Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Hansen

Oprindelig forfatter JVest
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Johan Hansen, Johan Peter Christian Hansen, 6.2.1838-28.2.1913, grosserer, skibsreder. Født i Kbh. (Petri), død i Kbh., begravet sst. (Holmens). Efter afsluttet skoleuddannelse blev H. allerede i nittenårsalderen optaget som associé i sit fædrene firma og kom således i en meget ung alder til at være med i den betydelige udvikling, firmaet tog under hans fars driftige ledelse. Kort efter dennes død (1868) optog H. hans mangeårige betroede medarbejder Olof Hansen (1841-97) som sin kompagnon og fik i denne en overordentlig værdifuld støtte. Mens H. var den stilfærdige, repræsentative mand som ikke mindst firmaets engelske forretningsforbindelser i særlig grad følte sig tiltrukket af, betegnede Olof Hansen utvivlsomt i langt højere grad det stærke initiativ, og for så vidt kan det siges at de to kompagnoner supplerede hinanden fortrinligt. I deres virketid så firmaet da ikke blot sit hidtidige virkefelt stadig vokse, men samtidig knyttedes rederivirksomhed hertil ved dannelsen af Dampskibsselskabet Dannebrog, (1883), Dampskibsselskabet af 1896, (1896) og Dampskibsselskabet Neptun, (1901), for hvilke selskaber firmaet C. K. H. blev korresponderende reder. Ved Olof Hansens død 1897 optoges H.s to sønner Johan H. (1861-1943) og Robert H. (1863-1912) som medindehavere, og ret hurtigt kom disse to til at få en afgørende indflydelse i firmaet, hvilket formentlig hang sammen med at H. lige fra sin tidligste ungdom ud over sin forretningsinteresse havde stærke kunstneriske interesser som han også ønskede at ofre sig for. Han var i besiddelse af megen musikalsk sans og havde en fortrinlig sangstemme der var blevet uddannet i Paris. Da Nordisk Musikforlag dannedes var han en af dets stiftere. Han følte sig desuden personlig nært knyttet til en række betydelige scenekunstnere der dengang samledes om selskabet Det gode Sindelag, ligesom han nærede stor interese for den danske ballet. Også i velgørenhedsarbejde tog han virksom del. Han var generalkonsul for Østrig-Ungarn 1872-1910.

Familie

Forældre: grosserer C. K. H. (1813-68) og Cathrine Marie Pöhls (1814-95). Gift 18.1.1861 i Kbh. (Cit.) med Emma Hikins, født 9.11.1838 i England, død 22.4.1919 i Kbh., d. af maskinmester i den engelske flåde Samuel H. (1801-77) og Harriet H. (1803-77). -Far til Johan H. (1861-1943).

Udnævnelser

R. 1873. DM. 1908.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Carl Bloch, 1854. Mal. af F. L. Storch. Buste af Th. Stein, 1894. Afbildet på P. S. Krøyers mal. fra Kbh.s børs, 1895 (Børsen). Mal. af samme. Foto.

Bibliografi

Berl. tid. 1.3.1913. J. H. (d.yngre): Memoirer, 1936. -Papirer i Erhvervsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Vestberg: Johan Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290709