S.M. Plum, Sophus Munk Plum, 19.8.1847-23.10.1904, grosserer. Født i Vester Hassing, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). Efter 1864 at have taget den udvidede præliminæreksamen på universitetet fik P. sin kobmandsuddannelse hos sine to ældre brødre (N. M. & F. Plum) i Assens, og da hans tredje bror Thorvald Plum 1869 rejste til England overtog han hans plads hos Fr. Th. Adolphs enke. De to traf nu aftale om sammen at begynde for sig selv. Thorvald Plum løste borgerskab som grosserer 1872 og P. 1873, og dermed lagdes grunden til firmaet T. & S. M. Plum. Dette begyndte som en agenturforretning, navnlig i jern og petroleum, men da flere af firmaets udenlandske forbindelser bad dem om at skaffe dem dansk smør af god kvalitet blev denne artikel optaget som eksportvare. I løbet af forholdsvis få år blev smøreksporten forretningens hovedhjørnesten, selv om P. en overgang også virkede inden for kornbranchen og i den anledning midlertidig havde domicil i Assens. Sidst i 1870erne flyttede han atter til Kbh., og i de følgende år udviklede firmaets smørforretning sig i en så storstilet skala at firmaet på dette område blev det ledende i Danmark og helt ind i begyndelsen af dette århundrede ansås det inden for smørkyndige kredse som det der var nået længst frem i retning af rationel drift af smøreksportvirksomheden. Når dette resultat nåedes skyldtes det i første række Thorvald Plum, men at denne havde en udmærket hjælp i P. er uden for enhver tvivl, og i særlig grad skal der peges på at han ledede hele den finansielle administration hvilket nødvendiggjorde megen påpasselighed da firmaets omsætning krævede langt flere penge end firmaet selv rådede over. I begyndelsen af dette århundrede forsøgte P. også at oparbejde en forretning i sibirisk smør, men denne afdeling likvideredes efter hans ret tidlige død. – P.s noble personlighed og fremtræden vakte hurtigt hans standsfællers tillid. Fra 1884 til sin død var han således medlem af sø- og handelsretten; han sad desuden en årrække i bestyrelsen for Foreningen til unge handelsmænds uddannelse og udfoldede på dette område et betydeligt initiativ. 1892-98 var han medlem af Kbh.s borgerrepræsentation.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Tårnby Niels Munk P. (1803-65) og Charlotte Elisabeth Blædel (1811-93). Gift 11.5.1879 i Assens med Antonie Christine Elisabeth Marie Christiansen, født 5.9.1859 i Flensborg, død 17.4.1910 i Kbh., d. af købmand i Flensborg, senere amtsforvalter i Assens og Roskilde Johan Caspar C. (1821-92) og Anthonie Christine Elisabeth Schumacher (1822-1900). – Bror til Thorvald P. Farbror til Harald P.

Udnævnelser

R. 1900.

Ikonografi

Afbildet på P. S. Krøyers mal. Fra Kbh.s Børs, 1895 (Børsen, Kbh.). Foto.

Bibliografi

Børsen 25.10.1904. Inger Marie Plum i Erhvervshist. årbog XV, 1964 7-45. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig