Også sportslivet havde hans virksomme støtte, og han var bl.a. medlem af bestyrelsen for Dansk idrætsforbund.

Familie

Forældre: købmand Hartvig Wulff M. (1812-87) og Ester Cohen (1812-87). Ugift.

Ikonografi

Tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1920.

Annonce

Bibliografi

[Otto Levin:] Fyrretyve år mellem huder og skind, 1921. Samme: S. N. M. & co. 1880-1930, 1930 (også ty., eng. og fr. udg. s.å.). S. N. M. & co. 1880-1955,1955.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Vestberg: S.N. Meyer i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294313