Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Julius Bernburg

Oprindelig forfatter EKJo
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Julius Bernburg, Julius Isaac Liepmann Bernburg, 8.12.1840-25.10.1911, grosserer. Født i Kbh, død i Hellerup, begravet Mosaisk Vestre kgd., Kbh. B. kom efter endt skolegang på Mariboes realskole i handelslære hos grosserer J. M. Salomon i Kbh. Efter læretidens afslutning videreførte han uddannelsen i London 1861–62 og tog 1864 grossererborgerskab i København. Han opbyggede en betydelig købmandsvirksomhed der omfattede såvel eksport af danske landbrugsprodukter som import af især russiske og oversøiske varer (korn og oliefrø). I en længere årrække virkede han desuden som agent i Danmark for Krupp. Ved siden af sin grosserervirksomhed gjorde B. på flere felter en betydelig indsats i det økonomiske genrejsningsarbejde efter 1864. Han var blandt initiativtagerne til det store Lamme-fjordsprojekt i begyndelsen af 1870erne og sad som et særdeles aktivt bestyrelsesmedlem i Aktieselskabet til Lammefjordens Tørlægning 1873–88. I de følgende år engagerede han sig stærkt i arbejdet omkring udviklingen af dansk udenrigshandel og eksportvirksomhed. Han tog fra første færd del i bestræbelserne for oprettelsen af Københavns Frihavn 1891 (bestyrelsesmedlem 1891–1911). I denne sag havde han et nært samarbejde med Landmandsbankens direktør Isak Glückstadt der også støttede B.s initiativ 1895 til oprettelsen af Dansk Eksportforening. Som foreningens første formand gjorde han et betydeligt arbejde for at organisere og fremme dansk eksportvirksomhed bl. a. gennem udsendelse af rejsende, udstillingsvirksomhed m.v. Han var således medlem af komiteen for den danske afdeling på verdensudstillingen i Paris 1900, men interne stridigheder i foreningens ledelse som følge af hans ret diktatoriske ledelsesform var årsag til at han 1901 forlod foreningens bestyrelse. I årene 1903–07 udsendte han for egen regning en række geologiske undersøgelsesekspeditioner til Vestgrønland med henblik på udnyttelse af evt. mineralrigdomme og iværksatte fra 1905 en egentlig minedrift (kobber o.a.). Efter et par års forløb overdrog B. dog sin koncession til Grønlands Minedrifts Aktieselskab der fortsatte brydningen til begyndelsen af 1930erne. B. var en udadvendt natur, præget af virkelyst og idérigdom. Som stærkt musikinteresseret sad han i en periode i ledelsen af Københavns Musikforening.

Familie

Forældre: grosserer Isaac Moses Lipman B. (1800–58) og Hanne Israel (1809–69). Gift 27.10.1874 i Kbh. (Mos.) med Harriet Levy, født 9.7.1851 i Hamburg, død 8.5.1925 i Espergærde.

Udnævnelser

R. 1900.

Annonce

Bibliografi

J. B. i Det grønlandske selskabs årsskr., 1908 1–27. – III. tid. 29.5.1904. Nationaltid. 25.10.1911. Politiken 26.10.1911. Lars Nikolajsen i Erhvervshist. årbog, 1975 31–61. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Korr Johansen: Julius Bernburg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286841