J.L. Zinn

J.L. Zinn, Johann Ludvig Zinn, 14.9.1734-3.2.1802, grosserer. Født i Maynbernheim i Bayern, død i Kbh. (Fred. ty.), begravet sst. (Fred. ty. k.). Z. kom til Danmark 1757 på J. F. Wewers initiativ og blev ansat i firmaet Fabritius & Wewer. 1765 etablerede han sig som grosserer i Kbh. og vandt hurtigt anseelse som en særdeles dygtig og initiativrig købmand. 1770 blev han handelskyndigt medlem af Kbh.s søret, og 1772-1802 var han medlem af stadens 32 mænd, desuden var han revisor i Asiatisk Kompagni. 1789 blev han medlem af den da nedsatte provianteringskommission som skulle regulere og betrygge Kbh.s kornforsyning. 1790 blev han formand i Grosserersocietetet og beklædte denne post til sin død. Som følge af den stigende handelsomsætning og overgangen i handelsform fra kompagnihandel til privat virksomhed vandt societetet som købmandsorganisation i hans formandstid en helt anden aktiv placering end tidligere, og han fik desuden som følge af de samtidige store reformer inden for det økonomiske liv æren af at lede societetet i en for dets historie meget vigtig periode. 31.5.1793 kom således forordningen om kreditoplagsretten og febr. 1797 den store toldforordning. Under handelskrisen 1799 ledede Z. sammen med W. Duntzfelt og David Amsel Meyer den af societetet stiftede kreditanstalt som fik stor betydning for afbødningen af krisens virkninger. – Kgl. agent 1779. – Ved siden af sine offentlige hverv drev Z. med stort udbytte sin egen virksomhed, og han efterlod sig ved sin død en meget betydelig formue. Hans to sønner Carl Ludvig Zinn (1777-1808) og Johann Friederich Zinn (1779-1838) fortsatte firmaet, og ved skatteligningen 1809 stod det Zinnske hus med Kbh.s næststørste skatteindtægt. Endnu i tredje generation fortsattes handelshuset af Johann Friederichs søn Ludvig Maximilian Zinn (1808– 68) hvis søster Emma Sophie Amalia var gift med komponisten J. P. E. Hartmann. – Datteren Sophie Dorothea Zinn, født 15.4.1774, død 27.12.1851, fik en dannet piges opdragelse sigtende mod husførelse og værtindepligter, men sværmerisk som hun var og, trods faderautoriteten, ret fri læste hun meget, bl.a. også Rousseau, hvis Bekendelser gjorde stort indtryk på hende. I sin tidlige enkestand efter Henry Thalbitzer (1767-1818) nedskrev hun da nogle erindringer beregnet for sønnen Billy (Carl Wm. Thalbitzer), senere benævnt Grandmamas Bekiendelser. Heri fortæller hun levende og ukunstlet om tilværelsen som barn og ung pige i et velstående borgermiljø. Hun fortæller her mange interessante småtræk om livet i det frisindede borgerskab i den glimrende handelsperiode. Af stor kildeværdi er hendes beretning om de franske kornkøbmænds besøg 1793-94 og om bombardementet 1807.